Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Omkostninger ved CO2

For at få udgifterne til den grønne omstilling til at glide lettere ned, har man defineret nogle samfundsomkostninger ved CO2-udledninger (”social cost of carbon”), som man kan tillægge prisen på brug af de fossile brændstoffer. Omkostningen kan indgå i et fiktivt klimaregnskab, eller man kan tage skridtet videre og opkræve den som en CO2-afgift.

I USA introducerede præsident Obama begrebet, og satte beløbet til 51 dollars/ton CO2. Under præsident Trump blev beløbet sat ned til 7 dollars, mens Joe Biden, som en af sine første embedshandlinger, bragte beløbet tilbage til de 51 dollars.

Men hvor kommer begrebet fra, og hvordan beregner man beløbet?

Samfundsomkostningen er defineret som det økonomiske tab en given mérudledning af CO2 vil forårsage. For at kunne beregne den, er man nødt til at gøre en lang række antagelser. Herunder er den vigtigste nok, hvor meget man forventer at temperaturen vil stige, f.eks. ved en fordobling af CO2-indholdet i atmosfæren. Ud fra stigningen kan man så anslå omfanget af de medfølgende klimaforandringer, tørke, storme, naturbrande osv.

En anden meget vigtig faktor er den forudsatte gennemsnitsrente (“diskonteringsrenten”). Vi taler jo om forudsigelser 80 eller flere år frem i tiden, og så er det ikke ligegyldigt, om man sætter renten til f.eks. 2 eller 5 % over hele perioden. Jo højere rente, desto mindre vil fremtidens omkostninger være i nutidskroner. Joe Bidens regering valgte et lavt tal, og nåede derfor op på de 51 dollars/ton.

Temperaturstigningen i år 2100 kender vi jo selvfølgeligt ikke, men her kommer klimaforskernes computermodeller ind i billedet. De udregner fremtidens forventede temperaturer på basis af en række grundantagelser. Artiklen her pointerer, at når man skal udregne en CO2-omkostning, er man nødt til at opstille en sammenligning mellem 2 scenarier, hvor man har forskellige udledningstakter. Det vil sige, at resultatet er baseret på differensen mellem beregninger fra to forskellige model-kørsler på computeren.

Nu bliver det jo ret afgørende, hvor nøjagtigt modellerne er i stand til at forudsige fremtiden. IPCC’s hidtidige modeller, CMIP5, gav et resultat for temperaturen ved en fordobling af CO2-indholdet på mellem 1,5 og 4,5 grader. Det gør jo en vis forskel, hvilken model, man så vælger. Nu er den nye generation af modeller, CMIP6, på vej (som tidligere nævnt her på siden) og her er temperaturspændet ændret til 1,8-5,6 grader. Der er altså ikke tale om, at modellerne i den nye generation er blevet skarpere eller mere præcise i deres forudsigelser.

Det grundlæggende problem med modellerne er tilsyneladende stadigvæk indflydelsen af vanddamp og skydannelser, som de ikke rigtigt kan få styr på.

Går vi tilbage til CO2’s samfundsomkostning, er man tilbøjelig til at glemme den positive effekt på planternes vækst, og dermed høstudbytterne, af det stigende CO2-indhold. Regner man den effekt med, får man faktisk i nogle tilfælde modellerne til at komme ud med en negativ omkostning, dvs. at det stigende CO2-indhold er til gavn mere end til skade.

Konklusionen er, at alle disse modelberegninger næppe har den store praktiske værdi, da der er alt for mange løst funderede antagelser, der skal danne grundlaget. Men skræmmende tal kan bruges til at opnå en øget kontrol med erhvervslivet, landbruget og resten af samfundet.

https://www.dailysignal.com/2021/03/19/the-social-cost-of-carbon-and-climate-sensitivity-is-model-manipulation-at-its-finest/

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*