70% – Veje og vildveje

Dette gæsteindlæg fra Ib Ulstrup er bragt i Århus Stiftstidende, som er en af de få retfærdige aviser, der bringer klimarealistiske indlæg

Covid-19 har fortrængt mange væsentlige samfundsdebatter, ikke fordi samfundsudviklingen og lovgivningsarbejdet er gået i stå, men fordi den offentlige debat om andet end corona har haft trange kår i det seneste år. Tag f.eks. den såkaldte klimakrise, hvor debatten om Klimarådets anbefalinger fra marts 2020, klimaforliget af 22. juni 2020 og klimaloven af 29. juni 2020 har været bemærkelsesværdigt fraværende.

Så meget desto mere er der god anledning til at knytte kommentarer til de væsentlige klimatiltag, der faktisk er besluttet, og om de reelle muligheder for at gennemføre det.

Det skelsættende nye er klimaloven, hvorefter Danmark skal reducere udledningen af CO2 i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990, og at Danmark skal være klimaneutralt i senest 2050. Denne kronik forholder sig ikke til visdommen i dette mål. Betydningen for klimaets udvikling er efter denne signaturs opfattelse marginal, men 70 procent-målet er med klimalovens vedtagelse en nødvendig præmis.

Målet om 70 procent reduktion er urealistisk i forhold til den teknologi, vi i dag har til rådighed. I klimaplanen opererer man derfor både med begrebet “kendte omstillingselementer”, hvor reduktionspotentialet er 60 procent i 2030, og “omstillingselementer i udviklingssporet”, hvor de sidste 10 procent skal nås gennem teknologisk nye løsninger.

Der opereres i klimaplanen med visioner indenfor vind, sol, biogas, biomasse, affaldsforbrænding, genanvendelse, geotermiske anlæg, lagring af energi, brint, opsamling af CO2, elektrobrændsel (Power to X) og energiøer. Overordnet viser beregninger og vurderinger indenfor hvert delområde, at der gemmer sig betydelige teknologiske og økonomiske udfordringer, som vanskeligt eller slet ikke lader sig løse.

Ser vi mere konkret på et par af visionerne, skal man først og fremmest gøre sig klart, at en kraftig udbygning af vindenergi i et moderne samfund kun giver mening, hvis man enten har alternative energikilder, når det ikke blæser (backup), eller hvis der findes muligheder for lagring af strøm, når møllerne producerer mere strøm, end vi har brug for.

Med backup-modellen er systemer med biomasse som energikilde nødvendige, da alternativet, fossile brændstoffer, ikke nyder stor popularitet på tinge. Biomasse, som er en velkendt teknologi (75 procent af vedvarende energi i Danmark kommer i forvejen fra biomasse), har den udfordring, at vi i forvejen er nødt til import (væsentligst træpiller), da vi bruger mere biomasse, end vi har til rådighed, hvortil kommer, at forbruget i Danmark allerede nu globalt set er tre gange det, der er til rådighed pr. indbygger.

Hvad angår alternativet til backup-løsninger, dvs. lagring af energi, har vi en umådelig teknologisk udfordring. Kan den meget betydelige mængde batterier i de mange el-biler, som efter det nyligt indgåede politiske forlig er på vej, være lager i vindstille dage? Nej, for selv hvis man kalkulerede med en million fuldt opladede elbiler, ville samtlige bilers batterier være helt “flade” efter ganske få timer, hvis de skulle forsyne landet med strøm, når møller står stille.

Men så kunne man vel bygge nogle gigantiske batterier til formålet? Måske nok, men beregninger viser, at investeringen vil koste 1800 milliarder kroner svarende til 75 procent af landets bruttonationalprodukt, og selv med en sådan gigantisk investering vil Danmark blot have batterikapacitet til tre dages forbrug ved vindstille vejr, hvorefter samfundet går i stå.

Andre lagringsmodeller kunne være varme sten, smeltet salt eller gigantiske, løftede vandbassiner, der kunne skabe vandkraft, men ingen af disse modeller er rentable, og intet tyder i dag på, at sådanne vil kunne videreudvikles, eller at helt nytænkte effektive og rentable lagringsmodeller er på vej.

Men når vi ikke kan skaffe backup til vind og sol, og når vi ikke har rentabel teknologi til lagring, kunne man måske nå målet ved at “vende skråen” og fortsætte med fossile brændstoffer. De udleder ganske vist CO2 til atmosfæren, men hvis vi “blot” efterfølgende indfanger den undslupne CO2 og deponerer den i undergrunden eller omdanner den, er det vel lige så godt?

Det kan teknisk set lade sig gøre at deponere CO2, men det vil koste ufattelige mængder milliarder af skattekroner uden nogen form for værdiskabelse – altså udover, at CO2 i depot ikke forvolder “ulykker” i atmosfæren. Og vi har plads nok, skønsmæssigt 22 milliarder tons CO2 i vores undergrund, herunder i forladte oliefelter.

Hvis vand gennem elektrolyse (der kræver strøm) omdannes til brint (og ilt), vil brint som brændstof i luftig eller flydende form kunne danne grundlag for energi, f.eks i transportsektoren (brintbiler), eller den kunne ved reaktion med CO2 (der derved bortskaffes) omdannes til elektrobrændsel (Power to X).

Problemet hermed er imidlertid, at energitabet i processen er meget betydelig og derfor kræver et enormt overskud af produktion af strøm. Metoden bliver følgelig urentabel, og beregninger for et mindre anlæg til elektrobrændsel viser en negativ nutidsværdi på 22 milliarder kroner, altså vel at mærke for blot ét mindre anlæg! Prisen på brændstoffet vil blive 3,5 gange dyrere end dieselolie, og forrentningen af denne merpris er bortskaffelse af CO2.

Skal elektrobrændsel i stedet sælges til markedspris, bliver prisen for denne bortskaffelse af CO2 3.000 kroner pr. ton, dvs. 10-30 gange så dyrt som ved deponering af CO2, som derfor selvfølgelig er at foretrække. Power to X er således yderst uøkonomisk, og der er ikke tegn på udviklingsarbejde, der vil ændre på dette.

Affaldshåndtering er en juvel i dansk miljø- og energipolitik. I dag genanvendes ca. 75 procent af affaldet, ca. 25 procent forbrændes, og kun en meget beskeden del deponeres på losseplads. Det kan vi være stolte af, og systemerne er gennemprøvede og effektive. Den politiske vision er imidlertid at øge genanvendelsen og at reducere forbrændingen, væsentligst for at undgå afbrænding af plastic, der har høj brændværdi, men som også fører til CO2-udslip.

Problemet ved en reduktion af affaldsforbrænding er, at ca. 25 procent af fjernvarmen skaffes på denne måde. Modellen vil derfor efterlade kraftvarmeværkerne med en udfordring, de enten kan løse med fossile brændstoffer eller gennem øget brug af biomasse (træpiller).

Men øget brug af biomasse vil kræve yderligere import, og det er i sig selv et problem, men vil ydermere føre til det uantagelige paradoks, at lastbiler i endnu videre omfang end nu kører træ ind fra udlandet til afbrænding i kraftvarmeværkerne og samtidig kører træ ud fra forbrændingsanlæggene til genanvendelse, der ofte sker som eksport og i praksis ofte alligevel fører til forbrænding.

Kigger man nøjere på vindenergi, solenergi, biogas, geotermi og energiøer tegner der sig et tilsvarende billede af rasende dyre løsningsmodeller, der kræver så dybe greb i borgernes lommer, at den folkelige og vel dermed også den politiske opbakning i bedste fald er tvivlsom, når det kommer til konkret handling, hvortil kommer, at tiltagene i vidt omfang forudsætter teknologier, vi ikke har.

At opfylde 70 procent-målsætningen ad de beskrevne veje forekommer ganske urealistisk. En vej at gå vil være kernekraft, som er helt CO2-neutralt, men et forslag herom er kættersk og (endnu) ikke politisk realistisk