Ledere

Giv plads til naturen

Af Karl Iver Dahl-Madsen

Lad mig slå det fast. ”As clear as is the summer’s sun”. Biodiversiteten og antallet af arter på globalt plan er i tilbagegang. Og det skyldes i overvejende grad menneskelige aktiviteter.

Men det ændrer intet ved, at der flyver en mængde falske påstande om emnet rundt i luften.

Senest med en FN-rapport om biodiversitet som påstår, at 1 million arter er truet, at ”udryddelsesraten” er størrelsesordener over den naturlige og at fald i biodiversitet er en trussel med menneskenes overlevelse.

Det har meget lidt med virkeligheden at gøre. I den virkelige verden og baseret på observationer er der ifølge IUCN siden år 1500 uddøde 800 arter. De fleste fra isolerede øer og for rigtig mange år siden.

Ekstinktions, fugle og pattedyr

At sammenligne det med ”masseudryddelser” forårsaget af massive geologiske katastrofer, som nedslag af kæmpemeteorer og udbrud af supervulkaner, som inden for dage, måneder og år, decimerede klodens bestand af dyr og planter, er der kun et ord for: Uredeligt.

Faldet i artsantal udgør på ingen måde en trussel for menneskenes velstand og velfærd. Vi, Homo sapiens, har, som alle andre arter evolutionært er udviklet til, indrettet verden, så den passer bedst muligt til vores behov: Ved at øge den globale produktion af planter med snild landbrugsteknologi og ved at øge bestanden af de dyr (kæledyr og husdyr), som vi gerne vil leve sammen med – godt gjort af køer, høns, får & grise, at de har fået os til at passe dem i hoved og r… således, at deres bestand nu er en størrelsesorden over, hvad den ville være i uberørt natur.

Alligevel skal vi gøre noget for naturen & biodiversiteten. Ikke fordi det nytter, men af grunde som Michael Stoltze beskriver så godt: fordi vi kan lide naturen, og fordi vi har en etisk forpligtelse til at passe på den.

Desværre gør vi rigtig mange dumme ting, som nogen tror gavner naturen & biodiversiteten, men som tværtimod gør stor skade.

Fikseringen på klimaændringer er nok den værste. Klimaændringerne har indtil nu været klart gavnlige for naturen og biodiversiteten, da den på grund af det øgede CO2 har øget den globale planteproduktion og dermed muligheder for mangfoldigt liv med 10-15 %

Alligevel forsøger nogle nu at forhindre klimaændringer ved naturfjendtlige tiltag, som arealkrævende energiproduktion i form af solceller & vindmøller, og allerværst i form af bioenergi: afbrænding af skov og produktion af afgrøder til biogas & bioethanol.  I stedet for at fortsætte med at bruge ”lagret solenergi” indtil atomkraft og andre arealintensive produktioner bliver billige nok.

Men den manglende forståelse for, at den videnbaserede landbrugsproduktion med høje udbytter ikke er et problem for naturen, men tværtimod udgør løsningen på naturens problemer med manglende plads, er også storeslem.

Hvis alt landbrug i verden blev drevet ligeså dygtigt, som en middelgod dansk landmand kan præstere lige nu, ville vi med et trylleslag kunne halvere det globale landbrugsareal. Og tænk så, hvad verden kunne præstere med de dygtigste landmænd, som bruger de nyeste og snildeste teknologier: Præcisionslandbrug, marikultur, hydroponiske kulturer, cellekulturer, GMO’er mv. Så ville vi kunne brødføde hele den kommende verdens befolkning på 10+ mia. mennesker på et stadigt aftagende og efterhånden ubetydeligt areal.

Fjender af moderniteten er naturens værste fjende.

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Oluf Johnsson

    Tak, Karl-Iver for dette opslag, som jeg gerne bringer videre (dele med flere også uden for Klimarealismen, hvis du er indforstået dermed! . Det er koert og klart formuleret i et letforståeligt sprog! 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*