Ekstremvejr, Havstigninger, Klimarealisme i medierne, Original Temperatures, Storme, Oversvømmelser og Tornadoer

Klimaets tilstand

Her er et kortfattet resumé af Ole Humlums årlige klimarapport, som er udgivet på the Global Warming Policy Foundation (GWPF)’s hjemmeside. Det er som altid en meget sober og læseværdig rapport, der med forfatterens egne ord ikke er baseret på klimamodeller, men på faktiske målinger ude i virkelighedens verden.

Den gennemsnitlige globale temperatur viste, at 2020 kun var lidt køligere end 2016, der regnes for det varmeste år i nyere tid, med 2019 værende tæt på. Imidlertid var både 2016 og 2019-20 El Niño år, hvor der flyttes varme fra havet til atmosfæren og derved giver de forhøjede globale temperaturer. I 2018 faldt temperaturen betydeligt, og det er også tilfældet her i 2021 hvor El Niño er afløst af en kølende La Niña.

Den nordlige halvkugle var karakteriseret ved lokale afvigende temperaturer. Sibirien havde nærmest en hedebølge, som blev meget omtalt i medierne. Samtidigt var sommeren i Nordamerika relativt kølig, se fig. 1. Den hørte vi ikke så meget om.

Fig. 1: Overfladetemperaturer i 2020, sammeholdt med gennemsnittet for de seneste 10 år

Rapporten gør derefter en del ud af de justeringer, der løbende er foretaget på fortidens måleresultater, mest aggressivt af NASA/GISS og mindst af UAH, sidstnævnte er satellitmålinger. Med de mange korrektioner bliver troværdigheden af kurverne mindre, end den ellers ville have været.

Indholdet af drivhusgasser bliver også behandlet. Her er udviklingen i mængde af vanddamp i forskellige højder interessant. I ca. 9 km’s højde har indholdet været faldende over de seneste 50 år, se fig. 2, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det ellers er her, at CO2 skulle fremkalde den forøgede drivhuseffekt fra en større mængde vanddamp.

Fig. 2: Indholdet af vanddamp i ca. 9 km’s højde, 1945-2020

Det hedder sig jo normalt, at det især er polerne, der har voldsomt (”accelererende”) stigende temperaturer i disse år. Det synes nu ikke rigtigt at være tilfældet, når man kigger på temperaturkurverne, se fig. 3. Omkring Nordpolen steg temperaturen i 1990’erne, men derefter er der ikke sket ret meget. Antarktis har slet ikke set stigende temperaturer de sidste 50 år.

Fig. 3: Temperaturudviklingen i hhv. Arktis og Antarktis, 1979-2020, baseret på satellitmålinger

Havoverfladetemperaturerne har i de seneste år ikke vist nogen stigning eller fald sammenholdt med en referenceperiode 1977-1991.

Havtemperaturen er interessant, fordi vi nu endeligt kan få pålidelige data for størstedelen af havarealet, takket være Argo-bøjerne, der er udsat i store antal. Over de seneste 15 år er temperaturen globalt i 0-1900 meters dybde steget med ca. 0,04 grader. Det dækker over en lidt større stigning omkring Ækvator, et fald omkring Arktis og ingen udvikling omkring Sydpolen.

Ændringerne har varieret med havdybden, og meget af det, vi observerer ved havoverfladen er lige så meget et resultat af lodrette havstrømme som det er vekselvirkningen med atmosfæren.

Rapporten går derefter i detaljer med de svingninger, der er i havenes temperaturforhold, f.eks. PDO og AMO, som også i sidste ende har indflydelse på den globale temperatur, vi måler os frem til.

Mht. havstigninger slår rapporten igen fast, at der er en uoverensstemmelse mellem satellitmålingerne og så alle de data, der er opsamlet fra stationer ved kysterne. Rapporten gennemgår alle komplikationerne ved havniveaumålinger men ender med at konkludere, at den årlige havstigning er 1-2 mm, og den har ikke ændret sig i mange år. Satellitterne viser 3,3 mm eller mere, men hvorfor, der er den uoverensstemmelse, er ikke afklaret.

Rapportens næste emne er havis, hvor udbredelsen omkring Antarktis var svagt stigende gennem årene frem til 2016, hvor den så tog et kraftigt dyk. Siden har den gradvist været på vej tilbage til sin tidligere udbredelse. Omkring Arktis har isens udbredelse været faldende over de seneste 20-30 år, men faldet har de sidste 10-15 år været meget beskedent og fra 2019 til 2020 er tykkelsen af isen omkring Nordpolen faktisk vokset lidt.

Arealet af snedækket på den nordlige halvkugle viser ingen tendens i de sidste ca. 50 år, se fig. 4. Der er forskydninger mellem årstiderne, efterår, vinter og forår, men det årlige gennemsnit viser ingen udvikling.

Fig. 4: Snedækket på den nordlige halvkugle, 1972-2021

Der er derefter et længere afsnit om storme, cykloner og orkaner, og heller ikke her har der, trods store variationer fra år til år, været nogen nævneværdig udvikling i de sidste 50-100 år.

En meget fin rapport som med nøgterne tal og grafer tilbageviser enhver påstand om at ”klimakrisen” allerede er over os. Det er den ikke.

https://www.thegwpf.org/content/uploads/2021/05/State-of-the-Climate-2020.pdf

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Ulrik Wentzel

    Hej Søren Hansen.
    Mht. havstigninger, som der er megen fokus på.
    Jeg tænker på om den uoverensstemmelse mellem satellitmålingerne og så de faktiske målinger skyldes en forskel i bølgehøjden. Ved du om Argo-bøjerne måler bølgehøjden?
    Vh.
    Ulrik W.

    • Søren Hansen

      Hej Ulrik,
      Pas, jeg ved ikke ret meget om Argo-bøjernes indretning.
      Med venlig hilsen
      Søren

Skriv et svar til Ulrik Wentzel Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*