Hockeystaven

Gode gamle Steve McIntyre var en af de første, der tog kampen op mod Michael Manns hockeystavkurve, som blev publiceret i 1998–99. Kurven spiller en helt central rolle i den nuværende klimavidenskab, og den optræder som en af de allerførste figurer i sammendraget for beslutningstagere i IPCC’s rapport nr. 6. Hockeystaven tjener til at fjerne naturlige årsager til temperaturændringer, og dermed kan man opretholde påstanden om, at den nuværende globale opvarmning på ca. en grad siden 1880 udelukkende skyldes vores udledninger af CO₂. Hvis den nu delvist havde naturlige årsager, ville ”klimakrisen” jo slet ikke være så alvorlig, som man gerne vil gøre den til.

McIntyre tog fat i Manns datagrundlag for hockeystaven, der primært bestod af målinger af træers årringe. Teorien generelt er, at tykkere årringe hænger sammen med en højere temperatur. Nogle fokuserer også på træets vægtfylde, hvor tættere træ igen er resultatet af en højere temperatur. Årringene er således det, man kalder en proxy, en måling, der træder i stedet for en direkte temperaturmåling, som man jo ikke foretog tilbage i tiden.

Problemet er selvfølgeligt grundlæggende, at der langt fra altid vil være en direkte sammenhæng mellem træernes tilvækst og gennemsnitstemperaturen over året. Andre faktorer, som mængden af regn, variationer mellem årstiderne, eller ændringer i lokale forhold kan spille en stor rolle, og ende med at gøre resultaterne helt misvisende. Man kan ikke bare bore en prøve ud af et tilfældigt oldgammelt træ og så tro, at man har en fiks og færdig temperaturkurve, lige til at måle med en lineal.

McIntyre fandt mange mærkelige ting ved hockeystaven og bad Mann om at få tilsendt de rå data og programmet, der var blevet brugt til den statistiske behandling af tallene. Det blev en meget lang kamp, men slutresultatet var, at McIntyre aldrig fik alt, hvad han havde brug for, og han var så tvunget til at forsøge at rekonstruere data og beregninger. Det lykkedes også i så høj grad, at McIntyre kunne konkludere, at Manns arbejde var noget fejlbehæftet.

I anledning af den nylige IPCC-rapport har McIntyre skrevet et længere indlæg på sin hjemmeside, Climate Audit og her følger en forholdsvis løs oversættelse af uddrag af indlægget:

Selvom klimaforskere bliver ved med at sige, at fejlene ved deres ”hockeystav” proxy-rekonstruktioner ikke betyder noget – at det er lige meget om de vender data på hovedet, at det er lige meget, hvis de udvælger (cherrypick’er) individuelle serier afhængigt af, om de når op til det 20. århundrede, at det er ligegyldigt hvis de udelader data, der ikke ”opfører sig rigtigt” (”skjul nedgangen” – hide the decline), at det er lige meget om de bruger fejlbehæftede data eller børstekoglefyr, at sådanne ting er ligegyldige, fordi hockeystaven er ligegyldig – så er IPCC stadigvæk afhængig af hockeystave: Se bare, figur 1a i det nyslåede Sammendrag for Beslutningstagere indeholder hvad? – et hockeystav-diagram (fig. 1). Hvis I syntes, at Michael Manns hockeystav var slem, så prøv at forestille jer en woke hockeystav indlagt af woke klimaforskere. Som klimaforskerne siger, ”det er endnu værre end vi troede”.

Mærkeligt nok er dette førende diagram i Sammendrag for Beslutningstagere ikke med i rapporten selv (jeg kunne i hvert fald ikke finde det i Kapitel 2). Men det er helt klart et barn af PAGES2K konsortiet (Nature 2019) og Kaufman et al (2020).

Det er svært at vide, hvor man skal begynde.

Ideen med, eller definitionen på, en temperaturproxy er, at den har en eller anden lineær eller ikke-lineær sammenhæng med temperaturen med usikkerheden i form af ”hvid støj” eller ”rød støj” i lavt omfang. Med andre ord, hvis man kigger på en samling af faktiske temperaturproxyer, så ville man forvente at se en serie, der er temmelig ensartet og sammenhængende.

Men det er ikke hvad man ser med IPCC’s data. Det ville vi ikke vide ud fra IPCC’s rapport eller endda fra de citerede artikler, siden forfatterne til disse 1000- eller 2000-års temperaturkurver med omhu undgår at vise nogen af de underliggende data. Det er svært for læsere, der ikke kender til emnet, fuldstændigt at forstå, hvor dårligt de underliggende proxydata stemmer overens med hinanden, når man ser hvor præcise IPCC’s kurver synes at være.

PAGES2019 er ikke et ”tilfældigt” udvalg af proxyer, men udvalgt efter bestemte kriterier. PAGES2019 datasættet består af 257 proxyer, udvalgt fra det foregående PAGES2017 datasæt, der bestod af 692 proxyer, som igen var udvalgt blandt tusindvis af proxyserier samlet sammen af mange forskere gennem årene.

For at give læseren et indtryk af de underliggende data – ikke det velmasserede færdige resultat, har jeg plottet grupper af 11 tilfældigt udvalgte fra hver af PAGES2017 og PAGES2019 og kommenteret på hvert sæt.

PAGES2017

Fig. 2 viser udvalget for PAGES2017. De blå kurver er dem, der igen blev brugt i 2019. IPCC’s kurve er vist med rødt. Som man ser, er mange af kurverne helt tilfældige og korte. Kun én serie i dette udvalg (ocn-CapeGhir) ligner en hockeystav, men den går nedad til sidst. Det er jo åbenlyst et problem. Den er baseret på måling af såkaldte alkenoner og er brugt i mange andre sammenhænge som en proxy for temperaturmålinger. Den er blevet anvendt til temperaturrekonstruktioner mange millioner år tilbage i tiden. Sammenhængen mellem målingen og temperaturen er entydig hver gang. Hvorfor Cape Ghir så falder til sidst her, er en gåde. Men i stedet for at opklare gåden har PAGES2017-folkene simpelthen bare vendt serien på hovedet, så danner den jo en fin hockeystav.

Det er en fremgangsmåde som Michael E. Mann tidligere har benyttet sig af. Man tager simpelthen en proxyserie og orienterer derefter kurven, så den passer bedst med temperaturmålingerne i den sidste ende, hvor den overlapper med disse. Man ser her helt bort fra en eventuel videnskabelig begrundelse for at bruge proxyen og dens relation til temperaturen.

PAGES2019

På fig. 3 er så vist et tilsvarende sæt kurver, der var en del af grundlaget for PAGES2019 temperaturkurven. Mange af dem er ganske korte i tid og rækker ikke længere tilbage end perioden, hvor man direkte har målt temperaturer. De vil typisk være baseret på vækst i koraller, og dem er der mange af i grundlaget for PAGES2019-kurven. De tilføjer ikke noget information om Middelalderen eller tidligere perioder, som man ellers forsøger at sammenligne med moderne tider. Så hvad er deres funktion? Bidrager de med noget som helst andet end at male et overskæg på de kurver over længere tid, som ikke viser noget som helst?

Et par kurver, baseret på årringe, rækker langt tilbage, men viser absolut ikke nogen udvikling. Kun én kurve: Ant-WD, viser noget, der ligner en hockeystav.

Den er baseret på iskerneborehuller (fra Antarktis), hvor man simpelthen måler temperaturen i kernerne fra hullet umiddelbart efter, at de er taget op. Ideen er, at den aflejrede is (sne) havde omgivelsernes temperatur, da den faldt, og da den hurtigt blev begravet i mere sne, beholdt den temperaturen lige frem til i dag. PAGES2019 skriver, at de fjernede de øverste 15 meter af boringen og undlod at tage dem med. Årsagen skulle være, at man frygtede, at nutidens vejrlig havde haft indflydelse på borekernens temperatur.

Det lykkedes at få fat i de oprindelige data inklusive de øverste 15 meter, og resultatet ser ud som vist på fig. 4. Fra ca. 15 meter og nedefter får man en fin hockeystav, mens de øverste lag, som repræsenterer tiden tilbage til ca. 1960, viser en lavere temperatur. Tager man dem med, kan proxyen pludseligt ikke mere bruges til at skabe en hockeystav. Så slutningen af kurven blev slettet. Er det endnu et eksempel på ”skjul nedgangen”?

Nu skal det retfærdigvis siges, at der er meget, der tyder på, at vejrliget og de årlige temperatursvingninger har en indflydelse på målingerne i de øverste meter af borekernen. Men hvis det virkeligt er tilfældet, hvordan kan man så bruge borekernen til en temperaturrekonstruktion, der går helt frem til 2007, som det hævdes? Og værre endnu, hvorfor skulle grænsen for forstyrrelserne gå lige ved 15 meter? Hvis den nu i stedet lå ved 20 meter, så ville der slet ikke være noget blad tilbage på hockeystaven.

Nordamerika

McIntyre viser så tilsvarende grafer kun for Nordamerika, de viser det samme billede. Men her er der en enkelt kurve, der ser mere hockeystav-agtig ud og til den er der en interessant forklaring:

Jeg har tidligere omtalt Mackenzie Delta kurven (se fig. 5), som er en ny måde at fremstille falske hockeystave på. Den kommer fra Yukon, Canada og er et typisk eksempel på det klassiske ”afvigelsesproblem”. Tykkelsen på årringene går ned, når temperaturen går op. Så hvordan lykkedes det at få en hockeystav fra disse prøver?

Forfatterne tog ”skjul nedgangen” til højdepunkter, som aldrig havde været overvejet af de foregående udøvere af denne mørke magi. I stedet for at skjule nedgangen i den endelige kurve, gjorde de det for individuelle træer: Som forklaret i artiklen, de udelod de ”afvigende dele” af individuelle træer, som havde været så frække at gro mindre hurtigt trods den stigende temperatur.  Selv Michael Manns medforfatter, Briffa, ville aldrig have overvejet den slags woke drastiske tiltag.

Men her skriver forfatterne følgende:

”Afvigelses-fri regional kronologi  
Klima-proxy-rekonstruktioner i stor skala (f.eks. på en halvkugle) bliver ofte udviklet på basis af omfattende netværk af lokale kronologier, som hænger godt sammen og har en stabil sammenhæng mellem tiden og den ønskede klima-faktor. I visse områder tættere på polerne, har rekonstruktioner baseret på tykkelsen af årringe været mest vellykkede, når årringene fik frasorteret afvigelser. Her bruger vi de samme principper på vores samling af årringe for at nå frem til en afvigelsesfri regional temperaturudvikling. Men, i stedet for at udelade hele serier med afvigelser, fjerner vi kun de afvigende dele af disse serier (dvs. fra efter år 1900), da delene uden afvigelser ikke er tvivlsomme på nogen måde.”

Hvis jeg skal være fair, så indeholdt den oprindelige artikel både data fra alle de involverede træer, se fig. 6, øverst, det giver en kurve, der ikke rigtigt viser noget. Neden under ser man så hockeystaven, der fremkommer ved at ”skjule nedgangen” på individuelle træer. Beslutningen om at bruge den manipulerede kurve ligger hos PAGES2019.

Børstekoglefyr

Børstekoglefyr var et afgørende led i Michael E Manns hockeystavkurver fra 1998 og 1999. Det blev hurtigt afsløret, at de var meget problematiske af forskellige årsager. Men de gav så fin en kurve, der viste lige det, man ønskede. Omtalen af problemerne gjorde, at selv det amerikanske Nationale Videnskabsakademi (NAS) frarådede brugen af børstekoglefyr til temperaturrekonstruktioner. Men lige meget hjalp det, klimavidenskaben er afhængige af dem (på samme måde som nogen er afhængig af opium) og de fandt vej tilbage i grundlaget for PAGES2019, med ikke færre end 5 kurver.

Konklusion

Jeg har skrevet om mange af disse problemer tidligere, f.eks. i forbindelse med PAGES2019. Mens jeg ikke forventer at IPCC’s redaktion nødvendigvis holder øje med min argumentation, burde man forvente, at IPCC’s klimaforskere, som er beskæftiget fuldtids inden for disse emner, er kompetente nok til at bemærke de ting, som jeg var i stand til at påpege allerede den første dag, jeg kiggede på PAGES2019, da den udkom. Men klimaforskernes stædighed er til stadighed en kilde til undren.

Artiklen af McIntyre indeholder masser af henvisninger til tidligere arbejder og diskussioner, og er en guldgrube for den, der ønsker at fordybe sig i emnet her.

Men vi andre kan gå herfra med et klart indtryk af, at de fortidige temperaturrekonstruktioner efter hånden er slemt korrumperede af ønsket om for enhver pris at holde fast i teorierne om CO₂ som den altafgørende styringsmekanisme for den globale temperatur. IPCC har i sit Sammendrag for Beslutningstagere valgt at læne sig kraftigt op ad hockeystaven, da den er et afgørende element, når man ønsker at fremme klimaalarmismen og piske en stemning af panik og angst op.

Men hvis hockeystaven reelt er et falsum, hvor meget er der så tilbage af klimavidenskaben og af ”klimakrisen”?

https://climateaudit.org/2021/08/11/the-ipcc-ar6-hockeystick/