Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning
Bjørn Lomborg har skrevet denne kronik i Berlingske.
Det vil koste Danmark mindst 28 mia. kr. om året i de næste 30 år, hvis vi skal reducere CO2-udledningen med 70 pct. Til gengæld vil det skære temperaturen med en titusendedels grad.
Set udefra er den danske regerings mål om at reducere drivhusgasudledningerne med 70% i 2030 omsvøbt af mange gode intentioner. Desværre mangler politikken både at oplyse om, hvor meget dette vil hjælpe, hvor meget det vil koste, og om pengene bliver godt brugt.
Hvis man bruger den tidligere regerings 2018 Energiaftale som basis, så vil den nye regerings 70% i 2030 løfte betyde en yderligere reduktion af Danmarks udledning på i alt 291 millioner ton CO₂ ækvivalenter fra 2020 til 2050. Dette gælder både, hvis man antager at begge regeringer ville være havnet på 80% reduktion i 2050 (som lovet af EU), eller hvis begge regeringer ville havne på 100% reduktion i 2050 (lidt luftigt lovet af dem begge).
Ifølge FNs klimapanel vil udledningen af ekstra 3.667 milliarder ton CO₂ lede til en temperaturstigning på mellem 0,8°C og 2,5°C, hvor forskning viser, at det mest sandsynlige tal er 1.65°C. Det betyder, at den totale reduktion fra den nye danske regerings løfter vil formindske den globale opvarmning i år 2100 med mellem 0,00006°C og 0,0002°C med den mest sandsynlige reduktion på 0,00013°C. Reduktionen er altså på mellem en femtusindedel og en tyvetusindedel af en grad med det mest realistiske på lidt under en titusindedel af en grad om 80 år.
Den faktiske reduktion vil formentlig være endnu lavere. Som de økonomiske vismænd dokumenterer vil en dansk CO₂ reduktion i et vist omfang forøge udledningerne i udlandet. Blandt mange andre årsager kan det for eksempel skyldes at en dansk reduktion i efterspørgslen på fossile brændsler får deres pris til at synke og leder til større forbrug i udlandet. I alt mindsker dette effektiviteten i en selvstændig danske klimapolitik med omkring 50%. Derudover er mange af de danske reduktioner ganske tvivlsomme. For eksempel får vi nu 70% af vores fornybare energi fra træ og anden biomasse. Vi kalder det CO₂-neutralt, men når træet bliver brændt udleder det mere CO₂ end kul. Det antages — overordentligt urealistisk — at alt brændt træ vil blive genplantet, vokse op og suge al den undslupne CO₂ til sig igen.
Vores reduktion på en titusindedel grad svarer til at udskyde den globale opvarmning med 31 timer i slutningen af århundredet. Den globale temperatur som vi derfor ville have forventet at se uden Danmarks ekstra indsats den 1. januar år 2100 kl. 12 vil derfor først indtræffe lige efter aftensmaden den 2. januar år 2100. Om verden vil fejre denne bedrift må være en politisk vurdering.
Omkostningerne synes heller ikke at være estimerede. Jeg kender ikke til nogen videnskabeligt publiceret vurdering af 70% reduktion i 2030. CEPOS har vurderet den totale
omkostning til op mod 26 milliarder kroner i 2030.
Man kan også bruge RICE modellen fra den eneste klimaøkonom, der har fået nobelprisen, professor Nordhaus. Den vurderer omkostninger for enkelte regioner inklusive EU. Her er forskellen i omkostningen mellem en 40% og en 70% reduktion i 2030 omkring 1% af BNP, svarende til et velfærdstab på 26 milliarder i 2030.
Det største studie over omkostninger ved forskellige EU klimapolitikker fra Stanford Energy Modeling Forum, EMF 28, viser at RICE modellens omkostninger ligger i bunden af de syv modellers omkostninger. Sammenlignet med gennemsnittet tyder det på, at forskellen i omkostning i 2030 snarere ligger på omkring 3% af BNP, hvilket svarer til et velfærdstab på 79 milliarder.
Både 1% og 3% estimaterne antager, at den danske stat vil gennemføre alle reduktioner på den allermest effektive måde, hvilket endnu ikke er sket i nogen klimapolitik nogetsteds i verden. De typiske studier viser, at når politikere ofte vælger populære men ineffektive reduktioner som solpaneler og elbiler vil det fordoble omkostningerne. Det betyder et velfærdstab på mellem 53 og 159 milliarder kroner i 2030. Lad os bare bruge det allerlaveste estimat på 53 milliarder kroner i 2030.
Hvis vi beregner at velfærdstabsprocenten bliver lineært indfaset fra 2020 til 2030, og tilsvarende udfaset mod 2050 så ligger det totale velfærdstab over de næste 30 år på mindst 842 milliarder nutidskroner. Det svarer til mindst 28 milliarder om året.
Det er helt åbenlyst at dette er et overslag. Den danske stat burde modellere omkostningen ærligt og gøre det inden man sætter sig 70% målsætningen. Men størrelsesordenen er bemærkelsesværdig. Rigshospitalet koster hvert år 6,1 milliard. Politiet og anklagemyndigheden koster 11,1 milliarder. For de mindst 28 milliarder vi vil bruge hvert år på i alt at reducere temperaturen med en titusindedel grad kunne vi altså få et rigshospital til hver eneste region — både i region Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Sjælland — og stadig have penge til overs til en stor øgning af politiets budget. Eller vi kunne mere end tre-doble Danmarks miljøbudget. Med en mere realistisk omkostning kunne vi gøre det hele og mere til.
Den ekstra klimaindsats betyder, at hver dansker vil over de næste 30 år være med til at udskyde global opvarmning med et hundrededels sekund i år 2100. Dette vil koste hver dansker mindst 5,600 kroner i tabt velfærd hvert år over perioden eller 168,000 kroner i alt.
Beregninger hen over alle skadesmodeller på FNs 5 hovedscenarier viser at et ton CO₂ udledt i år 2030 medfører en skade på $31. Når Danmark altså reducerer CO₂ udledningen med 291 millioner ton CO₂ omkring år 2030, så donerer Danmark reelt en fordel til verden som i alt er værd 25 milliarder kroner. For hver mistet velfærdskrone gør Danmark altså mindre end tre øre godt for verden.
Nogle vil sige, at Danmark har et historisk ansvar. Vi har udledt meget CO₂, så nu skal vi vise vejen frem og skære meget. Nej. Hvis effekten er historisk lille, så viser vi kun selvoptaget godhed. I stedet skal vi sikre, at de ressourcer, vi bruger på at hjælpe verden, rent faktisk gør godt.
Min tænketank, Copenhagen Consensus, har sammen med tre Nobelpristagere og 27 klimaøkonomer vist, at vi kan gøre langt mere godt for klimaet ved at investere i forskning og udvikling til at gøre grøn energi langt billigere. Hvis vi kan hjælpe med til at gøre grøn energi billigere end fossile brændsler, så vil ikke bare Danmark skifte, men hele verden. Hvis vi bruger bare 2,5 milliard på forskning vil vi gøre mere godt for klimaet.
Og så bør vi huske, at der er mange andre problemer, der skriger på mere hjælp, og hvor pengene ville gøre langt mere godt. For eksempel kunne regeringen give milliarder til Global Fund, der behandler HIV, malaria og tuberkulose. Vi beregnede for Bill Gates, at fordelen ville være omkring 20 kroner per krone brugt — eller altså formentlig mere end tusinde gange bedre end regeringens nye klima-tiltag. I stedet for at bruge mindst 842 milliarder kunne man nøjes med at give 1,5 milliard — og stadig hjælpe verden mere.
Vi har analyseret overordentligt mange politiker, skrevet af 50 forskerteams og evalueret af flere nobelpristagere. Næsten alle politiker er bedre end det nuværende forslag (Man kan se dem alle på post2015consensus.com.)
For eksempel kan man også overveje at give mere til at sikre kvinders adgang til svangerskabsforebyggelse, der både styrker kvinder så de ikke dør i barselssengen, hjælper børn til at få bedre opvækstvilkår og blive mere produktive, hvilket vil gøre verden 120 kroner bedre for hver krone brugt. Den britiske regering har netop på vores beregningsgrundlag besluttet at give 6 milliarder kroner til familieplanlægning.
De 6 milliarder vil ende med at gøre ufatteligt meget mere godt for verden end de mindst 842 milliarder kroner, Danmark insisterer på at bruge på en af de mindst effektive politikker i verdenshistorien.
Danish