Arktis, Klimarealisme i medierne

Regn i Grønland

Dommedagsbasunerne blæste, så alle miljøgrænser for lydniveau blev groft overskredet. Aviserne og andre medier skrev i kor om, at NU var Grønlands indlandsis ved helt at forsvinde. At tænke sig, det har regnet i området midt på indlandsisen, hvor man ellers er 3 km over havet og der normalt er frygteligt koldt! (Faktisk blev der slået kulderekord i det område sidste vinter – men den nyhed fandt ikke vej til medierne.)

Regnvejret var naturligvis ”uden fortilfælde” og et tegn på ”katastrofale klimaforandringer”, bl.a. ifølge CNN.

Desværre for medierne viser historiske optegnelser om klimaet noget andet. I en rapport fra 1975 nævner nogle forskere tilknyttet det amerikanske forsvar, at der har været mindst to tidligere tilfælde af regnvejr i området. Det ene fandt sted i 1933 og var i ca. 2700 meters højde. Det andet var i 1950 og tæt på det nylige, i 3000 meters højde, se fig. 1.

Fig. 1: Regnvejrsepisoder i Grønland i fortiden

Og indlandsisen er jo slet ikke på vej væk. Fig. 2 viser sæsonens resultat for iskappen, som gengivet af Polar Portal. De tolv måneder har budt på en solid vækst på ikke mindre end 400 gigatons (kubikkilometer), hvilket ligger over gennemsnittet 1981-2010. Den øverste kurve viser udviklingen dag for dag, der er dage med kraftig tilvækst (f.eks. omkring 1. juni), som vi aldrig hører om i medierne. Der er så også dage med store tab – og de bliver blæst op i medierne efter alle kunstens regler. Men ialt er der tale om en fin tilvækst over året.

Fig. 2: Udviklingen i Grønlands indlandsis, sep. 2020 – aug. 2021, i gigatons

Det er så ikke hele historien, fordi Grønland også har et tab fra gletsjere, der kælver ud i havet. Tælles de med, ender vi på et årligt nettotab på 100-200 gigatons, hvilket næppe kan kaldes alarmerende, al den stund at Grønlands indlandsis efter de bedste skøn rummer 2,6 – 2,8 millioner gigatons. En total afsmeltning vil derfor med det nuværende tempo, der vel at mærke ikke har været spor ”accelererende”, vare mindst 10.000 år.

https://www.realclearenergy.org/articles/2021/09/13/the_media_is_lying_about_greenland_and_climate_change_793927.html

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Allan Gorm larsen

    Det forekommer mig at jeg har hørt et eller andet om at for over 1000 år siden var det muligt for canadiske inuitter at sejle fra Canada i små både over Ishavet og bosætte sig i det nordlige Grønland.
    Det har jeg læst et sted. Så noget kunne tyde på, at klimaet en gang har været lige så varmt som nu.
    Vi har også i mellemtiden haft flere istider så klimaet veksler hele tiden. Ret mig, hvis jeg tager fejl.

    • Søren Hansen

      Du har ret. For godt 1000 år siden landede Lejf den Lykkelige i Grønland og grundlagde nordboernes koloni. På det tidspunkt var der ingen inuitter i området. Men det var lunt, og man kunne holde husdyr og dyrke korn i det sydlige Grønland. Det er den såkaldte Middelalderlige Varmeperiode, og meget tyder på, at temperaturen den gang var på samme niveau som i dag. Denne periode blev så afløst af den Lille Istid, hvor det blev koldere, og Grønland blev ubeboelig for nordboerne, der forsvandt. Når vi i dag taler om temperaturen i “den førindustrielle tid” er det faktisk slutningen af den Lille Istid, hvor det stadigvæk var forholdsvist koldt.
      De rigtige istider ligger meget længere tilbage, den sidste sluttede for ca. 12.000 år siden. Før den var der en varmeperiode helt tilbage for 125.000 år siden, og den gang var temperaturen helt sikkert meget varmere end nu.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*