Energipolitik, Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Energikaos

Her er et interview mellem reporteren Mark Steyn og Climate Depot’s Marc Morano. Anledningen er de omsiggribende trusler mod USA’s og Vesteuropas energiforsyning. Der bliver lukket ned for udviklingen af den hjemlige produktion (jfr. Dan Jørgensen og olieefterforskningen i Nordsøen) og man gør sig mere og mere afhængig af import af olie og gas fra lande i Mellemøsten og for Europas vedkommende især fra Rusland.

Det er jo et faktum, at Vestens andel af CO2-udledningerne efterhånden er så lille, at uanset hvor meget vi piner os selv, så vil det have en meget beskeden indflydelse på udviklingen i den globale temperatur. Det er derfor afgørende, at lande som Kina kommer med ind i klimakampen.

Det har Kina dog ikke de fjerneste intentioner om, man fokuserer benhårdt på at udvikle landets økonomi, bl.a. ved bygning af en hel stribe kulkraftværker i løbet af kort tid. Der er 88 GW (gigawatt) i byggefasen p.t. og andre 159 GW på tegnebrættet. Til sammenligning er hele Danmarks gennemsnitlige elforbrug knap 4 GW. Kineserne regner med at tage et nyt kulkraftværk i drift hver uge i de kommende år.

Joe Biden har indtil videre fokuseret på at sabotere USA’s egen produktion af olie og gas – i klimaets navn. Han har samtidigt ført en relativt kritisk politik over for Kina, i lyset af den senere tids begivenheder i Hongkong og den vestlige provins Xinjiang.

Nu har 40 fremtrædende repræsentanter for klimaaktivistgrupper skrevet et fælles brev til Biden, hvor de så mindeligt beder ham om at droppe kritikken af Kina, og i stedet gå ind i et ”konstruktivt” samarbejde for at forebygge den lurende ”klimakollaps”. Bidens konfrontationslinje er en ”kolossal fejltagelse”, får vi at vide.

Nu er det svært at se tegn på, at Kina faktisk har tænkt sig at ændre sin energipolitik. Ja, Præsident Xi Jingping stillede i udsigt, at Kinas udledninger af CO2 (måske) ville toppe i 2030, og at landet ville være ”CO2-neutralt” i 2060. Så langt ude i fremtiden, at ingen kan tage det alvorligt. Og samtidigt eksporterer Kina kulkraftværker bl.a. til Afrika, hvor man til gengæld får adgang til mange gode råvarer, her i blandt kobber og kobolt, som er helt afgørende for vores ”grønne omstilling”.

Joe Biden er under et kolossalt pres fra klimaaktivisterne med sin egen vicepræsident i spidsen. Mon den gamle mand kan holde til presset – eller skal Hongkongs borgere og lokalbefolkningen i Xinjiang sejle deres egen sø?

https://www.climatedepot.com/2021/07/11/watch-mark-steyn-interviews-morano-on-fox-news-biden-is-going-to-kneecap-us-with-climate-agenda-china-russia-opec-will-benefit/

https://www.politico.com/news/2021/07/07/biden-china-climate-collapse-progressives-498588

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*