Skal ytringsfriheden ofres på klimaets alter?

• Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. 
• Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.
• Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen

Morten Greve, cand.scient.pol. har fået bragt denne kronik med titlen: Alle har ret til deres egen holdning, ikke til deres egne fakta i Berlingske den 5. sept. I kronikken kritiseres Johannes Krüger (JK), Jens Morten Hansen (JMH) & Henrik Svensmark.
Hr. Greve vil indskrænke ytringsfriheden så holdninger om klima, han er uenig i, ikke bliver publiceret i landets medier. JK & JMH har forfattet svar, som der nu forhandles med Berlingske om at få optaget. Her er JMH’s foreløbige svar:

Af Jens Morten Hansen,
Adj. professor i naturfilosofi og videnskabsstudier,
Fhv. statsgeolog og fhv. direktør for Forskningsstyrelsen

Efter en valgkamp, hvor klimahysteriet helt tog magten fra ellers rationelle partiledere, begynder modstandere af normal videnskabelig klimakritik nu at vejre morgenluft. I hvert fald lufter flere klimaalarmister deres ønske om, at enhvers normale ytringsfrihed og ret til at kritisere FN’s klimapanel (IPCC) ikke mere skal gælde klimaeksperter som fx eks-professorerne Henrik Svensmark, Johannes Krüger og undertegnede. Det gælder velsagtens også alle andre klimaforskere, som i kraft af alder og økonomisk uafhængighed ikke behøver klima-programbevillinger, og som bl.a. derfor vover at kulegrave og kritisere grundlaget for IPCC’s hypoteser om den såkaldte ’klimakrise’. Selv har jeg senest været udsat for, at lederen af et programfinansieret klimacenter, Sebastian Mernild, til både Radio24syv, Videnskab.dk og Weekendavisen har udtrykt, at jeg ikke burde have lov til at ytre mig pga. min alder (72) og specielle forskningskompetencer omkring klimaets samspil med havenes vandstand. Kun folk som Mernild selv – der med egne ord kun har ’generelle kompetencer’ – skulle tilstås grundlovens almindelige ytringsfrihed. Med andre ord er eksperter som jeg alt for farlige at have på fri ytringsfod.

I dette spor fortsætter så djøf’eren (cand. scient. pol.) Morten Greve med et langt indlæg i Berlingske Tidende den 6/9. Altså en mand uden personlig forskningserfaring på området, men til overflod med de ’generelle kompetencer’ – nemlig ingen – som Mernild et par uger før har anset for dét, der alene burde give adgang til at ytre sig i medierne.  

Jeg skal ikke her svare for de to andre klimaforskere, som Morten Greve tildeler verbale slag. I forhold til den nedsættende omtale af mig og mine internationalt publicerede forskningsresultater, vil jeg som tidligere sket i adskillige medier gøre opmærksom på, at den samlede effekt af en global temperaturstigning næppe kan illustreres bedre og mere sammenfattende end med vandstanden i verdenshavene: Stiger temperaturen, øges afsmeltningen, og vandstanden stiger tilsvarende – og omvendt.

Denne simple sammenhæng er særdeles veldokumenteret. Der er bare det ved det, at vandstanden IKKE stiger mere i disse år, end den har gjort i hele den instrumentelle periode (godt 200 år) og for så vidt også siden år 1300, hvor Lille Istids første kuldefase kulminerede (anden fase kulminerede i perioden 1600-1700). I den instrumentelle periode på op til 200 år er verdenshavenes vandstand dokumenteret fra hundredvis af havne med mange århundredlange serier af daglige vandstandsmålinger. I den præ-instrumentelle periode kan vandstanden endvidere måles som højden af enhver tids bevarede strandlinjer. Således har både jeg og andre påvist, at havniveauet i og omkring danske farvande gennem både den instrumentelle periode (1811 til nu) og gennem de sidste 700 år er steget gennemsnitligt med 1.2 mm om året frem til nu.

På baggrund af en tilbundsgående analyse af de talrige århundredlange tidsserier fra alverdens havne, der er tilgængelige fra stort set hele kloden, kommer mange forskere og også jeg selv frem til, at den nuværende globale havstigning ligger i intervallet 1.0 til 1.5 mm alt efter hvilke regioner, der er tale om. Heroverfor fæster ikke-klimaforskeren Morten Greve mere tillid til, at IPCC angiver, men ikke dokumenterer på sædvanlig videnskabelig vis, at den nuværende havstigning er 3.2 mm om året – altså 2.5 til 3 gange så meget, som kan dokumenteres med havnenes kontrollerbare målinger. Der er nemlig det ved det, at dette tal på 3.2 mm om året bygger på satellitmålinger, som kun er udført siden 1993 (altså kun godt 25 år), og som – modsat de langt mere langvarige havnemålinger – ikke er tilgængelige for almindelig videnskabelig kontrol udenfor satellitejerens rækker (de amerikanske organisationer NASA og NOAA). Uafhængig kontrol af satellitmålingerne er ellers overordentlig vigtig, fordi fejlberegninger af eller evt. fusk med satellitternes tab af flyvehøjde på bare 1 mm om året, vil føre til voldsomt misvisende vandstandsopgivelser. Dette er påpeget og kritiseret af adskillige tidligere forskere ved NASA og NOAA.

Hvorvidt der kan være tale om beregningsfejl eller fusk, skal jeg ikke kunne sige. Den for mig helt afgørende indikation på, at satellitmålingerne er voldsomt fejlbehæftede skyldes, at offentligt utilgængelige og derfor ikke kontrollerbare beregninger af satellitternes tab af flyvehøjde er justeret tre gange i de forløbne 25 år, således at de nye angivelser af verdenshavenes vandstande ved hver justering mærkværdigvis er kommet til at passe med IPCC’s vandstandsprognose for det pågældende tidsrum. En sådan fremgangsmåde er uacceptabel efter enhver normalvidenskabelig norm.

Ikke-klimaforskeren Morten Greve kritiserer mig også skarpt for udtalelser på mit ’generelle forskningsområde’, geologien. Jeg kommenterer også gerne disse amatøragtige påstande, hvis redaktionen vil tilstå mig yderligere plads.

Indtil da vil jeg slutte med at sige, at jeg ikke er modstander af en begrænsning af CO2- og andre udledningers partikelforurening. Jeg tvivler heller ikke på, at der KAN være en menneskeskabt effekt, men at denne effekt endnu er kvantitativt udokumenterbar og derfor må anses for at være ringe i forhold til de naturlige klimavariationer. Jeg er derimod modstander af, at klimaindsatsen skal bygge på 1) ikke-testbare eller direkte afviselige hypoteser, 2) undertrykkelse af normalvidenskabelig kritik og 3) kolossale udgifter som var langt bedre anvendt på fx sundhed, almindelig effektfuld miljøbeskyttelse eller genopretning af verdens mange trængte biotoper. Begrundelsen for risikoen for irreparable havstigninger er efter min opfattelse grebet ud af luften, og eventuelle effekter om årtier eller århundreder vil være langt nemmere og billigere at imødegå, hvis de nuværende havstigninger på 10-15 cm per århundrede skulle vise sig at blive 10-20 gange større. Først når vi kan tale om havstigninger på mere end 1 meter per århundrede, vil vi kunne tale om en farlig udvikling. Dét, og de nuværende små havniveau-stigningers ufarlighed, er i hvert fald hvad digelandet Holland og dets myndigheder og store vandbygningsfirmaer anser for det mest realistiske scenarie.

Det værste er efter min opfattelse, at både Morten Greve og tidligere omtalte Sebastian Mernild udtrykker en totalitær samfundsopfattelse, der ikke skal give plads for andet end samtidens hovedstrømninger. Den holdning i praktisk politik og ideologi kender vi kun alt for godt resultaterne af fra det 20. århundredes totalitære regimer – og fra 16årige Greta Thunbergs hysteriske og stærkt mediedækkede angreb på alle, hun ikke deler opfattelse med. Skulle hovedstrømningernes argumenter være solide, burde de ikke frygte hverken politisk eller videnskabelig kritik.

Ikke-klimaforskeren Morten Greves påstand om, at eks-professorerne Svensmark, Krüger og undertegnede, opkaster sig selv som eksperter, er sølle og usaglig. Påstanden om vores mangel på relevante kompetencer og misbrug af data er klart urigtig, ligesom ønsket om, at aviserne bortcensurerer klimakritik, er klart totalitær (se også lektor ved KU, Jesper Bartholdys velbalancerede indlæg i Weekendavisen 23/8).