Den grønne omstilling koster kassen

Af Rasmus Toft-Petersen, som skriver dette på Facebook:

I denne artikel fra Politiken får vi at vide, at den grønne omstilling kun koster 150 kroner om måneden per person.

Teknologierne er på plads, og det er sådan set bare at komme i gang. En overraskende konklusion; PSO’en løb trods alt op i 100 kroner om måneden per person, og vi er trods alt ikke fossilfrie endnu. Tallet kommer fra et speciale udført på SDU.

Den lave pris for den grønne omstilling i DK kommer dog ikke fra specialet, men fra en rapport udarbejdet af Energistyrelsen. I specialet citeres rapporten for, at det vil koste kun 10 milliarder ekstra om året frem mod 2050, at gå fra et energisystem baseret på fossile brændsler til et baseret kun på vedvarende energi.

Problemet er bare, at det ikke er det, der står i rapporten. Energistyrelsen opstiller 5 scenarier for år 2035 og år 2050, og laver i den forbindelse en række antagelser om fremtiden, som i sagens natur ikke gælder i dag, f.eks. omkostningerne ved energibesparelser, og især prisen for vedvarende energi. Elbiler antages yderligere at være konkurrencedygtige. Citat fra rapporten: ”Scenarierne, og særligt de skønnede omkostningsniveauer, er behæftet med en lang række usikkerheder. I dag kræves meget betydelige tilskud, hvis VE i større omfang skal erstatte fossil energi. I scenarierne forudsættes imidlertid, at prisen på VE falder markant i forhold til fossil teknologi. For visse VE-teknologier forudsættes prisfaldet at være så stort, så de i sig selv – dvs. selv uden støtte – er konkurrencedygtige.” Det er jo fint nok, men i princippet antager man det man gerne vil vise.

Det er jo fint nok, men i princippet antager man det man gerne vil vise.

Hvor kommer de 10 millarder så fra? Det er lidt underligt. En af Energistyrelsens scenarier er det såkaldte ’fossile scenarie’. Det fossile scenarie er dog ikke status quo, men involverer en hel del ikke-fossile omkostninger op til år 2050:

• En udbygning af vindenergi med 50 %, med dertilhørende investeringer og omkostninger.
• En omlægning til elbiler, da det antages konkurrencedygtigt (antages både i det fossile scenarie og i vindscenariet)
• En CO2-kvotepris der er det dobbelte af i dag.
• Energibesparelser med dertilhørende omkostninger
• En fuld opgradering af biogas, med dertilhørende omkostninger
• En hjemlig produktion af biomasse (halm) der er flere gange større end i dag, som dog ikke bruges.

Så alle Energistyrelsens scenarier involverer en massiv omlægning af energisektoren, og har derfor hver over 100 milliarder kroner i årlige omkostninger op til år 2050 (se figur fra rapporten). Ingen af dem er status quo. De bygger alle på usikre antagelser om de fremtidige priser på alt fra vedvarende energi over elbiler til prisen på CO2-udledning, og har derfor store ophobede usikkerheder, som i rapporten ikke er vurderet. Men selve forskellen på det hypotetiske ’fossile scenarie’ og vindscenariet er dog kun 10 milliarder om året, og vupti, sådan kommer vi til en grøn omstilling, der koster et fitness-abonnement per snude.

Vupti, sådan kommer vi til en grøn omstilling, der koster et fitness-abonnement per snude.

Energistyrelsens beregninger er ikke tilgængelige, men er sikkert solide. Men artiklens og SDU’s massive oversalg af rapportens konklusioner er misvisende, og gør ærligt talt ikke den grønne omstilling nogle tjenester. Den har været på dagsordenen i et par årtier efterhånden, og vi har både nationalt og internationalt investeret milliarder i deployment og R&D. Det er der selvfølgelig en grund til at man stadig gør. Alligevel kan afkarboniseringen ikke følge med stigningen i energiforbruget, og at antyde at omstillingen både er billig og teknisk løst, gør os alle dummere.