Klimasvingninger

Mange af de klimaforandringer, vi mener at kunne konstatere rundt omkring på jorden er – snarere end en følge af den globale opvarmning – et resultat af de langtidssvingninger, som man efterhånden har fået kendskab til. Eksempler er AMO, den atlantiske multidekadale oscillation, dvs. svingninger over flere årtier, eller PDO, Stillehavets tiårs svingninger.

Svingningerne er langsomme, en fuld cyklus kan vare 50 år eller mere. Derfor kan ændringer siden f.eks. 1970 i klimaet godt skyldes, at en eller flere af disse svingninger er gået fra ét yderpunkt til et andet. Videnskaben har endnu ikke til bunds forstået årsagen til svingningerne, og der er da også fra CO₂-lejren gjort forsøg på at tale dem ned.

Vedlagte artikel kigger primært på PDO, og prøver at gøre kurverne mere letforståelige. Fig. 1 viser hvad der sker, når PDO går fra sin såkaldte positive fase til den negative. Figuren viser ændringer i havoverfladetemperaturerne i de forskellige dele af Stillehavet. Nogle områder bliver koldere, andre varmere, og dette ændrer sig hen gennem cyklussen.

Fig. 2 viser så selve svingningerne over tid, i perioden 1900 til 2020, dvs. over 120 år. Tallene er et såkaldt ”indeks”, der viser hvor positiv, hhv. negativ, situationen er i henhold til fig. 1. Der er voldsomme udsving fra år til år, men man sporer også en langtidstrend, hvor gennemsnittet over flere år bevæger sig fra positiv til negativ og vice versa.

Vedlagte artikel beskriver en metode, hvor man summere hvert års tal med de foregående, og hvis man gør det rigtigt, kan man få en mere overskuelig kurve frem, se fig. 3. Nu er noget af ”støjen” renset væk og man ser tydeligere udsvingene gennem årtierne. Stigninger i kurven betyder, at vi er i den positive fase, mens fald indikerer at vi er i den negative fase. I 1977 indtraf en begivenhed, som man kalder det Store Stillehavsskift, det var et skift fra negativ til positiv og det indtraf meget pludseligt, med mærkbare temperaturændringer langs Alaskas kyster, især om vinteren og om foråret. Det gav synlige forandringer i den biologiske produktion i områderne og i laksebestandene, som fiskerne bemærkede.

Forfatteren tager så nogle af de andre målinger, man foretager i Stillehavet, som alle har forkortelser, der ikke umiddelbart siger en noget, men der er tale om temperatur- og trykmålinger i forskellige områder af havet. Med summerede tal ser man, at de faktisk følger samme mønster som PDO, se fig. 4.

Endeligt vises der også en kurve, der demonstrerer, at andre fænomener ikke følger det samme mønster, her er PDO sammenstillet med Nordatlantiske udsving og antallet af solpletter, se fig. 5. Der er ingen sammenhæng.

På en læsers opfordring gengives så en sammenligning mellem PDO og den atlantiske multidekadale oscillation (AMO), fig. 6. Her er der ikke noget direkte sammenfald, i Atlanterhavet sker der ikke noget særligt i 1977 hvor det Store Stillehavsskift fandt sted. Alligevel ser de to kurver ud til i et vist omfang at følge hinanden, men med 10-20 års forsinkelser.

Der er meget, vi endnu ikke ved eller forstår omkring klimaet, både mht. lokale klimaforandringer og de globale temperaturer.

https://wattsupwiththat.com/2021/04/09/adding-it-up/