Det kræver ikke en skrædder, ikke at se dragten

• Af Phil Nice

Et ofte anvendt manipulerende greb i klimadebatten er marginalisering af modparten ud fra, at han mangler relevante kvalifikationer, dvs. inden for klimavidenskab. Diskussionen henfalder tit til en dyst om, hvem der kan hive mest peer-reviewed dokumentation frem fra de højst agtede kilder, samt at undergrave troværdigheden af modpartens kilder. Præmissen for denne debate by proxy er, at spørgsmålet udelukkende er teknisk. Det er det selvfølgelig ikke. Som ikke-specialist og evt. bare tænkende lægmand har man rigeligt at tage kritisk fat på: videnskabsmetode, præmisser og slutninger, samt krisens politiske indhold.

Hvis demokratiske samfundsborgere ikke er kvalificeret til at kritisere en politisk bevægelse og dens projekt, så frygter jeg, at oplysningens kollaps risikerer at gøre det af med civilisationen længe før en klimakatastrofe kan. 

Derfor nogle tanker om “klimakrise” som politisk emne:

Det er tydeligt, hvorfor emnet er tiltalende for karrierepolitikere: Der findes intet bedre end en trussel for at forene folket i en fælles kamp, udviske nuancer og lægge op til en konkurrence om, hvem der kan lyde mest statesmanlike. Det er en våd drøm for Hal Kochianerne med deres hang til konsensus og “demokratisk samtale”, deres aversion over for konfrontationer og deres “ytringsfrihed, men…”, hvormed frihed betinges af korrekt, ikke-provokerende, godkendt anvendelse af samme frihed. Når man mener, samfundets sammenhængskraft består af fælles kulturgods er der næppe noget, der giver stærkere genklang end en krise, som man kan mødes om, bekymre sig om, vende og dreje, ja, netop strikke kultur ud af. Endnu bedre, hvis krisen spænder på tværs af nationale grænser, for så er strikkeklubben endnu større og hyggeligere. Politikere fra et lille lande som Danmark, hvis materielle virkning på f.eks. atmosfæren er minimal, kan profilere sig kosmopolitisk, løfte landet fra lilliput-liga til vigtigt “foregangsland” og klima- og miljø-duks. Om man fremstår som international statesman fra en “grøn supermagt” eller bare en anden Hyacinth Bucket kommer vist an på de øjne, der ser.

Men uanset hvor nyttig klimakrisen er som projekt for opportunistiske politikere er den ikke god på længere sigt for samfundet og borgerne pga. nogle indlejrede trusler mod frihed og demokrati.

1. Dommedag trumfer alt. Intet andet er værd at snakke eller værnes om over for den (påståede) kommende katastrofe. Sådant et trumfkort bør sætte alarmklokker i gang for en hver demokratisk sindet borger, fordi hverken frihed eller ejendomsret eller andre borgerrettigheder slipper forbi. De fleste sover vist i timen, men blot nogle slutter dette er der håb for, at proportionssansen begynder at vinde over hysteriet.
2. Undtagelsestilstanden er evig. Kriser som krig, hungersnød, pest etc. skaber en lignende grobund for undtagelsestilstand, men de indebærer en “all clear”, dvs. vilkår for, hvordan og hvornår krisen er overstået. “Klimakrise” er en diffus bussemand, som ingen forstår. Det bliver i alle praktiske henseender til religiøs hokus pokus, som man i sin uvidenhed skal frygte fremover og evigt, fordi den mangler både en klar definition og en logisk grænse i tid.
3. Et fupnummer. Politikere vil altid virtue signal, for de skal jo appellere til vælgerne, men man burde overveje, i hvilket omfang krisen egentligt er forestående naturkatastrofe kontra politisk instrument. Der er i hvert fald incitamenter for både politikere og deres støttere – bevidste eller ej – for at bryste sig af egen godhed og trylle krisen om til andet end den er. Klimamarch, skolestrejke og kulten omkring en lille svensk pige frames af arrangørerne og de ukritiske medier – og føles sikkert for deltagende – som protester mod systemet, men de er snarere rallyer, der tjener systemets egen dagsorden. Det er et smart politisk fupnummer, at lade antiautoritære virkemidler tjene et autoritært projekt, at lokke borgerne til at give afkald på egen frihed og velstand, endda med uskyldige børn som formidlere og skjold mod kritik.

Er det ikke lige, hvad H.C. Andersen advarer om med sit berømte eventyr? At man, med hjælp af en opfattet autoritet og gruppepres, tryller noget frem, der ikke giver mening? 

Så længe kritiske synspunkter ikke skærer igennem i debatten kan politikere på tværs af spektret udnytte emnet og vælgernes godtroenhed for at rage magt og goder til sig. Desværre ser vi bestræbelser på, at holde sådanne synspunkter ude af debatten eller marginalisere dem med særlig hjælp af public service og de statsstøttede medier. Men får disse synspunkter fodfæste risikerer hele korthuset at falde med et brag. For, hvad er modargumenterne til ovenstående punkter? At ophavsmanden ikke er klimaspecialist? Næppe.

Kejseren har ikke noget tøj på. Og bemærk: Dette drejer sig ikke om, hvorvidt truslen er ægte eller ej, eller hvor stor den evt. er. Den skeptiske borger, der ikke får svar på sine spørgsmål diskvalificeres ikke, fordi han ikke er klimaspecialist, ligesom det lille barn, der ikke ser dragten heller ikke behøver at være skrædder for at have ret i sin erkendelse.

Drejepunktet er, hvorfor man tror på eksistensen af noget, man ikke kan se.