Kernen i klimasagen er de kurver, der viser udviklingen i den globale temperatur gennem de sidste 50 – 150 år. For de seneste 50 år har man satellitmålinger og dermed forholdsvis objektive data, der selvfølgeligt stadigvæk skal fortolkes.
Men i tiden før baserer man sig på målinger med termometre, luftens og havets temperatur. For at dække hele jordkloden skal der mange målinger til, og der skal udregnes pålidelige gennemsnit, der så repræsenterer jordens temperatur. Det hele skal helst være med 0,1 grads nøjagtighed.
Man viser aldrig absolutte temperaturer, men derimod såkaldte anomalier, hvor man angiver temperatur-afvigelsen fra et gennemsnit, man har valgt. Her skal læseren være vågen, fordi det valgte gennemsnit kan være fra forskellige perioder, og derfor ændre sig fra kurve til kurve.
Men selv når det valgte gennemsnit er uforandret, kan man stadigvæk konstatere, at temperatur-anomali-kurverne ændrer sig med tiden. Man kan f.eks. se på en kurve, udgivet i år 2000, hvor anomalien for 1940 er angivet til 0,2 grader. I år 2018 udgives der en ny kurve, og nu er anomalien for 1940 0,0 grader.
Temperaturen i 1940 er jo, hvad den hele tiden har været. Den har ikke ændret sig. Hvordan kan kurverne fra år 2000 og 2018 så vise forskellige resultater?
Temperaturmålinger
Siden 1850 har man målt temperaturer rundt omkring i verden. Typisk har man på de enkelte lokationer opsat et termometer, passende afskærmet fra solens stråler, og så aflæst termometeret en gang dagligt, ved samme tidspunkt, enten formiddag eller eftermiddag. Resultaterne er noteret i logbøger. På den måde har man samlet lokale statistikker over temperaturen, sommer og vinter og fra år til år.
I starten var der ikke mange stationer på land. Havets temperatur blev kun sporadisk målt, som regel ved at man fra et skib smed en spand i vandet, hev den op igen, og så stak et termometer ned i den.
Tabel 1 viser antallet af målestationer på forskellige intervaller af breddegrader fra 1820 til 2000. Man ser, at i 1860 var der i alt kun 11 stationer, 9 på den nordlige halvkugle og 2 på den sydlige. I år 1900 var der 651 stationer på den nordlige halvkugle, men næsten alle i Europa og Nordamerika. Samtidigt var der kun 13 på den sydlige halvkugle.
Op igennem 1900-tallet bliver der mange flere stationer, men stadigvæk meget ulige fordelt. I 1960 er der stadigvæk kun 2 stationer på Antarktis, 218 på hele den sydlige halvkugle vs. ca. 6600 på den nordlige.
Globale temperaturer
Det siger sig selv, at jo længere man går tilbage i tiden med en temperaturrekonstruktion, desto mere løst bliver det funderet, hvis man udelukkende baserer sig på målingerne. En enkelt spand vand kan således repræsentere mange millioner km2 havoverflade og selv på land er der langt mellem målingerne. En temperaturkurve (fig. 1) kan se tilforladelig ud, men når man sammenligner datidens temperaturer med nutidens, skal man altid holde sig for øje, at der er en voldsom ubalance mellem de underliggende data. Og samtidigt er præcisionen på skalaen meget høj, vi taler om tiendedele af grader C.
For de tidlige år har man suppleret de direkte målinger med de såkaldte proxyer, måling af forhold i naturen, som afhænger af temperaturen. Et eksempel er træernes årringe, hvor en tykkere ring skulle betyde en højere temperatur. Det siger sig selv, at den type målemetoder nok er noget mindre pålidelige end direkte temperaturmålinger.
Lokale målestationer
Ideelt set burde alle målestationerne, der indgår i fremskaffelsen af temperaturkurver forblive nøjagtigt, hvor de er. Der kan sagtens være temperaturforskelle, blot man bevæger sig en kort afstand i terrænet, f.eks. ned i en lavning, eller til en lokation med flere træer eller mere eller mindre vind. En station, der ikke flyttes, vil således give målinger, der kan sammenlignes år for år.
Desværre har omgivelserne ikke holdt sig konstante. Måske har målestationen ligget i udkanten af en by, og nu er byen vokset, så stationen befinder sig langt inde i byen. Her er masser af varme fra huse og andre aktiviteter, + reflektion fra asfalt, husfacader el.lign. Det er det fænomen, man kalder Urban Heat Island Effect. Mange vejrstationer er placeret ved lufthavne, der i flyvningens barndom blot bestod af en græsklædt landingsbane og et lille hus. Nu er der asfalt så langt øjet rækker, varme fra bygninger og massevis af store fly med varm udstødning.
Man har derfor løbende måttet evaluere sine stationer og flytte dem til mere uberørte områder. Eller også har man ladet stationerne blive og så lagt korrektioner ind på måleresultaterne. Sidstnævnte er selvfølgeligt mere risikabelt, fordi hvordan ved man, hvor meget man skal korrigere?
I løbet af de sidste 20 år er mange målesteder faktisk blevet helt nedlagt, og man rekonstruerer så deres temperaturer ved at tage gennemsnit fra de omkringliggende stationer. Også her skal man selvfølgeligt være forsigtig (3).
Lokale korrektioner
Der er efterhånden offentliggjort mange kurver, der viser resultaterne af sådanne korrektioner. De følgende figurer viser nogle eksempler.
Fig. 2 viser temperaturmålinger for Reykjavik, Island, gående tilbage til 1900. De oprindelige data er med gult, mens de redigerede data er den blå kurve. Man bemærker, at de tidligere år, 1900 til 1960 er blevet gjort væsentligt koldere. Efter den oprindelige kurve at dømme, var 1940erne lige så varme som nutiden, det er de ikke mere efter justeringen.
Fig. 3 viser en tilsvarende justering for en flyveplads i New Zealand. Efter de oprindelige data at dømme, er der ingen stigning i temperaturen fra 1880 til 2018. Men efter justeringen er der en stigning på 1½ grad. Resultatet er opnået ved at sænke temperaturerne i starten af perioden.
På en stribe stationer i USA kan man iagttage samme fænomen, fig. 4 viser et grelt eksempel på en justering, hvor temperaturerne omkring 1910 er sat ned med 1,5 – 2 grader.
Regionale eller nationale korrektioner
Alle de lokale målinger bliver samlet sammen, og repræsentative gennemsnit udregnet, således at man kan få en kurve, der dækker et land eller en verdensdel. Fig. 5 viser en kurve udgivet af NASA/GISS (Goddard Institute of Space Studies) i 1999, dækkende hele USA. Man ser, at de varmeste år var i hhv. 1921 og 1930, de var varmere end 1998.
En tilsvarende kurve fra NASA/GISS, men denne gang fra 2016 er vist på fig. 6. Her er billedet ændret noget. Nu er de varme år i 20erne og 30erne ikke længere varmere end 1998.
Globale temperaturer
På basis af alle de lokale målinger bliver der så udregnet tal for den globale temperatur, som vist på fig. 1. Det er åbenbart, at denne proces indebærer en lang række antagelser, og der skal træffes mange beslutninger om justeringer (”korrektioner”) af data og vægtning af dem til det globale resultat. Det er et arbejde, der nu om dage involverer klimaforskernes computermodeller (9).
De globale kurver har også ændret sig over årene. Fig. 7 viser en temperaturkurve fra 1981:
Temperaturen er fra 1880 til 1980 steget med mindre end 0,4 oC. Der er en opvarmning fra 1880 til 1940 og derefter et fald frem mod 1970. Temperaturen i 1940 er højere end i 1980.
Fig. 8 viser NASA/GISS’s nyeste temperaturkurve. Afkølingen fra 1940 til 1970 er næsten forsvundet og temperaturen i 1940 er ikke mere højere end i 1980. Umiddelbart ser kurverne i fig. 7 og 8 ellers forholdsvis ens ud. De starter nogenlunde på samme temperatur, -0,2 grader i 1880. Men nu skal man huske på, at det er temperatur-anomalier, der er tale om, og de to har ikke samme udgangspunkt. Hvis man giver dem det, ser billedet ud som på fig. 9:
Her ser man klart, hvor meget kurven har ændret forløb. Fortiden er blevet koldere og kurven viser nu næsten en konstant stigning hele vejen igennem. Afkølingen fra 1940-1970 er næsten væk, og 1940 er markant koldere end 1980.
GISS er fortsat med justeringerne inden for de seneste år. Fig. 10 viser en analyse fra GISS’s temperaturkurver udgivet de sidste 12 år (2008-2020). Temperaturen i januar 1910 og januar 2000 følges, og man ser, hvorledes 2000 temperaturen justeres op og 1910 justeres ned. Bare på de 12 år er forskellen mellem de to forøget med 0,2 grader (13).
Resultat af justeringerne
Det er tankevækkende, at næsten alle justeringer går i retning af at gøre de tidlige temperaturer (1850-1950) lavere og senere temperaturer højere. Derved fjernes perioder, hvor temperaturen ser ud til at holde sig konstant, eller endda er faldende. Man får i stedet et mere jævnt stigende forløb, der matcher stigningen i indholdet af CO2 i atmosfæren.
Konklusion
Man kan ofte i pressen læse om at den og den temperatur/sommer (eller år) er ”den varmeste i de sidste 150 år”. Det underbygger historien om den CO2-forårsagede opvarmning og opildner politikerne til at tage aktion.
Men tallene skal tages med et gran salt. Ikke blot har vi kun meget upræcis viden om, hvad temperaturen i 1850-1900 egentligt var, specielt når man tager i betragtning de meget fine skalaer, vi bruger, hvor man opregner tiendedele af grader. Så reelt ved ingen, om den globale temperatur i år 1880 var ½ eller 1 grad lavere end i år 2020.
Specielt det faktum, at man er begyndt at bruge klimamodellerne til at simulere fortidens temperaturer, er bekymrende. Klimamodellerne vil jo give temperaturer, der stærkt afhænger af CO2-indholdet i atmosfæren, og derfor kan temperaturkurver, der er fremkommet på den måde, ikke mere bruges til at belyse sammenhængen mellem temperatur og CO2.
Referencer
(4): https://climatechangedispatch.com/proof-that-nasa-noaa-erased-the-arctics-1940s-warming-blip/
(7): https://www.giss.nasa.gov/research/briefs/hansen_07/
(8): https://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs_v3/
(9): https://realclimatescience.com/2019/02/61-of-noaa-ushcn-adjusted-temperature-data-is-now-fake/
(11): https://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs_v3/
(12): https://stevengoddard.wordpress.com/2014/02/06/hit-the-motherlode-part-ii/
Danish
Her er som supplement et fremragende foredrag med Ole Humlum, som var en af de forskere der tog hul på bylden om de “administativt menneskeskabte klimaændringer”
https://www.youtube.com/watch?v=6MWwIKV3KG0