De klimamodeller, som IPCC benytter, forudsiger drastiske globale temperaturstigninger og øget havstigning og andre voldsomme følgevirkninger de næste 100 år på grund af menneskets udledning af CO2. IPCC påstår, at hele temperaturstigningen efter 1970 skyldes en øget drivhuseffekt, og at temperaturen ellers ville have været faldende. Men det er pseudovidenskab, når IPCC påstår, at klimamodellerne er rigtige, for de mangler væsentlige sider af det komplekse klimasystem og har derfor på intet tidspunkt stemt overens med de observerede temperaturer. Mange forskere mener derfor, at naturlige klimavariationer fortsat er drivkraften bag det globale klima.
For at kunne benytte en klimamodel som grundlag for politiske beslutninger, skal man sikre sig, at modellen indeholder alle de væsentligste årsagssammenhænge i det komplekse klimasystem. Forskere verden over kan opremse en lang liste af fysiske og kemiske processer, som ikke er helt forstået, og som derfor enten udelades i klimamodellerne eller beskrives utilfredsstillende og derfor ikke matcher de observerede data. Det gælder skyprocesserne, der foregår i en rumlig skala, som er langt mindre end selv super-computere kan klare. Det gælder også mange af klima- systemets naturlige svingninger på en lang tidsskala og problemer med at simulere et så vigtigt klimaelement som Jordens strålingsbalance. Der hersker også usikkerhed med hensyn til betydningen af atmosfærens indhold af aerosoler. Disse støvkorn kan øge atmosfærens tilbagekastning (albedo) af indstrålingen fra Solen og føre til afkøling af Jorden, men aerosoler kan også opsuge varme fra solens stråler og dermed hindre dannelsen af skyer. Mange af disse processer er heller ikke kvantificerede i tilstrækkelig grad og hører derfor til nogle af de største udfordringer for klimamodellørerne. Modellørerne selv kender naturligvis udmærket til modellernes begrænsninger, men det når ikke ud til offentlighedens og de politiske beslutningstageres kendskab.
Figur 2. Både James Hansens model og modellen i IPCC ́s 3. hovedrapport fra 2001 afviger fra observationsfakta, som er den grønne kurve. Der viser udviklingen i den årlige globale temperatur 1980-2014 som glidende gennemsnit af månedsmiddelværdierne fra de tre mest benyttede datasæt. Der ses en trinvis stigende temperatur frem til omkring 2002, hvorefter stigningen i den globale temperatur standser. Kilde: University of Alabama at Huntsville, USA (UAH), Remote Sensing System, USA (RSS) og Hadley Centre for Climate Prediction and Research at the University of East Anglia ́s Climate Research Unit, UK (HadCRUT).
Figur 3. Sammenligning mellem observationsfakta fra balloner og satellitter og gennemsnittet af 102 klimamodellers temperaturafvigelse fra 1979-temperaturen i 5-6 km højde over troperne for perioden 1979-2016. Figuren blev fremlagt af atmosfæreforskeren John Christy under en senatshøring i Repræsentanternes Hus, USA. Kilde: J.R. Christy 2017: Assumptions, policy implications, and the scientific method. Climate Science.
Derfor har – som det fremgår af figur 2 – ingen af IPCC ́s klimamodeller været i stand til at forudsige de faktiske globale temperaturer. En anden forudsigelse, der heller ikke holder stik, er vist i figur 3, hvor man ser en forenklet udgave af en figur, som den amerikanske atmosfæreforsker J. Christy fremlagde under en senatshøring i Repræsentanternes Hus i USA 29. marts 2017. Figuren sætter et stort spørgsmålstegn ved rigtigheden af IPCC ́s klimamodeller, idet den viser en udvikling med stadig større afstand mellem modeller og observationsfakta. Ingen af IPCC ́s klimamodeller har forudset den manglende globale temperaturstigning siden år 2000.
Danish
Vedrørende James Hansens modeller:
Scenarie A: Ved en årlig vækst på 1,5 % i CO2-udslippet ville den globale temperatur frem til 1997 stige 0,5oC. Scenarie B: Hvis der i fremtiden skete en moderat reduktion i udledningen af CO2, ville den globale temperatur i den nævnte 10-års periode stige 0,3oC.
Scenarie C: Hvis politikerne straks indførte strenge restriktioner, som medførte, at udledningen af CO2 ikke steg efter år 2000, ville temperaturen stige omkring 0,2oC frem mod 1997 for derefter at flade ud.
Jeg har naturligvis valgt scenarie A, fordi det blev relateret til noget nær det faktiske udslip af CO2 og blev derfor “markedsført” og gjorde indtryk på politikere og offentlighed. De to andre er ikke så interessante i den forbindelse. Men det gik ikke, som James Hansen forudsagde i 1988. I det nævnte tidsrum 1988-1997 steg den globale temperatur kun 0,2oC. Desuden viser observationer, at fra 1988 og 25 år frem steg den globale mid-deltemperatur kun det halve af det forudsagte. Ydermere har den globale opvarmning endda holdt en pause siden århundredeskiftet, selvom den årlige CO2-udledning rent faktisk steg med 3 % i perioden 2005-2013.
James Hansens klimamodeller har derfor ikke kunnet fremkomme med noget fornuftigt om fremtidens temperatur. Men modellernes dystre udsigter satte sig dybe spor hos politikerne.
Den anden figur er naturligvis simplificeret. Der ikke tale om en lærebog eller en afhandling, men jeg henvender mig til politikere og ikke fagfolk – derfor. Det er korrekt, at båpde UAH og RSS angiver faldende temperatur i 17 km højde siden år 2000, og at UAH viser konstant temperatur i 10, 4 og 2 km højde, mens RSS angiver konstant temperatur i 10 km højde og svagt stigende temperatur i 4 og 2 km højde. Satellitdata har deres problemer, men de er oftest af teknisk art. De er faktisk mere repræsentative på globalt plan end temperaturdata fra jordoverfladen, hvor stationerne ligger skævt fordelt. Men ser vi på målinger ved jordoverfladen, viser langt de fleste dataserier uændret eller ganske svagt stigende temperatur siden 2000 bortset fra El Nino årene. Det helt afgørende for mig har været at vise, at der er en stigende afstand mellem modeller og observationsfakta – det håber jeg er lykkedes.
Mange af de grafer som Krüger viser i dette brev er meget manipulerende.
Den første graf (figur 2) viser kun en sammenligning af James Hansens Scenario A og det observerede. I hans model var der også en Scenario B og C og Scenario B passer meget godt med det observerede.
Så at Krüger kun viser den værst tænkelige scenario og påstår at Jamen Hansen tog fejl i hans model er direkte vildledende.
Den anden graf (figur 3), som kommer fra John Christys senathøring er blevet meget simplificeret i Krügers fremvisning.
I den oprindelige graf (https://www.desmogblog.com/sites/beta.desmogblog.com/files/Christy-Testimony.pdf – side 3) tager Christy flere forskellige modeller, laver et gennemsnit og sammenligner med målinger fra balloner og sattelitter i mellem-troposfæren.
Grafen sammenligner faktisk modeller, der tager højde for mange andre systemer som oceaner, is og forskellige niveauer af atmosfæren til en meget specifik del af atmosfæren. Det er ikke en gyldig sammenligning.
Hvis man skulle lave en gyldig sammenligning, laver man en sammenligning af modellerne af det område, der observeres i og selve målingerne af området.
Hvorfor netop målinger fra 0-20 kilometers højde, hvor mellem-troposfæren befinder sig??
Det er fordi temperaturen fra 10 km op opefter er faldende, hvilket passer med at den stigende mængde af CO2 fanger varmen inden den stiger op til den øvre troposfære og opvarmer den nedre troposfære, hvor al flora og fauna for det meste befinder sig i.
Så ved at bruge de målinger, som beskrevet i dette brev, laver man en cherrypicking og manipulerer med data.
Du kan se hvordan temperaturen i de forskellige højder i atmosfæren har udviklet sig gennem tiderne.
http://images.remss.com/msu/msu_time_series.html
Det er helt fint med en kritik, men spar os for den retorik med manipulerende. Det er en kendsgerning, at midlet af klimamodellerne regner for varmt, Det har IPCC erkendt og vil i FAR6 forsøge at rette op på ved at bruge de bedste modeller.