Ekstremvejr, Klimarealisme i medierne

Er klimaforandringerne menneskeskabte?

Global Warming Policy Foundation udsender regelmæssigt rapporter om diverse aspekter af klimasagen. Rapporterne er alle af høj kvalitet og altid meget læseværdige. Her er en ny vedrørende klimaforandringer og deres konsekvenser. Rapportens opsætning er meget bemærkelsesværdig med mærkelige illustrationer i grelle farver.

Rapporten peger på de grundlæggende problemer, der er, når vi skal tale om klimaforandringer. Grundtanken er jo, at vores udledninger af drivhusgasser og det stigende indhold i atmosfæren har medført at klimaet/vejret nu er anderledes, end det ville have været.

Det er jo en interessant tanke, for hvordan ville vejret have været uden stigningen i drivhusgasser? Det ved vi jo af gode grunde ikke. Problemet omgås ofte ved at hævde, at klimaet i mange hundrede år har været stort set uforandret, og derfor ville det have fortsat med at være ligesom det var for 100 (eller 150 år – vælg selv) siden. Det er jo en tanke, der i bund og grund er baseret på hockeystavmodellen, der i sine mere ekstreme udgaver taler om et stabilt klima næsten 10.000 år tilbage i tiden og frem til starten på den industrielle periode.

Der er imidlertid ikke meget, der taler for, at fortidens klima har været sådan. Der har været klimaændringer, koldere og varmere perioder og givetvis også svingninger som følge af de oscillationer i verdenshavene, som i stigende grad bliver erkendt.

Hvis vi derfor vil adskille ”menneskeskabt” fra ”naturligt” klima er der to veje at gå. Den første metode er at sammenligne hyppighed og alvorlighed af ekstreme hændelser: Storme, tørke, skybrud, varme/kulde, naturbrande osv. Her har statistiske undersøgelser efterhånden slået fast, at nutiden ikke på nogen måde afviger fra situationen for f.eks. hundrede år siden.  Man skal huske på, at i dag har vi et meget bedre og mere fintmasket overblik, end man havde den gang. Med radar og satellitovervågninger, får vi således talt flere storme og orkaner med, end man gjorde før. Og alligevel ser det ud til, at der er blevet færre alvorlige hændelser over årene.

Den anden metode baserer sig på modelberegninger. Her bruges de store klimamodeller til at gennemregne forskellige scenarier for hændelserne med og uden den øgede mængde drivhusgasser i atmosfæren. Det er klart, at resultaterne af beregningerne vedr. situationen uden ekstra CO2 helt og holdent afhænger af, om modellerne korrekt gengiver virkeligheden. Det gør de jo ikke, i hvert fald ikke alle sammen. Der er over 100 klimamodeller i forskningsverdenen, og de giver alle sammen forskellige resultater, f.eks. når man vil beregne den forventede temperatur i 2050. I det tilfælde kan det jo så kun være én af dem, der regner rigtigt, og sandsynligvis er der ingen af dem, der gør det. Derfor bliver konklusionerne vedrørende klimaforandringer i høj grad usikre.

Rapporten peger også på, at klimaforskningen altid fokuserer på de negative vejrbegivenheder, når der tales om klimaforandringer. Men den globale opvarmning medfører vel også, at klimaet nogle steder bliver mere behageligt?

https://www.thegwpf.org/content/uploads/2021/04/Briggs-Climate-Attribution.pdf

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

One Comment

  1. Sven Ove Thimm

    Det er forholdsvis let at vise, at der har fundet store klimaforandringer sted, som ikke er skabt af menneskets udledning af CO2, skønt denne kendsgerning ikke ser ud til at interessere ret mange i dag.
    Tag for eksempel den romerske varmeperiode for 2000 år siden. Schweiziske geologer har for længe siden bevist, at de store gletsjere, som man ser smelte i dag, var totalt fraværende dengang. Da Hannibal gik over Alperne med elefanter, blev han ikke generet af is.

Skriv et svar til Sven Ove Thimm Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*