Autoritet, lydighed og klimabevægelsen

af Phil Nice

Debatten om klimaforandringer og klimapolitik har et bemærkelsesværdigt særtræk. Der er tale om et emne med baggrund i videnskabelige teorier og studier, som kun tekniske specialister har dybere indblik i. De fleste borgere er ude af stand til at tage stilling til emnet via egne erfaringer, og må derfor danne en evt. holdning ud fra overvejelser af andres udsagn. Når man ikke kan vurdere, hvad der objektivt set er sandt eller falsk tyer man til vurderinger af, hvilken kilde der er mest troværdig.

Klimadebatten handler for det meste ikke om klimaet (som teknisk emne), men snarere om, hvorvidt man bør frygte en truende katastrofe, man ikke engang ved, hvad er. Hvorvidt frygten er velbegrundet, og hvorvidt man bør handle, individuelt og  samfundspolitisk, ud fra frygten. Hvorvidt man bør have tiltro til advarsler og prognoser i kraft af deres ophav, samt til de mennesker, der kommer med dem, baseret på disses titler og kredentialer. Hvad debatten mangler er flere kritiske overvejelser over, hvorfor man tror på noget så ekstremt og med så drastiske konsekvenser.

Hvorfor tror man på det?

Det kan psykologien belyse. Den politiske situation omkring klimakrisen – og især en voksende ungdomsbevægelse omkring den – har fællestræk med nogle felteksperimenter om autoritet og lydighed.

Bedst kendt er Stanley Milgrams forsøg med autoritet og lydighed fra 1961. Eksperimentet undersøgte, hvorvidt en opfattet autoritetsfigur i en passende uniform kunne – med hjælp af et fiktivt scenarie – få et testsubjekt til at udsætte et andet menneske for tortur i form af smertefulde elektriske stød. Scenariet gik ud på, at en “lærer” (studiets uvidende testsubjekt) i et kontrolrum stillede spørgsmål til en “elev” (i virkeligheden en skuespiller) i et tilstødende lokale. “Lærerens” opgave indebar at skulle, via et apparat, give “eleven” et stød med stigende spænding for hver gang han svarede forkert. En forsøgsleder i hvidt kittel var til stede i kontrolrummet og kom med tilskyndelser om at fortsætte, hvis “læreren” viste modvillighed og vaklede i sin opgave. Trods forventninger om, at kun få sadister (gennemsnitligt 1,2%) ville være villige til at tildele maksimal og potentielt dødbringende strømstyrke (450V) til et andet menneske viste studiet derimod, at hele 65% kunne overtales til dette, trods “elevens” tilsyneladende lidelser fra det tilstødende lokale.

Hoflings hospital-eksperiment (1966) undersøgte lydighed i relationen mellem sygeplejersker og læger. I løbet af en normal arbejdsvagt blev sygeplejersker beordret telefonisk af en fiktiv læge, at give deres patienter, hvad der svarede til en dødbringende dosis af et lægemiddel. Trods kodekser, der eksplicit forbød ordinering af lægemidler under sådanne omstændigheder fandt Hofling, at 21 af 22 sygeplejersker var parate til at give patienten den potentielt dødbringende overdosis.

Historielæreren Ron Jones’ Third Wave Experiment (1967) var en klasserumsaktivitet med hensigten, at illustrere på praktisk vis, hvordan en massebevægelse som Nazismen kunne rodfæste sig og trumfe menneskers moral og anstændighed. Jones’ High School-elever havde nemlig svært ved at fatte, hvordan det tyske folk kunne acceptere og tilslutte sig en så amoralsk ideologi i 1930’erne. Med hjælp af antidemokratiske argumenter, slagord (styrke gennem disciplin, fællesskab, handling, stolthed), autoritære ritualer og en kvasi-militær hilsen lykkedes det Jones i løbet af blot 3 dage, at skabe en ungdomsbevægelse med over 200 medlemmer. Bevægelsen voksede sig hurtigt uden for klasseværelset og fik sit eget liv. Jones noterede, at medlemmerne hilste hinanden med håndtegn, rekrutterede nye medlemmer, praktiserede eksklusion mod ikke-medlemmer og angav hinanden til ledelsen (Jones) for forseelser mod bevægelsens regler. Bange for, at bevægelsen allerede var hinsides hans kontrol, besluttede Jones sig for at stoppe eksperimentet, hvilket han gjorde den 5. dag med et rally, hvor han afslørede sin tænkning og viste en film om Naziregimet.

Mange andre studier har påvist, at en person med en opfattet rang kan få normaltbegavede og fornuftige mennesker til at handle mod bedre vidende. Nyere studier – herunder genskabelser af Milgrams eksperiment (Burger 2009, Dolinski et al 2015) – viser, at tendensen ikke har ændret sig betydeligt i mellemtiden. Over for en opfattet autoritet, eller gruppepres, og evt. under tilstrækkelig stress kan de fleste lokkes til at afkoble egen dømmekraft og gå med til alt fra fjollerier til grusomheder. Jones’ Third Wave viser i øvrigt, hvor modtagelig og ukritisk, ungdommen er over for forsimplede, autoritetsbårne ideer, især når de pakkes ind i stærke følelser.

Man kan og bør undre sig over, hvorfor sådanne manipulationer er så lette og effektive, samt overveje, hvad der skal til hos individet for at undgå at lade sig påvirke af dem. Det er klart, at en kritisk distance – for så vidt at man kan bevare den – kan fungere som et værn, men det er lige så klart, at denne distance er det første, der nedbrydes, når stærke følelser som frygt, stress, socialangst og stolthed kommer i spil.

Men måske er det væsentligere at se på de vilkår, der favoriserer sådanne manipulationer. Et fællestræk for den ubestridende lydighed i feltstudierne er, at autoritetsfiguren optræder i et lukket meningsrum, bringer sin sag ensidigt, uden at konfronteres med kritik eller modsigelser fra rivalerende autoritetsfigurer. På samfundsplan trives den slags, når demokrati og ytringsfrihed sættes ude af kraft, hvor det gælder om at parere ordrer, frem for at veje forskellige argumenter og perspektiver mod hinanden.      

Det er disse mekanismer, der er i spil, når man tror på en truende klimakatastrofe og vil handle og regulere andres handlinger med baggrund i egen tro. Man tror på det, fordi man har fået ideen leveret fra en autoritær position, sovset ind i diverse følelser. Man føler sig ikke kun bange for en usikker fremtid, men også forpligtet til regulere egen og andres adfærd. Man føler sig muligvis stærk og veldisciplineret i kraft af de ofre og slankekure, man påtager sig, samt stolt over sin dydighed. Man føler et stærkt tilhørsforhold til et fællesskab, der bryster sig om at gå forud og vise andre, hvad der er det rigtige at mene og gøre. Og vilkårene for, at ideen bider sig fast skærpes når sagen bringes ensidigt, når skeptiske og kritiske røster nægtes taletid i medierne. Man er endda med til at marginalisere egen og andres rimelige tvivl og skærpe ensidigheden, når man antager, at kun specialisten – autoritetsfiguren – er kvalificeret til at vurdere sagen.

At troen på en klimakatastrofe bygger på autoriteter er ikke bare noget, man observerer i debatten. Der argumenteres helt åbenlyst, at sådan-og-sådan har sagt X, ergo det er sandt. At mediedækningen er ensidig er ikke bare noget, man observerer. Der argumenteres helt åbenlyst for en ensretning af debatten i medierne, for eksklusion af holdninger, der ikke harmonerer med troens centrale præmis. At stærke følelser er på spil er ikke noget, man blot observerer. Der argumenteres ligeud og explicit for panik som politisk motivation. 

Så hvad stiller man op som almindelig, kritisk tænkende borger over for massehysteri?    

Som man ved f.eks. fra retssystemet behøver man ikke at være specialist for at overveje beviser og argumenter. Tværtimod. Det er netop borgeren, lægmanden, der har en tilstrækkelig distance til emnet for at kunne danne sig et overblik, veje gyldigheden af en påstand.

Derfor bevarer man roen og overvejer, hvilket overordnet billede der dannes ud fra summen af de tilgængelige oplysninger og indtryk, man møder i forbindelse med den givne sag, og helst fra flere og diverse kilder. Virker billedet tydeligt og overbevisende, som om sagen er afgjort, som der påstås? Eller virker det som om der er huller, løse ender, problemer?  Lægger det op til en skråsikker overbevisning, eller snarere til forbeholdenhed?

Døm selv.