Debatindlæg

Om skifergassens fordele

Indlæg af Jakob Kjær, 20 års erfaring indenfor olie og gas

Hvor er det ærgerligt at naturgassen er blevet lagt for had.

Naturgas er verdens reneste og bedste brændsel. Deraf navnet.

Skifergas og naturgas er det samme. Det er Metan (CH4).

For få år siden sagde man at naturgas var den grønne rene og miljøvenlige energikilde. Nu kalder de naturgassen for skadelig, sort, fossil klimagas.

Naturgas slet ikke sort. Naturgas er farveløs og lugtfri. Derfor tilsætter man af sikkerhedsmæssige grunde et lugtstof til naturgassen.

Jeg vil gerne forklare lidt om naturgassens fordele i forhold til afbrænding af træflis.

Fyring med træflis

Fyring med træflis kræver en masse logistik.

  1. Først skal træflisen sejles til Danmark fra fjerne egne som for eksempel Afrika og Canada.
  2. Ved ankomst skal flisen transporteres til et lager på varmeværket.
  3. Herfra skal flisen via kraner og forskellige transportører fødes ind i kedlen til forbrænding.
  4. Når flisen er brændt er der en masse slagger, aske og restprodukt fra bunden af kedlen og fra røggasrensningsanlægget, som skal håndteres og køres væk til deponi.
  5. For at røggasrensningsanlægget kan fungere skal der køres en række kemikalier til anlægget.

Så alt i alt er der en masse logistik forbundet med driften af et træflisfyret varmeværk.

Men der er også meget mekanisk udstyr i form af kraner, transportører, filtre, siloer, etc. der skal vedligeholdes.

Derfor er fyring med træflis lagt mere mandskabskrævende end et naturgasfyret værk.

Hertil kommer transport af store mængder aske og restprodukt til deponi.

Røggasrensningsanlægget er dyrt og forringer den samlede virkningsgrad for anlægget.

Oppetiden på anlægget er ringere på grund af tekniske problemer med mekaniske transportanlæg og røggasrensningen.

Hertil kommer at røgen er korrosiv og kan give tæringsproblemer i kedlerne.

Og så tager det lang tid at starte anlægget op.

Og så indeholder træflisen op til 40% vand! Vil du komme det i din brændeovn derhjemme? Næppe. Jeg tror heller ikke skorstensfejeren ville blive glad for det.

Når kraftvarmeværker konverteres fra kul til træflis siger energiselskaberne, at de gør det af hensyn til klimaet. Det er løgn. De gør det fordi der ikke er afgifter på træ og fordi elpriserne er så lave at elproduktion ikke kan betale sig mere. Sådan er det!

Og så kan der oven i købet stilles et stort spørgsmålstegn ved hvorvidt træflis kan regnes for CO2-neutralt.

Afbrænding af træflis udleder store mængder CO2. Hvis et træ fældes i dag og afbrændes i et varmeværk, er flere årtier gammelt skal træet først genplantes og så skal der gå flere årtier før træet er vokset op til samme størrelse og dermed har bundet den samme mængde CO2 før det kan siges at have været CO2-neutralt. Og hvilken garanti er der for at træet genplantes, hvis det er fældet i udlandet under fjerne himmelstrøg?

Kul er gammelt træ. Træflis er nyt træ. Men røgen er den samme.

Men for nogen er røg fra afbrænding af træflis hellig røgelse, mens røg fra afbrænding af kul, olie og gas er skadelige sorte klimagasser.

Efter min mening er der tale om røg uanset oprindelsen. Røg er røg.

Fyring med naturgas

Ved fyring med naturgas er det ikke nødvendigt med skibs- og lastbilstransporter da gassen kommer til anlægget via en rørledning. Det er heller ikke nødvendigt med røggasrensning da forbrændingen er ren og ikke indeholder aske. Oppetiden er meget høj og virkningsgraden i top og der er meget lidt vedligeholdelse. Det kræver derfor meget lidt mandskab at drive og vedligeholde et naturgasfyret anlæg. Der er heller ikke problemer med kedelkorrosion. Anlægget kan tilmed startes hurtigt op.

Så alle de ulemper man har ved fyring med træflis undgår man ved fyring med naturgas.

Og så har vi formentlig enorme mængder uudnyttet skifergas i den danske undergrund.

Så vi har naturgas nok i Danmark til mange år endnu.

Og vil politikerne forbedre luftkvaliteten i vores byer, hvorfor har de så ikke foreslået at biler og busser kører på naturgas for lang tid siden? Det har man gjort i andre lande i årevis.

Skifergas, biogas og naturgas er forskellige navne for metan (CH4). Naturgas er gammel metan dannet i geologisk tid. Skifergas er metan der ligger i nogle skiferlag i undergrunden. Biogas er ny metan, men røgen er den samme.

Ved at kalde metan forskellige navne og kalde gassen for skældsord så som sort fossil klimaskadelig drivhusgas kan man skabe politik og forvirring. Og det er i dette tågede felt af forvirring, misinformation og løgnepolitikere, dommedagsprofeter og grønne fantaster opererer og trives. Løsningen på dette problem er at kalde tingene ved deres rette navn; nemlig metan. Kort og godt.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*