Debatindlæg, Klima i Medier, Klimaadfærd

Er klimakrisen religion?

Her er et forslag til kronik, der blev afvist af to forskellige aviser, ironisk nok trods den sidste sætning. Teksten her er identisk med, hvad der blev fremsendt, men illustrationerne er tilføjet til opslaget.

Vores udledninger af CO2 fra afbrænding af kul, olie og gas de seneste 150 år har forøget indholdet af CO2 i atmosfæren med ca. 50 %. Klimavidenskaben fortæller os nu, at da CO2 har en drivhuseffekt, forårsager det øgede indhold en stigning i jordens temperatur. Den er da også steget ca. én grad celsius fra 1870 til nu, så vidt man kan måle det. Det er jo så nærliggende at sige, at denne temperaturstigning skyldes CO2.

Klimaforskerne har herefter forsøgt at simulere fremtiden med avancerede computermodeller, og resultaterne viser, at hvis vi fortsætter med vores forbrug af de fossile brændstoffer, vil temperaturen stige yderligere og medføre katastrofale klimaforandringer: Tørke, storme, oversvømmelser osv. Vi er tæt på jordens og menneskehedens undergang.

Vi har fået at vide, at der er konsensus i videnskaben om ovenstående, så der er ingen grund til at diskutere situationen yderligere. Almindelige mennesker opfordres til ”klimabevidst” adfærd, f.eks. ved at spise mindre kød. Man kan også økonomisk kompensere for sit udslip af CO2, f.eks. efter en flyvetur.

Hvis vi vil redde jorden, må vi hurtigst muligt nedsætte forbruget af de fossile brændstoffer og skifte over til vedvarende energi, primært solceller og vindmøller. Vi skal ofre enorme ressourcer på den såkaldte ”grønne omstilling”, uagtet at den langt hen ad vejen bygger på teknologi, der slet ikke er udviklet færdig til brug i stor skala.

Der er en forbløffende enighed blandt beslutningstagere og toneangivende om situationen. I skolerne bliver børnene nu undervist i klimasagen og bibragt de rigtige holdninger. Store dele af forskningsverdenen – også inden for områder, der ikke har noget med klimaet at gøre – prøver så vidt muligt at flette ”klimaforandringer” ind i deres arbejde. Selvom det mange gange virker som hovedløst medløberi, er det vejen til ære og bevillinger (1).

Forskellige typer skyer. Kilde: (4)

Kigger man imidlertid nærmere på klimaforskningen, bliver det hurtigt klart, at der langt fra er en videnskabelig konsensus (2). Temperaturen har i fortiden svinget meget, uden at CO2-indholdet ændrede sig tilsvarende. Mange forskere peger på solen som en vigtigere faktor (3). Klimamodellerne har notoriske problemer med at simulere vanddamp og skyer, der ellers har en stor indflydelse (4). Varmen nu er på ingen måde rekordhøj.

De afledte følger af klimakrisen er på samme måde meget mere omdiskuterede, end man gerne vil medgive. Her er nogle eksempler:

– Indlandsisen på Grønland smelter i accelererende tempo, og vil snart lede til store havstigninger. Data fra DMI siger noget andet. Der smelter lidt netto hvert år, men det er en meget lille mængde sammenholdt med indlandsisens totale udstrækning, og afsmeltningen er i de seneste år faktisk blevet mindre, end den var før (5).

Balance for Grønlands is. Blå kurve: Indlandsisen, grøn kurve: Tab fra gletsjere, rød kurve: Totale massebalance. Kilde: (5)

– Californiens og Australiens skovbrande skyldes tørke og stigende temperaturer fra klimaforandringerne. I virkeligheden har der ikke været mere tørke i områderne i de seneste år. Brandenes voldsomhed skyldes primært helt utilstrækkelige brandforebyggende tiltag i skovene – delvist foranlediget af misforståede naturhensyn (6).

– Korallerne i hele verden bleges og dør snart pga. den beskedne stigning i havtemperaturen. Det er jo en mærkelig påstand, fordi koraller lever i mange forskellige havtemperaturer, og de har været på jorden de sidste 50 millioner år. Der er da også masser af forskningsresultater, der klart dokumenterer, at korallerne har det godt, med mindre de udsættes for alvorlig forurening (7).

Alle sådanne oplysninger søges af al magt undertrykt. Intet må komme på tværs af fortællingen om klimakrisen. Selv det faktum, at det forøgede indhold af CO2 i luften gavner plantevæksten og har ført til en grønnere planet (8), skal helst undertrykkes.

Udviklingen i areal af blade (LAI) på de nordligste breddegrader. Grønt er positivt. Kilde: (8)

Folk, der giver udtryk for uenighed i videnskaben, får alle mulige negative etiketter påsat, f.eks. ”klimabenægter”. Her bliver det interessant, fordi det minder jo lidt om datidens kættere, der blev kaldt ”gudsfornægtere”.  Folk, der forsøger at argumentere imod, betragtes som sølvpapirshatte eller konspirationsteoretikere ligesom de mennesker, der tror på, at jorden er flad. Eller også er de betalt af olieindustrien. De skal bare ignoreres.

Men hvorfor denne undertrykkelse? Troen på klimakrisen er ved at bringe os ud i menneskehedens hidtil største investeringer, og det i løsninger, der formentligt ikke vil virke særligt tilfredsstillende. Det er endnu ikke lykkedes at etablere et energisystem, der primært bygger på sol og vindenergi, dertil er disse kilder for variable og lunefulde (9). Der er heller ikke meget, der tyder på, at en sådan løsning nogensinde vil kunne fungere. Vi vil ende med dårlig energiforsyning, et gigantisk træk på ressourcerne (10) og generelt et samfund med mindre velstand og velfærd (11).

Og alt det vil vi kaste os ud i, uden overhovedet at have en fornuftig drøftelse i fuld offentlighed om, hvorvidt det nu også er den bedste vej at gå. Enkelte prominente personer, f.eks. en Bjørn Lomborg, får lidt taletid og spalteplads i medierne, men derefter bliver deres budskaber nærmest bare glemt.

I alle andre tilfælde ville vi lige nu have mindst to store diskussioner kørende i fuld offentlighed. Den ene ville gå på, om vi overhovedet har en klimakrise. Den er mest videnskabelig. Den anden diskussion ville handle om de grønne tiltag, vi er ved at kaste os ud i. Det bør primært være en politisk diskussion.

Men i stedet er der tavshed og konsensus og ”benægtere”. Hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor accepterer medierne det? Hvorfor accepterer alle de danske politiske partier den linje?

Klimakrisen er naturligvis ikke nogen konspiration udtænkt af onde magthavere. Men er det så i virkeligheden ikke snarere en vildfaren kollektiv vrangforestilling? En ny vækkelse, en ny religion med teser, præsteskab, frygt, køb af aflad og enten-er-du-for-eller-også-er-du-kætter?

Heldigvis er det ikke for sent at trække i bremsen, standse op og få en ærlig evaluering af, hvor vi skal hen. Her bør medierne og politikerne gå forrest. Tør de?

Referencer

(1): https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2020/12/toerke-virus-og-flere-veje-her-er-tendenserne-der-vil-paavirke-verdens-skove/?fbclid=IwAR1quj5cQezpxluNB1f3SXEhPjP8ErbjDtIiLgCd_-c5glAIwHAQJ2IpLgs

(2): https://www.heartland.org/_template-assets/documents/Monckton20-Dec3-climate-error-guide.pdf

(3): Fritz Vahrenholt: ”Unerwünschte Wahrheiten”, München, 2020

(4): https://www.scienceunderattack.com/blog/2020/11/2/how-clouds-hold-the-key-to-global-warming-64

(5): http://polarportal.dk/fileadmin/user_upload/PolarPortal/season_report/polarportal_saesonrapport_2020_DK.pdf

(6): https://www.climatedepot.com/2020/08/25/environmentalist-stop-blaming-climate-change-for-californias-fires/

(7): https://www.thegwpf.com/no-evidence-for-dramatic-loss-of-great-barrier-reef-corals/

(8): https://notrickszone.com/2019/08/12/new-paper-co2-rise-warming-are-91-responsible-for-the-earths-accelerated-greening-trend-since-1990/

(9): https://www.thegwpf.com/gwpf-calls-for-urgent-inquiry-into-rising-blackout-risk-threatening-national-security/

(10): https://dailycaller.com/2020/10/27/green-new-deal-laws-of-physics/

(11): Bjørn Lomborg: ”False Alarm”, New York 2020

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Jan M. Hansen

    Hvorfor er så mange tilsyneladende hoppet med på den grønne bølge:
    – Pro Atomkraft: Olof Palme og Margaret Thatcher var med til at starte den grønne bølge for at lukke munden på strejkende kulminearbejdere og for at promovere Atomkraft.
    – Anti Atomkraft: Muren faldt og en voksende rød bevægelse overtog den grønne bølge i kamp mod Atomkraft, overforbrug og kapitalisme.
    – Arbejdspladser: der er mange penge i vindmøller og eksport af andre grønne teknologier.
    – Forskning: Forskere får flere midler til rådighed til deres øvrige forskning, hvis den sammenkædes med klima.
    – Fødevarepriser: Stigende energipriser øger fødevarepriserne og bremser befolkningstilvæksten i Ulande.
    – Energipriser: Stigende energipriser bremser vækst i Udviklingslande. (men øger antal “Klima” flygtninge)
    – Energi: Produktion af energi lokalt, reducerer afhængighed af oliestater i Mellemøsten.
    – Velstand: Økonomisk overskud har skabt behov for nye udviklingsområder.
    – Manglende kriser: Tidligere har gentagne krige og kold krig skabt økonomisk fornyelse af infrastruktur og teknologier samt fællesskab om en fælles genopbygning.
    – Ingen vej tilbage: Storindustri, bil, vind osv. har allerede lagt produktionen om.
    – Magt: 1% Multinationale kapitalfonde overtager magt over energiressourcerne fra olieselskaberne.

  2. Mogens Bendtsen

    I øvrigt: Stor tak til Søren Hansen for de næsten daglige input til den “manglende” diskussion

  3. Mogens Bendtsen

    “Klimakrisen er naturligvis ikke nogen konspiration udtænkt af onde magthavere.”
    Onde er de måske ikke, men klimakrisen er en villet krise. Det er altid sundt at se på, hvem der har gavn af at sætter turbo på givne opfattelser.
    Erhvervslivets industrivirksomheder ser muligheder for en masse nye produkter. Tænk på hvordan meget store forandringer i et samfund altid betyder en forøget efterspørgsel på varer. Alt det gamle(biler, olie- og gasfyr, elnettet, gamle huse osv.) skal smides ud og alle skal købe nyt. Et gigantisk nyt forbrug kan forventes.

    Klimakrise giver stemmer til partierne. Enhver krise giver stemmer. Angst giver stemmer. Klimakrise giver unge mennesker noget at slås for, noget at gå op i. Måske kan man ændre hele samfundet politisk, når nu man er i gang. Politikere elsker at bestemme, hvad vi skal og ikke mindst, hvad vi ikke skal og ikke må.

    Klimakrise giver forskningsmidler, bygning af forskningscentre, fornyet liv til FN. Masser af dejlige møder og konferencer.

    Klimakrisen giver nemme svar på alle andre problemer. Får vi løst klimakrisen falder alt andet på plads.

    Grunden til, at man ikke optager artikler som ovenstående er angsten, for at befolkningen vil finde ud af, at det hele (eller store dele) er en boble, der som finanskriseboblen i 2007, kan briste hvert øjeblik. Alle var dengang enige om, at markedet og boligmarkedet nok kun kunne gå opad.

    Mange politikere ved da godt, at klimakrisen er en sådan boble, men de får jo lige her og nu kontante fordele ved at vedligeholde illusionen.

    Og i øvrigt er den største plage vel al den løgn og sniksnak vi skal høre på. Der er jo slet ikke flertal i befolkningen for de store ændringer, som man har tænkt sig. Hvis befolkningen bakkede op, som politikerne påstår, ville el-bilsalget jo allerede være voldsomt, huse ved vandkanten ville være usælgelige, venstrefløjen ville have solgt deres biler og ville allerede være holdt op med at spise kød. Hvorfor sker dette ikke? Fordi klimakrisen er en politisk-ting mere end det er en klima-ting.

    Det handler om magt, meromsætning og identitetspolitik.

  4. Valle Hansen

    Fremragende artikel. Er det ikke snart på tide, at dreje kræfterne over på at bearbejde mediernes censurering af denne type artikler over en bred kam?

  5. Børge krogh

    Meget fint opslag.
    Skulle jeg sige, hvad jeg tror om årsagen til den mentale / massepsykologiske situation vi oplever mht. bæredygtighed og klima, så skyldes det den stigende velstand og forbrug efter den sidste store krig. Den enorme udvikling i produktionen på alle felter har skabt en angst for hvor det vil ende. Derfor har nogle ledt efter “bremser” så vi ikke risikerer at velstand også bliver tilgængelig for de mange der stadig lever på skyggesiden. Hertil er opfunden angst for CO2 udledning som et mulig redskab, men det virker ikke og vil gøre mere skade end gavn.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*