Debatindlæg, Klimaadfærd

Klimafolket

Klimadebatten kan være hård og meget uforsonlig, og i det store udland er der flere eksempler på, at diskussionerne er endt i retten med anklager om personlig krænkelse. Ikke mindst Michael Mann har excelleret i sagsanlæg mod sine modstandere.

På Klimarealismes Facebookside holdes der en nogenlunde høvisk tone, bl.a. hjulpet af administratorerne, der i ny og næ fjerner lidt ukrudt. Men også her kan man se eksempler på et mærkeligt fænomen, der er meget udbredt. En gruppe personer, vi kan kalde dem ”klimafolket”, har stort set accepteret teorierne om den kommende klimakrise og den katastrofale opvarmning af kloden. Det er jo slemt og kræver en kraftig indsats for at begrænse brugen af fossile energikilder.

Her i foråret har vejret indtil for nyligt været koldt og den globale temperatur har midlertidigt taget et dyk. Det er selvfølgeligt ikke noget, man kan konkludere om fremtiden på, men det er da interessant. Man kunne jo få den tanke, at hele den globale opvarmning måske vil forløbe lidt langsommere, og klimakatastroferne vil derfor blive mindre alvorlige. Derved ville det være muligt at skære ned på de vanvittigt dyre klimatiltag, der bl.a. indebærer en massiv og økonomisk katastrofal udbygning af sol- og vindenergien.

Klimafolket udtrykker stor bekymring i anledning af klimaforandringerne, og man kunne tro, at de også ville se noget positivt i, hvis det alligevel ikke tegner til at blive så slemt. Men her sker der det mærkelige, at klimafolket overhovedet ikke vil acceptere, at der er bare en lille chance for at klimaet udvikler sig mindre katastrofalt end forudset af klimamodellerne. Man vil ikke glæde sig over det mindste tegn på, at frygten måske er overdrevet.

Det samme fænomen gør sig gældende, uanset hvilket aspekt af klimasagen, der er på bordet. Havstigninger, forsuring, antallet af ekstreme vejrhændelser, skovbrande osv. Selv det faktum, at det øgede indhold af CO2 er gavnligt for planternes vækst, vil man meget nødigt acceptere.

Alt vedrørende klimasagen skal partout være negativt. Vi er nødt til at reducere CO2-udslippet til 0 snarest. Hvordan det skal ske, er der så mindre enighed om. Nogle klimafolk tror fuldt og fast på ”den grønne omstilling” baseret på sol og vind, og at den kan gennemføres uden, at vi behøver at gå ned i levestandard. Andre mener, at kuren vil indebære en større eller mindre økonomisk nedgang, så vi kommer tættere på de gode gamle dage, hvor vi boede i huler og levede af jagt og fiskeri.

Atomkraften spiller en interessant rolle her, da den jo vitterligt kan levere enorme mængder af CO2-fri energi. Alligevel er der udbredt modstand mod den, og modstanden er størst blandt dem, der mener, at vi skal tilbage til livet i stenalderen.

Går man klimafolk på klingen, vil de oftest bare henvise til den videnskabelige ”konsensus”. Konsensus er jo et begreb, der normalt ikke har nogen værdi i en videnskabelig sammenhæng, men lige her har vi undtagelsen, der er helt urørlig. Videnskaben har talt, og alt vedr. CO2 er af det onde. Katastrofen er lige om hjørnet.

Måske er undertegnede farvet af egne holdninger, men det forekommer mig, at der blandt klimarealister er et meget større felt af opfattelser og meninger. Nogle tror ikke, at der er tale om nogen særlig opvarmning og ikke nogen klimaforandringer af betydning. De vil nærmest frikende CO2 helt og holdent. Andre accepterer, at CO2 spiller en stor rolle for den globale temperatur, men udtrykker mindre bekymring for opvarmningen og klimaforandringerne, og mener, at hvis vi giver den økonomiske udvikling fuld skrue, kan vi tackle de problemer, som klimaet måtte frembyde. Og så er der alle dem, der befinder sig et eller andet sted mellem disse to synspunkter. De kan godt flytte sig i den ene eller den anden retning, hvis de mødes med passende argumenter, f.eks. angående atomkraft.

Men klimafolket, og med dem store dele af den offentlige mening: Medier, politikere osv., tror så fuldt og fast på klimakatastrofen, at de allerhøjst vil diskutere, om vi skal reducere vores CO2-udslip til nul lidt før eller lidt senere.

Mærkeligt, men også temmelig skræmmende. Det er trods alt for en stor dels vedkommende voksne veluddannede mennesker.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Jesper Barfod

    Søren Hansen har hermed givet et vigtigt overblik over klimasagen.

    Selv har jeg fulgt påstandende fra IPCC i mere end 20 år og hjemskrevet artikler og bøger, der kunne kaste lys over den videnskabelige uenighed.
    Såvidt jeg husker (uden lige nu at konsultere bøgerne) var den første til at råbe gevalt om, at noget var galt, en canadisk mineingeniør, McKitrick, som gennem sin viden om temperaturvariationer i mineskakter kunne se, at IPCC var på vildspor.
    I mellemtiden har individuelle videnskabsfolk med forstand på, hvad de udtalte sig om, blandet sig i debatten, men blevet stort set fortiet af medierne. Mange har ventet til deres pension før de delte deres viden. Andre modige har mistet bevillinger eller er blevet fyret fra deres forskerstillinger. Det er nærmest blevet til et globalt “berufsverbot” for vidensfolk, der har andet end IPCC’s budskab på dagsordenen.
    I 2011 publicerede den canadiske forfatter Donna Laframboise, en yderst velresearchet bog om IPPC, dets sammensætning og arbejdsmetoder. Den kan købes på den norske søsterorganisation klimarealistene.no’s hjemmeside.
    Efter min mening er klimafolkets budskab yderst skadeligt for vores samfund. Vore politikere er, efter påvirkning fra folk, der lader sig følge med af strømmen, parat til at ofre store dele af samfundets midler og velfærd på at nedbringe atmosfærens indhold af CO2, uden noget som helst videnskabeligt bevis på
    1) at det kan lade sig gøre (havene indholder mange gange mere CO2 end atmosfæren, og vil frigive CO2, hvis atmosfærens indhold falder).
    2) at CO2 overhovedet har den betydning for jordens temperatur, som IPCC påstår. Mange vidensfolk mener at dette er en helt forfejlet konklusion på en fejlslagen hypotese og forfejlet og delvist forfalsket (CLIMATEGATE) analyse fra IPCC’s maskinrum i 1990erne, med Michael Mann som chef.
    Som påvist utallige gange i dette forum er det helt overvejende solens varierende udstråling (herunder magnetfelt) og jordens afstand og position til solen (Milankovitch cycles), der bestemmer klimaet på jorden.
    Dertil en ikke ubetydelig påvirkning fra kosmisk stråling (Henrik Svensmark).
    Læs professor emeritus i geografi og geologi Johannes Krügers nye bog med titlen:
    “32 Myter om klimaet, du ikke skal hoppe på — læs den hvis du tør”.
    Udgivet via SAXO PUBLISH.

    Jesper Barfod
    civ. ing. 1972, phd

  2. Hans Henrik Hansen

    “Proletariatets diktatur” var på dagsordenen. Marxisme og maoisme greb universiteter / intellektuelle i stort omfang.

    Her var virkelig tale om “luftige ideer”, som selvfølgelig ikke blev til noget.

    Denne artikel sætter ‘klimakirken’ i et interessant, historisk perspektiv:

    “The story of the atmospheric sciences in the period 1980 to 2025 is one of the most puzzling chapters in the history of modern science. In a society claiming to be devoted to the improvement of  the lives of its citizens a cabal of ignorant fanatics, half-literate researchers, political hangers-on and the odd charlatan was allowed control over research in atmospheric science and its applications. This event not only stifled the development of science, but also had far-reaching and destructive influence on the economies of many countries through misdirection of resources on a truly epic scale. To the outsider it was completely incomprehensible that societies capable of sending man into space could have entrusted something as vital as the energy provision, transport and food production to exploitation by obvious quacks…”

    https://wattsupwiththat.com/2021/05/23/climate-change-alarmism-as-a-class-war/

  3. Børge krogh

    Du peger på en række rigtig gode pointer. Blandt andet den, at ungdommen ikke overhovedet er til at argumentere med. De vil have en klima”katastrofe” som de med vold og magt vil afværge for at redde verden.
    Jeg har set det før. I 70’erne ville den intellektuelle del af ungdommen have indført socialisme, da man klart havde set at kapitalismen kun førte til krige og undertrykkelse, især den fattige del af verden.
    Proletariatets diktatur var på dagsordenen. Marxisme og maoisme greb universiteter / intellektuelle i stort omfang.
    Her var virkelig tale om “luftige ideer” som selvfølgelig ikke blev til noget. Men den gamle “revolutionære garde” greb klima-chancen for fuld skrue og skiftede farve fra rødt til grønt på rekordtid. Det er massepsykologi og nul videnskab.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*