Vejen til klimarealisme

Bragt og redigeret af Karl Iver Dahl-Madsen

I denne komplicerede verden kan det, som Martin Ågerup har sagt det, være en fordel at være “rationelt uvidende“, men hvis en problemstilling er vigtig nok, bør man selv danne sig en mening.

Det interessante er, at når mennesker med forskelligt politisk udgangspunkt selvstændigt og af egen drift begynder at sætte sig ind i klimaspørgsmålet i stedet for blot at overlade dette til medier, politikere og NGO’er, når man typisk frem til økomodernistiske og klimarealistiske synspunkter.

Her er en beretning fra Kåre Jansbøl om vejen til klimarealisme. Oprindeligt bragt på Facebook, men nu også efter aftale med Jansbøl bragt her på klimarealisme.dk

Da jeg var i 20erne var jeg klimaaktivist. Som mine venner var jeg oprørt over plastik, forurening, kapitalismen. Mine holdninger var også en del af mine handlinger. Jeg spiste fx periodevis vegetarisk og makro-biologisk og jeg var en af de første medlemmer af Praktisk Økologi (hvor jeg stadig er medlem).

I forbindelse med min HF som 30årig, læste jeg en årlig rapport fra World Watch. Rapportens teori/ideologi var, at verdens problemer skulle løses med “bæredygtighed”, hvilket var et nyt begreb.

Venstrefløjen var dengang splittet angående “bæredygtighed”. Nogle ønskede at fastholde venstrefløjens hidtidige fokus på fattigdom og ulighed og så bæredygtighed som uvedkommende. Andre så bæredygtighed som en afgørende og ny søjle i venstreorienteret ideologi. World Watch tilhørte de sidste.

Rapporten havde et eksempel, som gjorde stort indtryk på mig. Rapporten viste, at hvis alle dagens kinesere skulle have et æg om ugen, ville det svare til hele verdens produktion af æg. Rapporten viste, at konsekvenserne af at producere disse ekstra æg til kineserne ville være ødelæggende for miljøet. Rapportens konklusion var derfor, at man var nød til at finde en anden og mere “bæredygtig” vej.

Min konklusion var imidlertid den modsatte: Jeg indså, at bæredygtighed var et umoralsk projekt. Hermed mener jeg lidt firkantet, at det er umoralsk at ville redde miljøet, hvis det er på bekostning af mennesket.

Efterfølgende har jeg arbejdet på at få mine forskellige holdninger til at passe sammen til en helstøbt ideologi. I mange år var det venstreorienterede i min ideologi ikke til diskussion. Selvfølgelig var jeg venstreorienteret. Jeg tænkte vel, at jeg tilhørte de gammeldags venstreorienterede, dem, som ikke var hoppet på ideologien med bæredygtighed. I dag er billedet mere kompliceret for mig. Jeg synes, at venstrefløjen tager nogle dumme standpunkter på flere områder, og at alternativet til venstrefløjen ofte vil være bedre for mennesker.

Venstrefløjens dummeste standpunkt angår klima. Her har de haft succes med at få bred opbakning langt ud på højrefløjen, men uheldigvis bygger succesen på teorier, der ikke har hold i virkeligheden, hverken den moralsk virkelighed eller den videnskabelige virkelighed.