Om at brænde skov for at producere energi

Dette er et debatindlæg på Klimarealisme. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen

Hans Henrik Hansen har været så venlig oversætte sammendraget af Martin Livermores rapport: Burnt Offering – the Biomess of Biomass.

Fornylig har der været to centrale debatindlæg i medierne om samme emne:

I Weekendavisen af Jon Hustad: Et (u)moralsk fyrtårn. (desværre bag betalingsmur)

Og i Jyllandsposten: Professorer: Danmarks afbrænding af træ er løbet løbsk

Her er sammendraget:

EUs nuværende omstillingspolitik indbefatter fastlagte mål for brug af vedvarende energi mhp. at reducere CO2-udledningen. De mest iøjnefaldende mål gælder vind- og solenergi, men i visse lande udgør biomasse den største energikilde i denne kategori.

Brug af biomasse er kontraintuitiv, eftersom overgang fra kul til træ i el-produktionen fører til større CO2-udledning – udover det ekstra energiforbrug ifm. fældning, forarbejdning, tørring og transport af træpillerne, som er den foretrukne form for biobrændsel. Kun ved stadig genplantning af træer kan den udledte kuldioxid nominelt genoptages – og endda kun set over et tidsrum af adskillige årtier.

‘Drax’, et af Europas største termiske kraftværker, var oprindeligt et tidssvarende, kulfyret anlæg. Regeringens politiske tiltag har gjort det uøkonomisk at opretholde driften på denne måde, så selskabet er nu godt i gang med at producere hovedsageligt ved brug af biomasse. Dette er i praksis ensbetydende med træpiller, der først og fremmest importeres fra USAs sydstater.

Drax burde med selskabets ord have ‘sparet sin halvtredsindstyvende million ton kulstof’ ved udgangen af 2018, dette ‘udsparede’ kulstof modsvarer 183,5 millioner tons kuldioxid udledt til atmosfæren. Kuldioxiden kan genoptages ved at plante flere træer, men det vil vare nogle årtier, før nettoudledningen går i nul. For den mellemliggende tid anbefaler IPCC drastiske reduktioner af de globale udledninger inden 2030, med en nettoudledning på reelt nul i 2050, og dette i en Verden, hvor de store udviklingsøkonomier i stigende grad bliver afhængige af kul til at fremskaffe fornøden energi til den økonomiske vækst.

Garantiprisen til Drax for elektricitet produceret ved hjælp biomasse udgør under den gældende ordning £106 pr. MWh. Selv hvis der korrigeres for inflation, er dette mere end den hyppigt kritiserede ’interventionspris’*) på £92,50 pr. MWh (2012 prisniveau), som er aftalt for Hinkley Point C kernekraftanlægget. Og mens Hinkley vil producere elektricitet uden CO2-udledning, så frembringer Drax (nu) mere kuldioxid pr. kWh, end tilfældet var mens anlægget var kulfyret.

Situationen omkring biomasse understreger behovet for en (hvilken som helst) rationel politik til at reducere den globale nettoudledning af kuldioxid – uafhængigt af teknologi eller geografi.

Hans Henrik Hansens kommentar til rapporten

Rapporten viderebringer – noget omstændeligt – det velkendte budskab, at fyring med biomasse kun er CO2-neutral set over en periode på flere årtier. På internettet kan man finde et utal af (kortere) artikler med samme pointe, fx.:
https://www.smithsonianmag.com/smart-news/epa-declares-burning-wood-carbon-neutral-180968880/

Hovedberettigelsen for netop dette essay synes at være, at det – med ‘Drax’ som konkret udgangspunkt – anskueliggør problematikken for især britiske læsere.