Anmeldelse, Steven Koonin: “Unsettled”

Det er et stykke tid siden, at bogen udkom, men leveringen har trukket voldsomt ud, og først for nyligt modtog denne anmelder sit eksemplar. Det er mærkeligt, at klimarealistiske bøger er så længe undervejs, det skete også for Jennifer Marohasys nye bog: ”Climate Change – the Facts 2020”, der udkom sidste år.

Steven Koonins bog blev mødt med megen raseri, da den udkom. Det generede bl.a., at han nævnte sit job som viceminister i præsident Obamas regering. Det var en form for besudling af Obamas ellers helt renskurede image som den ideelle præsident.

Bogen er ikke så lang, ca. 250 sider med mange grafer som illustrationer. De er bogens svageste element. De var vist oprindeligt tænkt i farver, men endte som sort-hvide eller rettere grå og grå. Mange af illustrationerne har 7 kurver eller flere, alle i hver sin gråtone, hvilket gør dem svære at skelne fra hinanden. Bogen er i øvrigt trykt med matte farver på gulligt papir og er derfor ikke specielt indbydende for øjet.

Og hvad er det så, Koonin skriver, som giver så mange vrede kommentarer?

I virkeligheden er hans tilgang ganske behersket. Han accepterer den opvarmning, de officielle temperaturkurver viser, uden at komme meget ind på alle de mange redigeringer og manipulationer, de underliggende data har været udsat for. Der er dog en spids kommentar om byvarmeø-effekten. Han accepterer også, at vore emissioner af CO₂ spiller en stor rolle for opvarmningen, her bruger han en argumentation, som undertegnede ikke har set før. Hele diskussionen om vanddamp og mætning af CO₂ i atmosfæren mht. opvarmning, kommer han ikke ind på.

Men i kapitel 4 kommer han så med en detaljeret og rystende beskrivelse af klimaforskningens computermodeller. De bedste af dem opdeler hele jordens atmosfære i blokke på 10 x 10 km og hver blok opdeles så vandret i en bunke felter (”pandekager”), stablet oven på hinanden. Klimamodellerne begynder så at regne på hvordan lufttemperaturer, -strømninger og andre begivenheder i atmosfæren forplanter sig fra blok til blok og felt til felt. Det er umådeligt komplicerede og omfattende beregninger, der selv på en supercomputer kan tage et par måneder for bare én kørsel! De skal simulere klimaet, men der mangler en hel masse, bl.a. skydannelser og vanddampens opførsel som meget ofte er meget lokal og langt mindre end de 100 km² som hvert felt dækker. Her må klimaforskerne ty til at indlægge parametre, dvs. tal for deres bedste gæt på en gennemsnitlig værdi. Den slags parametre er der mange af i en klimamodel, så der er meget, der kan justeres på. Resultatet vil derfor i meget større grad afhænge at justeringerne end af hele den kæmpestore beregning.

Justeringerne er ikke funderet i solid videnskab, men snarere f.eks. et ønske om at kunne ramme en eller anden målt temperaturkurve i den nære fortid. Resultatet er jo så uundgåeligt, at modellernes forudsigelser om fremtiden mildt sagt ikke behøver at have meget med realiteterne at gøre. Det betyder også, at modellerne slet ikke indbyrdes er enige i deres spådomme, f.eks. om temperaturforøgelsen ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold. De forskelle skyldes i mindre grad selve modelberegningerne og i højere grad de justeringer, som ophavsfolkene har valgt. I bogens konklusion nævnes det, at hele dette arbejde med modellerne er kolossalt ressourcekrævende, og pengene er tæt på at være spildt.

Bogen tager derefter fat i ”klimaforandringerne”. Hvad betyder den moderate opvarmning, vi har haft siden 1850 i praksis? Meget lidt ind til videre. Der er ikke flere storme, ikke flere tilfælde af rekordvarme, ikke mere regn eller tørke og ikke flere naturbrande. Medierne og nogle videnskabelige artikler vil have os til at tro noget andet, og Koonin afslører nådesløst, hvordan data er blevet manipuleret for netop at nå frem til sådanne resultater.

Efter et kapitel om havstigningerne – der ikke er spor ”accelererende” – tager Koonin fat i medierne og deres sørgelige rolle i hele sagen. Kapitlet har titlen: ”Katastrofen, der ikke er der”. Her kommer vi langt omkring i mediernes, politikernes og andres misbrug af klimasagen. Der er en åbenlys interesse i at male alting så sort som muligt, det giver gode overskrifter og gode indtægter. Koonin har i et vist omfang kunne få publiceret indlæg i medierne, hvor han imødegår de værste overdrivelser, men han får tit fortrolige tilbagemeldinger fra folk, der er enige med ham, men ikke tør at udtrykke det offentligt.

Koonin beskriver hvordan denne tingenes tilstand har grebet store dele af den videnskabelige verden, hvor forskere og andre ikke tør gå i mod strømmen. Det er nu blevet til Videnskaben – og Videnskaben er Afgjort. Til gengæld har Videnskaben i stort omfang tabt forbindelsen til ægte videnskab, hvor man til stadighed diskuterer, beviser og modbeviser og alle input er velkomne. Rigtig videnskab er aldrig ”afgjort”, der kan altid komme nye aspekter ind, specielt i et felt som klimaet, hvor der er så mange ting, vi kun har en meget dårlig forståelse af.

I flere omgange beskrives, hvordan hele ideen med IPCC og deres store ”synteserapporter” (Assessment Reports) forvrænger billedet, fordi man fra ”ren” videnskab kommer igennem flere runder af fortolkninger og afslutter med Sammendraget for Beslutningstagere, der ikke nødvendigvis har meget med virkeligheden at gøre. Problemet er jo, at fagfællebedømmelsen, som normalt skal sikre kvaliteten af materialet, bliver mere og mere koblet fra, jo længere man kommer hen i rejsen mod Sammendraget.

Bogen slutter med et afsnit om mulige løsninger på den klimakrise, der formentligt slet ikke er der. Den massive udbygning med ”vedvarende energi” er urealistisk, hvis den skal op i en skala, hvor den virkeligt skal gøre en forskel. Selvom vi i Vesten bygger en hulens masse vindmøller, vil det ikke engang standse stigningen i atmosfærens CO₂-indhold. Og vi kommer til at bruge uhyggeligt mange penge, til meget lidt nytte.

Adfærdsændringer, hvor vi alle sammen bidrager ved at spare på det CO₂-udledende energiforbrug, er fine men vil heller ikke for alvor flytte noget.

Der er så muligheden for aktivt at gribe ind i klimaet. En metode er geoengineering, hvor man dæmper solens indstråling, f.eks. ved at sende en masse partikler op i luften, og derved simulere effekten af et vulkanudbrud. Problemet er, at et sådant tiltag formentligt vil ramme uens rent geografisk og kan lede til mange utilsigtede bivirkninger i visse områder. Her kunne klimamodellerne måske hjælpe med simuleringer, men der er jo ikke megen tiltro til deres resultater. En anden metode er opsamling og lagring af CO₂. Teknisk set skulle den være relativt tilgængelig, og man kan ikke forvente de store negative klimatiske konsekvenser. Men den kræver i sig selv store mængder af energi og vil være uhyggeligt dyr.

Så Koonin ender med at konstatere, at vores bedste udvej vil være at tilpasse os klimaforandringerne, hvis der kommer nogen. Sikre os mod oversvømmelser, forstærke husene hvor der er risiko for stormvejr osv. Det er det, menneskeheden altid har gjort, i et evigt omskifteligt klima. Fordelen vil være, at det kan gøres decentralt, det vil føles naturligt for folk i de berørte områder, og det vil formentligt koste en brøkdel af prisen på et storstilet forsøg på at nedbringe CO₂-udledningerne. Det er jo præcis den tankegang, som en Bjørn Lomborg også er talsmand for.

Koonin har skrevet en rigtig god bog. Man kan kun håbe på, at den medvirker til at vække politikernes og forstandige personers opmærksomhed på den dysfunktionelle klimavidenskab, der er ved at bringe os ud i en langt større katastrofe end klimaforandringer nogensinde kan føre til.

https://www.saxo.com/dk/unsettled_hardback_9781950665792