Der findes efterhånden en lang række metoder til at skaffe oplysninger om fortidens varme og kulde. Termometermålinger går med få undtagelser kun godt 150 år tilbage i tiden, før da må man bruge indirekte metoder, de såkaldte proxyer.
Mest velkendt, men efterhånden også temmelig kontroversiel, er brugen af årringe i træer. De ældste træer er mange tusinde år gamle, og man kan bore prøver ud af dem og måle tykkelserne af hvert års tilvækst i form af årringene. Den grundlæggende antagelse vil da oftest være, at varmere vejr giver bedre vækst og dermed en bredere årring. Det siger sig selv, at metoden ikke er uden faldgruber, fordi træernes vækst f.eks. kan være begrænset af nedbøren (regnvand) eller adgang til næringsstoffer.
Andre proxyer kan være indhold af gasser og varianter af disse (f.eks. isotoper af ilt) i iskerner eller stoffer i aflejringer i søer eller havet. Det kan også være den kemiske sammensætning i havdyrs skaller. Hver gang må man fortolke sine målinger og forsøge at oversætte dem til temperaturer. En god proxy skal helst række ind tæt på nutiden, så man kan sammenligne den med de målte temperaturer og dermed få den kalibreret eller justeret på plads. Netop her er der en svaghed ved mange proxyer, fordi de i de seneste år ikke er uforstyrret som de var tidligere, og så kan de give upålidelige resultater.
Det var problemet med de første udgaver af Hockeystavkurven. Den foretrukne proxy passede fint med det ønskede resultat, inklusive stigningen i det 20. århundrede, men omkring 1960 gik det galt og den viste en faldende temperatur. Det problem blev løst ved simpelt han at fjerne de sidste data, en manøvre, der blev kendt som ”hide the decline” (skjul nedgangen). Hockeystaven var derefter en længere kurve baseret på proxydata, og i den sidste ende var nutidens temperaturmålinger klistret på (1).
I vedlagte artikel, skrevet af Andy May (2), kigges der på en række temperaturrekonstruktioner, der dækker de seneste ca. 4000 år. Der lægges ud med tre rekonstruktioner baseret på målinger af grønlandske iskerner, se fig. 1. Man ser, at der er store forskelle i mellem de tre kurver. Gennemsnittet er tilføjet, og her får man en kurve, der i hvert fald viser nogle af de velkendte fænomener, de Romerske og Middelalderlige Varmeperioder og den Lille Istid.
I fig. 2 er disse historiske begivenheder indtegnet på gennemsnitskurven. Man ser, hvordan nutiden kun er marginalt varmere end den Middelalderlige Varmeperiode og ikke så varm som nogle af de tidligere perioder med varme.
Fig. 3 viser så ovennævnte temperaturkurve (efter år 0) sammenlignet med en af de mere anerkendte rekonstruktioner af fortidens globale temperatur, fra Craig Loehle (2007- 2008). Generelt har Loehle lavere temperaturer før år 1000, men derefter følger hans kurve den grønlandske ganske pænt. Med på denne figur er også en kurve for den nordlige halvkugle, 30-90 grader nord, fra et andet forskerhold. Denne kurve afspejler fint den Middelalderlige Varmeperiode og den Lille Istid. Generelt har den større udsving end den globale kurve. Det kan skyldes flere ting. Dels vil en global kurve altid bestå af flere proxyer, og gennemsnittet af dem vil være mere udjævnet. Dels er der generelt større udsving i temperaturen på den nordlige halvkugle, hvor størstedelen af jordens landområder befinder sig.
Fig. 4 er en sammenstilling af forskellige proxyer, årringe, iskerner og sedimenter (aflejringer). Gennemsnittet af de tre er inkluderet som en fjerde kurve. Man kan se, hvorfor Michael E. Mann & Co. var glade for træerne, de giver noget, der er tæt på en hockeystav. Det store gennemsnit af alle målingerne resulterer også i noget, der ligner.
Her ser man grundlaget for de ”super-hockeystave”, der er kommet frem i de seneste år, hvorefter det ser ud til at temperaturen i de sidste 2000-8000 år har været stort set uden variationer frem til for ca. 100 år siden. Det er jo et resultat, der stemmer godt overens med teorien om CO2, som det eneste, der har indflydelse på den globale temperatur. Men disse kurver er netop fremkommet ved at tage gennemsnittet af en masse proxyer og derved udjævner variationerne hinanden, ikke blot pga. forskellige resultater for et givet tidspunkt, men også fordi proxymålingerne ikke kan dateres særligt nøjagtigt, når vi går længere tilbage i tiden. Dermed begynder vi også at blande data fra forskellige tidspunkter.
Når vi ser på temperaturudviklingen i de sidste 100 år, må man ikke overse indflydelsen af de store svingninger i Atlanterhavet (AMO) og Stillehavet (PDO). Ovennævnte Craig Loehle har netop forsøgt at udskille effekten af disse to fra den aktuelle temperaturstigning og når frem til, at det kun kan være maks. halvdelen, der kommer fra CO2, resten kommer fra disse naturlige variationer.
Andy Mays artikel er en guldgrube af oplysninger og referencer til hele den store diskussion om fortidens temperaturer. Det er jo et spørgsmål af afgørende vigtighed, da store politiske beslutninger er undervejs. De vil forårsage uoprettelige skader, og hvis de slet ikke var berettigede (dækket af videnskaben), ville det jo, mildt sagt, være ærgerligt.
(1): A. W. Montford: ”The Hockey Stick Illusion”, Anglosphere Books 2010
(2): https://wattsupwiththat.com/2021/05/02/a-review-of-temperature-reconstructions-2/
Danish