Problemet med klimamodellerne er, at de er svære at falsificere. De giver forudsigelser 10-100 år frem i tiden, og det kan jo hverken be- eller afkræftes lige nu. Enhver videnskabelig teori, hvortil enhver klimamodel hører, bør ellers udsættes for en prøve, for at se om den passer med virkeligheden eller ej. Hvis den passer, er den ikke ”bevist”, men kun underbygget. Hvis den derimod ikke passer, er det tegn på, at den ikke duer, og derfor skal modificeres eller i værste fald kasseres. Sådan er det gået med mange videnskabelige teorier gennem historien.
Men hvad nu med klimamodellerne? Der er mange af dem, over hundrede, og det er jo velkendt, at de afviger en del fra hinanden i deres forudsigelser om fremtiden. Hvilken én af dem kan vi så stole på?
I vedlagte artikel bliver der kigget nærmere på dette spørgsmål, idet forfatteren har fundet en metode, hvorved vi kan bedømme modellerne her og nu. Artiklen handler i korthed om en bedømmelse af den nedadgående strålings betydning for temperaturen i havoverfladen. Den nedadgående stråling består som bekendt af solens stråler, der går gennem atmosfæren og rammer jordoverfladen. Men hertil skal lægges den stråling som drivhuseffekten bidrager med. Varmestråling fra jorden sendes opad. Noget af den fortsætter ud i rummet, men en del opfanges af drivhusgasserne, CO2 og ikke mindst vanddamp, og sendes retur. Det er således den samlede nedadgående stråling, der bevirker opvarmningen af overfladen og giver den sin nuværende temperatur.
Alt den slags skal klimamodellerne have styr på i detaljer, ellers kan de ikke bruges til noget fornuftigt. Det er bl.a. på grund af dette, at modellerne er så store og kræver så meget regnekraft fra computerne.
Forfatteren her fik så den idé at kigge på modellernes udregninger af sammenhængen mellem den nedadgående stråling og den resulterende temperatur af havoverfladen. Nogle steder kan havtemperaturen forventes at være lavere end strålingen skulle give, andre steder højere, hvilket selvfølgeligt skyldes, at der er andre faktorer i spil.
Fig. 1-5 viser resultaterne fra 5 forskellige modeller, og det springer straks i øjnene, at de er temmelig forskellige. Især modellen vist i fig. 5 afviger stærkt fra de andre.
Modellernes resultater kunne så sammenlignes med målinger fra den virkelige verden. Fig. 6 viser således ”facitlisten”. I vedlagte artikel er gengivet 3 forskellige målte resultater, men de ligner hinanden meget, så den ene her repræsenterer fint alle 3.
Man bemærker, at i virkeligheden er korrelationen ved polerne mindre end alle modellerne forudsiger, og generelt afviger situationen omkring ækvator også fra dem alle, i større eller mindre grad.
Forfatteren undrer sig nu over, hvordan klimaforskningen håndterer spørgsmålet om modeller. De giver forskellige resultater, og nogle af dem kan allerede nu konstateres at være bevisligt forkerte. Alligevel bliver der ikke luget ud i flokken af modeller. I stedet tager man gennemsnitstallene fra dem alle og siger, at det er videnskabens bedste bud. Det er vist ikke noget, der praktiseres indenfor ret mange andre videnskabelige områder.
Men hvorfor? Hvorfor gøres der ikke en aktiv indsats for at opstille flere tests som ovenstående, og så lade modellerne vise, hvad de kan? Er det for ikke at støde eller krænke ophavsfolkene til modellerne? Eller er det for at undgå (berettiget) tvivl om hele klimavidenskaben? Svaret henstår i det uvisse.
Det kunne jo også være ret ligegyldigt, hvis det ikke var fordi, vi er på vej ud i rekorddyre tiltag i forbindelse med den grønne omstilling – der formentligt vil ende mere eller mindre katastrofalt. Tænk hvis det viste sig, at klimamodellernes gennemsnit overdriver temperaturstigningen, mere eller mindre. Så kunne man jo drosle den grønne omstilling ned til noget lidt mindre ruinøst.
Danish
John Christy har jo allerede mange gange påvist, at modellerne tager fejl bagudrettet:
Her senest omtalt med link med friske resultater:
https://klimatupplysningen.se/john-christy-om-test-av-klimatmodeller/
Kan igen kun anbefale e-bogen “Confessions of a climate scientist” af Mototaka Nakamura, der har været blandt de få klimaforskere, der rent faktisk har arbejdet med udviklingen af disse modeller.
Som altid en seriøs kommentar fra dig, Søren Hansen!
Ubegribeligt, at vore politikere i det mindste ikke sætter sig ind i dette emne som forudsætning for at kunne forsøge at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. I stedet drejer politik sig i dag kun om “tro”, ikke kvalificeret viden – men vi skal pinedød bære konsekvenserne og betale regningerne!