10 teser om klimaforskningen

En hollandsk professor, Guus Berkhout, har på vegne af organisationen CLINTEL sendt åbne breve til et par internationale videnskabsakademier. Berkhouts udgangspunkt er baseret på et gammelt motto: AUDIATUR ET ALTERA PARS, ”Lad begge sider blive hørt”.

Berkhout mener, at dette princip bliver overtrådt i den moderne klimavidenskab, der forsynder sig imod stort set alle accepterede regler for god og hæderlig forskning. Han langer bl.a. kraftigt ud efter den omfattende brug af computermodeller af klimaet, de hviler ofte på et forbløffende spinkelt grundlag.

Berkhout lægger ikke skjul på, at konsekvenserne for verden, både økonomisk og socialt, er meget alvorlige. De foreslåede klimatiltag er vanvittigt kostbare, og der er simpelthen ikke noget sundt videnskabeligt grundlag for at kaste sig ud i dem.

Her følger en oversættelse fra engelsk af Berkhouts 10 teser, med hans forklarende tilføjelser vedr. klimavidenskaben til hver:

1. Kompleksiteten af systemer med mange faktorer og skalaer kræver et tæt samarbejde mellem et bredt spektrum af videnskabelige områder og discipliner

Klimaforandringer har mange forskellige årsager, både naturlige og menneskeskabte. Integration af viden fra mange videnskabelige områder, f.eks. astronomi, geologi, arkæologi, meteorologi, oceanografi og biologi, er helt uundværlige for at opnå en fuld forståelse for de komplekse sammenhænge, der ligger bag klimaforandringer. Samtidigt skal en samkøring af teoretisk viden og måleteknik have høj prioritet. Det er ikke helt, hvad der sker i vore dages klimaforskning.

2. Sund videnskabelig forskning har et åbent sind og er karakteriseret ved, at der er mange forskellige synspunkter uden dogmer eller fordomme

Inden for den etablerede klimavidenskab bliver nysgerrighed og diversitet undertrykt, og den menneskeskabte globale opvarmning bliver hensynsløst gennemtrumfet. Tænk på IPCC’s ekstremt usandsynlige scenarie RCP8.5, som i litteraturen bredt bliver omtalt som ”business as usual”. Selvom der er tungtvejende videnskabelige, økonomiske og sociale grunde til at sætte spørgsmålstegn ved dette dogme, bliver ethvert udtryk for skepsis karakteriseret af aktivister som uvidenskabeligt. Imidlertid er videnskab hverken en religion eller en politisk bevægelse. Videnskabelige fremskridt opnås ikke ved at udråbe ”jeg tror”, men ved at udtale: ”jeg spekulerer på”. Finansiering af klima-skeptisk forskning er ikke-eksisterende i dag. Censur gør det kompliceret at få udgivet kritiske artikler i fagfælle-bedømte tidsskrifter, og alt for ofte viser det sig helt umuligt.

3. Tro på videnskabelige modeller er tro på de grundlæggende antagelser; kun korrekte antagelser fører til korrekte svar

Det, computermodeller fortæller os, afhænger helt og holdent af, hvad deres skabere har lagt ind i dem: Hypoteser, sammenhænge, parametre, matematiske forenklinger, grænseværdier osv. Desværre diskuterer klimaforskere meget sjældent deres valg i de komplekse klimamodeller. For eksempel: Hvor følsomme er modellernes resultater overfor skævvredne antagelser fra forskernes side? Vi ved stadigvæk kun meget lidt om det.

4. Med mange nok modelparametre er det altid muligt at rekonstruere målinger fra fortiden; validering af en model kræver meget mere end bare justering af parametre

Justering af parametre siger meget lidt om værdien af modeller. Den berømte matematiker John van Neumann (1903-1957) sagde: ”Med 4 parametre kan jeg skabe en elefant; med 5 kan jeg få den til at svinge med snablen”. Den rigtige test af modeller består i at se, om de præcist kan forudse fremtidens målinger. Men det er her, klimamodellerne fejler. I 30 år har IPCC fejlagtigt forudset alarmerende høje temperaturer i sine rapporter. Når man tager i betragtning, hvor meget de har fejlet, hvorfor tillader vi så stadigvæk, at IPCC udgiver deres skræmmende og spekulative langtidsprognoser for klimaet?

5. Forbedrede målemetoder er afgørende for videnskabelige fremskridt; sund videnskab kræver en balance mellem teoretisk og empirisk videnskab

Videnskabelige gennembrud opstår som følge af tilgængeligheden af forbedrede målemetoder, der giver forskerne muligheder for nye reproducerbare observationer. Tænk på de imponerende fremskridt inden for mikroskopi og mulighederne med moderne teleskoper. Tænk på det hollandske LOFAR antenne-netværk, der allerede har opdaget tusinder af nye galakser. Desværre er de fleste klimaforskere mere interesserede i modeller end i målinger; det er modellernes ophavsfolk, der styrer begivenhederne. I det ekstremt komplicerede klimaspørgsmål burde nye målemetoder imidlertid have den højeste prioritering, som en målestok til at verificere værdien af IPCC’s model-antagelser.

6. Videnskabens historie viser, at ny indsigt ikke kommer fra følgesvende, men fra afvigere. Tvivlere og afvigere skaber videnskabens historie

Kopernikus, Galilei, Newton, Gauss, Curie, Einstein, Watson, Crick, Wilkins og Hawking kiggede alle kritisk på den fremherskende konsensus og turde gå nye veje. Fremskridt havde ikke været muligt uden dem. I kontrast hertil har det klimavidenskabelige samfund skabt meget lidt fremskridt. De har bevæget sig ind i et mere og mere bittert forsvar for den snævre hypotese om CO₂-forårsaget opvarmning. Tvivlere og afvigere bliver ikke tolereret.

7. Adskillelse af videnskab og politik er et vældigt gode; Videnskabelige akademier bør beskytte videnskabsfolk mod politiske ideologier

Når politiske ideologer proklamerer ”konsensus”, bliver kritiske videnskabsfolk sat ud på et sidespor, holdt uden for den videnskabelige diskussion eller sågar fyret. Et eksempel er professor Peter Ridd, der er ekspert i koralrev, og som afslørede adskillige uvederhæftige fagfællebedømte videnskabelige artikler, der ukorrekt hævdede, at klimaforandringer dræber the Great Barrier Reef. Hans universitet fyrede ham efter årtiers ansættelse. Domstolene har nu erklæret hans afskedigelse utilbørlig og har beordret universitetet til at give ham erstatning.

Universitetets uheldige optræden var ikke bare en åbenlys overtrædelse af den akademiske frihed, den sender også et signal til unge videnskabsfolk: Lad være med at udfordre dogmerne, ellers bliver I smidt ud. Klimacensur bringer os tilbage til Middelalderen. Klima-afvigere bliver ekskommunikeret.

8. Videnskabelige akademier har en moralsk forpligtelse til at advare samfundet mod meningsløse konklusioner, der stammer fra en naiv tro på umodne videnskabelige modeller

Ind til videre har klimamodellerne været ude af stand til at bringe pålidelige forudsigelser om den globale opvarmning. Derfor danner deres forudsigelser ikke et fornuftigt grundlag for regeringers politiske beslutninger. Klimatiltag er kostbare. De har store konsekvenser for samfundene. For eksempel har IPCC’s forudsigelser om ekstrem opvarmning og havstigninger ført til megen frygt og uro i verden. Da vores nuværende klimapolitik er baseret på disse alarmerende model-forudsigelser, er den eksisterende infrastruktur til energi helt unødvendigt ved at blive brudt ned med uklog hastighed. Et typisk eksempel på klima-stupiditet er brugen af milliarder af dollars på snavsede træfyrede kraftværker. Til denne, officielt ”grønne”, løsning bliver skove med enestående økosystemer ødelagt. Bizart!

9. Videnskaben bør være mere ærlig om grænserne for menneskehedens magt til at undertrykke naturlige variationer

Videnskaben bør begynde at gøre modstand mod de absurde grønne teknologiske løsninger fremført af overnationale foreninger. Det er lige så naivt, som det er arrogant, at tro, at vi altid kan kontrollere de komplekse processer, fra vejret og klimaet i den makroskopiske verden til mutationer af sygdomsfremkaldende organismer i den mikroskopiske verden. Vi skal ikke opføre os, som om vi er moderne tiders don Quixoter. I klimaforskningen skal vi ikke fokusere på afhjælpning, men derimod på tilpasning til de mange konsekvenser af naturlige variationer foran os, ændringer som vi aldrig vil kunne styre.

10. ”Videnskaben er fastlagt” er et konsensus-udsagn, som aldrig vil blive brugt af ærlige videnskabsfolk

At argumentere med konsensus flager to gamle logiske fejltagelser: Henvisning til flertallet og henvisning til en indbildt autoritet (argumentum ad populum og argumentum ad verecundiam). Udsagnet: ”Videnskaben ligger fast” er udtryk for en forstilt konsensus, brugt af klimaaktivister som erstatning for videnskab. Man kan citere Michael Crichton (1942-2008) om dette emne: ”Videnskab er ikke konsensus, og konsensus er ikke videnskab”. Klimaaftalen i Paris 2015, som sætter agendaen for klimaet i de kommende årtier, er baseret på troen på konsensus. Imidlertid er det et faktum, at videnskaben slet ikke er fastlagt endnu. Vi har ikke megen idé om, hvor meget eller hvor lidt mennesket bidrager til den globale opvarmning. Vi ved heller ikke om, eller i hvilken grad, et varmere vejr i verden vil være overvejende til skade eller til gavn.

—–

Klimavidenskaben opfylder ikke en eneste af de ovenstående teser. Klimaforskningen har taget en retning, der måske er til fordel for de mennesker, der udfører den, eller direkte har gavn af den, men den er uværdig som videnskab. Videnskabelige og politiske interesser er blevet filtret ind i hinanden. Resultatet er, at søgningen efter den objektive videnskabelige sandhed har været forladt i årtier. Historien vil klandre de videnskabsfolk, administratorer og politikere, der initierede, opdyrkede og fremmede denne videnskabelige uredelighed.

Links:

Originale artikel:  https://clintel.org/scientific-manifesto/

CLINTEL’s hjemmeside:  https://clintel.org/