Uddraget af Krügers brev VI er lavet af Karl Iver Dahl-Madsen. Link til hele brevet her. Det bringes i uddrag for at koncentrere diskussionen på enkeltemner.
IPCC efterlader det indtryk, at CO2 er den dominerende drivhusgas, men klimapanelets anvendelse af drivhusbegrebet er en grov og misvisende forenkling. IPCC udelader i sin formidling helt afgørende sider af drivhuseffekten, der ellers ville afsløre CO2–drivhusgassens stærkt begrænsede indflydelse på klimaet. Betydningen af CO2 som drivhusgas er ”uanstændig” overdrevet, for i virkeligheden er vanddamp den dominerende drivhusgas, men i modsætning til CO2 skaber vanddamp kølende skyer.
I korthed og uden at blive for teknisk er forklaringen følgende: Når Solen opvarmer Jordens overflade, forbruges meget af varmen til fordampning af vand, der som bekendt udgør mere end 70 % af Jordens overflade. Ligesom CO2 er den usynlige vanddamp en drivhusgas, fordi den er i stand til at absorbere den infrarøde, lang-bølgede tilbagestråling fra Jorden. Mens CO2 og ligeledes metan kun er i stand til at absorbere den langbølgede stråling indenfor et meget smalt bånd af bølgespektret, kan vanddamp – som vist i figur 8 – absorbere tilbagestrålingen i næsten hele spektret af infrarødt lys, også de dele af bølgespektret, der dækkes af CO2 og metan. Derfor er vanddamp også i stand til at absorbere størsteparten af den infrarøde tilbagestråling fra jordoverfladen, inden den når frem til de højere liggende infrarøde-aktive CO2-molekyler, og det samme gælder de stråler, som CO2 sender tilbage mod Jorden. Disse processer bidrager til at reducere virkningen af den stigning i atmosfærisk CO2, som er sket siden 1970 ́erne. Den aktuelle CO2- koncentration er godt 400 ppm., mens den gennemsnitlige vanddampkoncentration skønnes at være omkring 4000 ppm. Både på grund af vanddamps molekylære egenskaber og de store mængder af vanddamp i atmosfæren er vanddamp den dominerende drivhusgas. Ifølge DMI er vanddamp den største bidragyder til drivhuseffekten, idet det i gennemsnit er cirka 60 % af den samlede strålingspåvirkning fra drivhusgasser, som kommer fra vanddamp. Til sammenligning er det knap 30 % for CO2́s vedkommende – siger altså DMI.
Figur 8. Øverst til venstre i figuren ses bølgelængdespektret for den solstråling, som slipper igennem atmosfæren til Jorden. Nederst til højre ses spektret for varmestrålingen fra Jorden, når jordoverfladens temperatur er omkring dens middelværdi 15oC. I troperne, hvor jordoverfladen er varmere, forskydes udstrålingsområdet mod venstre (kortere bølgelængde). I de polare områder, forskydes det mod højre. Øverst til højre i figuren ses det bølgelængdeområde, hvor stråler fra jordoverfladen slipper gennem atmosfæren ud i verdensrummet. De sorte bjælker midt i figuren viser de områder af bølgespektret, hvor henholdsvis vanddamp, CO2 og metan er i stand til at absorbere den langbølgede stråling fra Jorden. Det ses, at både CO2 og metan har marginal betydning som drivhusgas, mens vanddamp er den dominerende drivhusgas. Datakilde: Atmosfærefysiker Ole Henrik Ellestad 2017.
Ganske vist er vanddamp den dominerende drivhusgas, men den absorberede stråling i vanddampen overføres til varme, som får vanddampen til at stige til vejrs. Denne konvektion er ifølge atmosfærefysikere en central, men undervurderet brik i drivhusbegrebet. Faktisk er konvektionen 10 gange mere effektiv end stråling og dominerer fuldstændig energistrømmen fra Jorden til verdensrummet i den nederste kilometer af atmosfæren. Da temperaturen falder op gennem troposfæren, der udgør atmosfærens nederste lag, afkøles vanddampen og fortættes gradvist til skyer. Skyer udgør 65±3 % af klodens overflade og reflekterer ca. 20 % af den indkommende solenergi, fordi skyer har en hvid overflade. Det globale skydække virker derfor som en kæmpemæssig parasol – som et kølende tæppe, der hindrer solstrålingen i at nå Jordens overflade og har dermed en afgørende virkning på Jordens klima.
Ved at analysere satellitbilleder indsamlet af International Satellite Cloud Climatology Projecthar forskerne kortlagt og målt de lave skyers udbredelse siden 1983 og sammenholdt resultatet med ændringer i den globale temperatur. Som illustreret i figur 8 er der påvist en klar forbindelse mellem det globale skydække og temperaturen. Hele den globale opvarmning i slutningen af 1900-tallet kan forklares ved en reduktion i det globale skydække på 3 %, og de seneste to årtiers pause i den globale opvarmning er sammenfaldende med et stabilt skydække.
Figur 9. Samspillet mellem ændringer i det totale globale skydække og ændringer i den globale overfladetemperatur 1983-2010. Kilde: Had-CRUT (temperatur). International Satellite Cloud Climatology Project (skydække).
IPCC undlader at medtage virkningen af så afgørende termodynamiske og hydrologiske processer som konvektion og skydannelse, for det er klimapanelet simpelt hen ikke i stand til at beregne og omsætte til et computersprog, og det er en væsentlig årsag til, at klimamodellerne ikke stemmer overens med observationer fra det virkelige klima. IPCC erkender selv, at de har en ringe forståelse af, at skydannelsen har en dominerende virkning på det globale klima, men det når ikke ud til offentlighedens kendskab.
Danish
For mig er det helt afgørende, at observationsfakta afviger mere og mere fra klimamodellerne, IPCC støtter sig til. Mine breve VI og VII synes at forklare hvorfor. Derfor kan den globale opvarmning op gennem 1990´erne også forklares alene ved en reduktion i det globale skydække. Men omfanget af skydækket er ikke alene bestemt af luftens fugtighed, men i lige så høj grad af mængden af skykim, aerosoler, som vanddampen kan fortættes på og blive til skyer. Skykim udgår fra flere kilder , bl.a. mængden af kosmisk stråling, der når frem til Jordens atmosfære. Det er tilfældet, når man ser på de skiftende mængder af beryllium-10 og kulstof-14 gennem de seneste 1.000 år. Begge isotoper produceres af kosmisk stråling. Under middelaldervarmen var produktionen forholdsvis beskeden, i den Lille Istid var produktionen af begge isotoper stor, svarende til svingninger i solaktiviteten, som skruer op og ned for den kosmiske stråling, der trænger ned Jordens atmosfære.
Frem med forfatteren, er det Krüger? Burde der ikke være en indholdsfortegnelse omfattende de tidlige afsnit fra I til V? Og links til dem? Og hvad der venter? Hvem har foretaget opdelingen og på hvilket grundlag? Er det andre forfattere, såsom Karl Iver, der bygger videre på Krügers brev? Det skal nok stå et sted, jeg har ikke gidet at lede. Min tanke går mest til folkenytten af vor klimaportal.
“Ifølge DMI er vanddamp den største bidragyder til drivhuseffekten, idet det i gennemsnit er cirka 60 % af den samlede strålingspåvirkning fra drivhusgasser, som kommer fra vanddamp. Til sammenligning er det knap 30 % for CO2́s vedkommende – siger altså DMI”. Runde tal er altid mistænkelige. Lacis et al. 2010 lader CO2 tælle 20 %, men CO2 styrer H2O ved tilbagefodring (feed-back). Så når den CO2-styrede drivhuseffekt op på 75 %. Jeg siger gerne 90 %. Alle runde tal er som sagt mistænkelige.
Undlad at diskuttere videnskabelige detaljer. Vi kan ikke vinde på den front. Det afgørende må være, at politikerne kan ikke omgøre opvarmningen uanset, hvilke varmegrader, vi taler om. Endvidere, vedvarende energi er ikke vedvarende og ikke tilstrækkelig.
Hej Tommy.
Det har du en pointe i. De oplysninger, du beder om, står nu i uddraget.
Men helt uenig med dig om “videnskabelige detaljer”. At diskutere klimafølsomhed er ikke en detalje men et helt centralt emne. Og vi kan sagtens vinde ved at at vise at IPCC bruger for høj følsomhed og dermed regner for varmt.