Klima-tro

Vi har ved flere lejligheder taget fat på spørgsmålet om klimaet som en art religion. Der er klart fælles træk, f.eks. omkring ”korrekt” og ”forkert” adfærd, udtryk som ”klimakættere” osv. Åbenlyst og helt utilsløret bliver ”afvigende” meninger undertrykt og betragtet som ”skadelige”. Der tales om at købe ”klimakompensation”, en ny form for aflad.

Sådanne fænomener kan man finde i forbindelse med de mere rabiate udgaver af de store religioner, kristendommen, jødedommen og islam. Men alligevel er der noget ved klimasagen, der stikker dybere end en religion. Hvad driver folk til at fornægte fakta, der lægges på bordet foran dem? Hvad får klimaforskere, politikere og de fleste store medier til at finde det helt i orden at afvise enhver åben debat om spørgsmålet?

Ovenikøbet plæderer de lystigt for den såkaldte ”grønne omstilling”, hvoraf de fleste kun har nogle tågede ideer om, at det må indebære opstilling af en masse vindmøller og solceller, og så bliver alting godt. At den grønne omstilling reelt er umulig med den nuværende teknologi, vælger man med fuldt overlæg at se bort fra.

Undertegnede er nået frem til, at det her drejer sig om tro. Troen på, at CO₂ er en skadelig luftart, og vi mennesker har begået en katastrofal fejl ved at bruge fossile brændstoffer og udlede store mængder af drivhusgasser. Den tro overtrumfer alt andet. Der er slet ikke brug for argumenter eller diskussion mere. 

Troen gennemsyrer store dele af klimaforskningen og hele IPCC’s virke. Uanset hvilke resultater, der måtte være derude, der viser et andet billede, skal de bare sorteres fra. Uhyggeligt mange videnskabelige artikler, der slipper igennem fagfællebedømmelse osv., er så åbenlyst skrevet med konklusionen først, og derefter er målinger, beregninger og hvad der ellers hører til, indrettet, så man når frem til det ønskede resultat. Vi har her på siden givet mange eksempler på denne slags ”forskning”.

For nyligt refererede vi den store artikel af Connoly, Willie Soon et al., vedrørende solens indflydelse på udviklingen i Jordens temperatur. Den viste klart, hvordan IPCC lagde sig fast på data og resultater, der ikke bragte budskabet i tvivl. Artiklen nævner et par interessante eksempler vedrørende ændringerne i solens indstråling over årene. Der var kommet en kurve på bordet, der antydede, at solens effekt på Jordens klima faktisk er ganske betydelig. Det ville en gruppe forskere ikke finde sig i, og de satte sig for at opstille en anden kurve og lagde ikke skjul på, hvorfor de gjorde det:

Den kendsgerning, at nogen kunne bruge den nye kurve som et påskud for ingenting at gøre ved udledningerne af drivhusgasserne, er én af grundene til, at vi følte et behov for selv at se på data.

Og et andet citat:

En definitiv solindstrålings-tidskurve er ikke kun ønskelig fra et videnskabeligt perspektiv, men også når man tager den stigende interesse i offentligheden i spørgsmål om klimaforandringerne i betragtning, og således kan kurven forhindre klimaskeptikere i at udnytte uenigheden vedr. solindstrålingen f.eks. ved at hævde, at en formodet indflydelse fra solen kunne bruges som undskyldning for ikke at gøre noget ved den menneskeskabte opvarmning.

Et stort studium, offentliggjort i et anerkendt tidsskrift, analyserede fordelingen mellem klimaskeptiske og ikke-skeptiske artikler i medierne. Den havde ændret sig over årene og forfatterne glædede sig over at procentdelen af ”fejlagtige” og ”misvisende” artikler, der udtrykte tvivl om de menneskeskabte klimaforandringer, heldigvis var faldende over årene. Antallet af ”upræcise” artikler om klimaet blev færre og færre. Det så forfatterne som en god ting, og de skænkede det tilsyneladende ikke en tanke, at de derved bifaldt en kortslutning af mediernes ellers højt besungne alsidighed og upartiskhed.

Det er jo ikke penge, og nok heller kun prestige, der driver forskere til at agere på den måde. Selvfølgeligt er korruption et udbredt problem, også selvom der ikke er tale om direkte bestikkelse. Mindre kan gøre det, artikler med de rigtige konklusioner er lettere at få publiceret, og gør fremtiden mere sikker for forskerne bag.

Men det kan ikke være hele forklaringen. Jeg er nået frem til den opfattelse, at det i virkeligheden handler om en tro. En tro der er så fast, at intet kan rokke den. Alt i verden må indrettes i overensstemmelse med denne tro. IPCC’s rapporter er ikke mere videnskabelige sammendrag, de er en manifestation af troen.

Nogen vil måske her indvende, at religion jo også bygger på tro. Det gør den, men der er så meget andet. At være tilknyttet en religion giver et tilhørsforhold og et ståsted i tilværelsen. Man kan bygge sin identitet op mere eller mindre på religionen, og man føler en samhørighed med sine trosfæller. Alle de fordele kan man sagtens opnå, også selvom ens reelle tro på en alt-styrende langskægget gud og diverse mirakler i fortiden måske er begrænset.

Men de her nævnte mekanismer ville aldrig på egen hånd drive klimasagen. Den er afhængig af en dyb og blind tro på de centrale læresætninger, eller dogmer, om man vil. Dér ligger forskellen.

Og det er effektivt. Almindelige mennesker, der ikke har alverdens forudsætninger for at udtale sig om klimaet, kan gå helt i baglås og blive fjendtligt indstillet, hvis de opdager, at de står foran en klimarealist. Al diskussion er udelukket på forhånd. Enhver religiøs leder ville slikke sig om munden ved tanken om at have den slags personer i sin flok. De ville være utroligt lette at styre.

Tro og ægte videnskab er ikke særligt godt forenelige. Det er man jo godt klar over, og derfor forsøger man at pynte på klimavidenskabens image, f.eks. ved at slå på, at der er ”konsensus” blandt forskerne. Konsensus, eller mere dansk: ”Enighed”, skal tjene til at stoppe de resterende indvendinger, der måtte være mod troen. Igen er det jo noget, vi kun kender alt for godt fra religiøse samfund og fra menneskehedens historie.

Henvisningen til enigheden bruges bl.a. til at nedgøre anderledes tænkende. En hr. Barsøe, ansat på Politiken, tillod sig således for nyligt at sammenligne klimaskeptikere med dem, der tror på at Jorden er flad. Det var der næppe mange, der studsede over. Hvorfor ikke? Vel fordi at har man den rette tro, er det logisk at flad-jords-tilhængere og klimaskeptikere er lige tossede.

Men som vi har skrevet mange gange på siden her, så er det ligegyldigt hvor mange forskere, der er enige om én eller anden videnskabelig teori, der skal kun ét afgørende modbevis på bordet, så falder den. Det er sket utallige gange i videnskabens verden, at ting, som alle var enige om, alligevel viste sig at være forkerte.

Så glem alt om ”afgjort videnskab” og ”konsensus” og kald det ved sit rette navn: ”Tro”.