Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Galimatias

UK FIRES er navnet på en gruppe forskere fra en stribe engelske universiteter. De var blevet bedt om at anvise en vej til at opnå nul CO2-udledninger i 2050, som jo allerede er indskrevet i britisk lovgivning. Rapporten udkom i 2019, men er løbende blevet debatteret siden. Det må siges, at den ikke er sparsommelig mht. urealistiske drømmerier.

Al brug af fossile brændsler skal ophøre totalt senest i 2050. Det betyder, at al energi enten skal komme fra biomasse eller fra klimaneutral elektricitet, dvs. vind, sol og en sjat kernekraft. FIRES er klar over, at biomassen er begrænset, så derfor satses der på en kraftig udbygning af solceller og vindmøller, svarende til 4,5 GW mere om året (Danmark har p.t. ca. 7 GW installeret).

FIRES vil i modsætning til Klimarådet ikke satse på ny teknologi overhovedet. Det giver alvorlige begrænsninger i mulighederne. F.eks. vil man ikke bruge opsamling af CO2, f.eks. fra skorstene, og derfor skal al brug af kul, olie og gas ophøre inden 2050.

Man tror ikke på brug af batterier i større målestok, derfor skal svingningerne i vind og solenergien klares ved at regulere forbruget og brug af mindre lagre. Rapporten er meget løst formuleret her, men da den samtidigt foregiver, at vi vil kunne leve vores liv i store træk som nu, kan vi ikke gå ud fra, at man forudser længerevarende strømafbrydelser (f.eks. af en uges varighed).

Dermed er FIRES på niveau med f.eks. IEA eller vor hjemlige IDA, der begge har fremlagt planer, der fuldstændigt negligerer problemerne med den variable sol- og vindenergi. Man kunne således godt stoppe omtalen af FIRES her og henlægge den, men den har så mange andre elementer, der fortjener omtale, fordi de viser, hvor langt ud klimapanikken kan drive ellers fornuftige mennesker.

Nul udledninger af CO2 i 2050 betyder, at vi må opgive at fremstille nyt stål, fordi den proces kræver brug af kul. Vi kan kun bruge genbrugsstål, fremstillet af skrot. Det er dog ikke det værste, vi er nemlig også nødt til at opgive enhver cementproduktion. Hovedbestanddelen i cement er jo kalksten, calciumkarbonat, og ved produktion drives der store mængder af CO2 ud. Den kan man ikke undgå, ergo må man opgive at bruge cement. Der nævnes nogle alternative materialer, som dog slet ikke kan erstatte cementen, og der tales også om at slække på bygningsregulativernes sikkerhedskrav, for derved at kunne spare både stål (til armering) og cement i betonkonstruktioner. Det nævnes ligeledes, at man måske kan opfinde en metode til genbrug af beton, formentligt ved at male den til mel, hvorved man kan brænde cementpulveret til ny cement. Det kan vist ikke rigtigt lade sig gøre, og nedmalingen vil være ekstremt dyr i energi.

Inden 2050 mener FIRES ikke, at vi kan udvikle et elektrisk passagerfly, og derfor må al flyvning ophøre. Hvor svært kan det være? Heathrow og Gatwick lufthavnene skal som de sidste i England lukkes i 2050. Samtidigt skal al udenrigs skibsfart også stoppe, fordi der heller ikke er gode alternativer til bunkerolie. Hvad det betyder for handelen med Nord og Sydamerika, melder historien ikke noget om, men man må formode, at den blot ophører.

Folk skal selvfølgeligt også lide afsavn. Der vil være drakoniske skatter på CO2-udslip, og i 2050 bliver det simpelthen et forbudt stof – lige som asbest. Vi skal bo i køligere huse, og det er slut med at spise kød fra kvæg og får, da de som drøvtyggere jo udleder store mængder af metan. Kunstgødning i landbruget skal selvfølgeligt også beskæres.

Generelt skal energiforbruget nedsættes, til ca. 60 % af det nuværende, og alt bliver i form af elektricitet. Vi skal selvfølgeligt have elbiler, men meget færre af dem, og ellers må folk bruge cyklen eller toget.

En sjov detalje er, at smøreolie, der jo fremstilles på basis af råolie, også skal forbydes. Hvordan alle de elektriske apparater så skal køre, er lidt uklart.

2050 bliver lavpunktet i briternes tilværelse. Derefter vil ny teknologi måske muliggøre f.eks. flyvning (elektriske fly) og skibsfart, sidstnævnte delvist med atomreaktorer (eller sejl…). Der kan måske også bruges lidt CO2-opsamling og derved lette lidt på trykket. Brint kan måske bruges i stedet for kul til stålproduktion og derved bane vejen for ny tilgang af råjern.

Alt det her bliver måske lidt svært for befolkningen at sluge, så der skal indoktrinering til. Citat fra rapporten:

I hele uddannelsessystemet skal vi gribe chancen for, at den næste generation kan vokse op med ”best practice” (bedste adfærd): Fra maden i skolen, måden børnene kommer i skole på og til måden skolebygningerne bruges på. Alle skoler bør med det samme skifte over til kødfrie måltider, hvilket nedbringer udledningerne og giver sunde spisevaner. … Forældre og børn skal støttes i lav-CO2-transport til skolen, hvor det er muligt. Mange skoler føler allerede nu et behov for at holde rumtemperaturerne lave i et forsøg på at holde stramme budgetter, hvilket er en bivirkning, der kunne udnyttes til en standardisering over hele systemet, således at folk vænner sig til lavenergi og lavtemperatur-indstillinger af varmesystemerne.

Husk halstørklædet og bælgvanterne.

https://www.ukfires.org/wp-content/uploads/2019/11/Absolute-Zero-online.pdf

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Peter Krogsten

    Smøreolien kan erstattes af hvalolie, men her vil man nok komme i klammeri med flere andre organisationer. Da man ikke må bruge traditionelle motorer men kun el-motorer er eneste brugbare alternative metode sejlskibe. Velkommen tilbage til Moby Dick – og et samfund anno 1700. Samfundet anno 1700 kunne understøtte en global befolkning på 600 millioner mennesker.

  2. Michael Johansen

    Det er jo det der i FNs verdensmål betegenes som “sustainable consumption and production” – det gamle Technocracy Inc fra 1930’erne i ny forklædning. Tak for kaffe. Nåeh nej, den kan vi også vinke farvel til, med mindre der virkelig bliver så dejligt varmt at vi kan dyrke den selv i baghaven.

Skriv et svar til Michael Johansen Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*