Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Forstenet brug af fossilt

Kolossale kræfter og astronomiske pengebeløb er blevet brugt på at få gang i den ”grønne omstilling”. Hovedformålet er at få nedbragt forbruget af fossile brændstoffer for dermed at få reduceret udledningerne af CO2 til atmosfæren. Der er blevet afholdt konferencer og topmøder og bindstærke rapporter er udkommet i en lind strøm. Landskabet er blevet dækket af vindmøller og solceller mange steder.

Og hvad har det så nyttet? En organisation ved navn REN21, ”Renewables Now” (”Vedvarende nu”) har udgivet sin første statusrapport over fremskridtene med omstillingen af energiforsyningen. Der lægges ud med gode nyheder:

  • Vedvarende energi viste en rekordstor stigning i ny elektricitetskapacitet i 2020, globalt, og var den eneste kilde til elektricitet, der så en netto forøgelse af den totale kapacitet.
  • Vedvarende energi nåede den højeste andel af den globale elforsyning i 2020, anslået 29 % – hvilket i høj grad skyldes lave driftsudgifter og en fortrinsstilling som leverandør i perioder med lav efterspørgsel efter strøm.
  • Mere end 256 GW vedvarende energi til elproduktion blev tilføjet på verdensplan i løbet af året, hvilket slog den tidligere rekord med næsten 30 %.
  • Omkostningen ved elproduktion fra vind- og solenergi er faldet betydeligt i de senere år. I 2020 var den globale vægtede gennemsnitsomkostning (LCOE) for solceller i stor skala faldet 85 % sammenlignet med 2010, mens landvindmøllernes omkostninger faldt 56 % i den samme periode. ….. Disse prisfald betyder, at for størstedelen af Jordens befolkning er elektricitet fra vedvarende energikilder billigere end fra nye kulfyrede kraftværker.

Det lyder da strålende! Så må de onde fossile brændsler da være på vej ud? Ikke helt. Rapporten nævner, at der stadigvæk er brug for ny teknologi for at kunne bruge vedvarende energi i transportsektoren og i dele af industrien. Så vi skal bare have ny teknologi, så kan flyvemaskinerne flyve på solceller?

Rapporten beklager sig også over, at regeringerne ikke gør nok med lovgivning og anden tvang for at få mere gang i den grønne omstilling. Så flyvemaskinerne skal bruge solceller for ikke at overtræde loven. Det skal nok hjælpe.

Så nævnes det, at der stadigvæk investeres alt for meget i udvinding, distribution og brug af kul, olie og naturgas. Kina satser jo massivt på nye kulfyrede værker og eksporterer dem også til lande, hvor man prioriterer en stabil energiforsyning højere end nogle luftige ideer om CO2’s skadelige virkninger.

Fig. 1: Verdens energiforsyning 2019, sammenlignet med 2009

Derefter kommer sammenfatningen af rapporten, som vist på fig. 1. Her ser man en sammenligning af situationen i 2009 og 2019. Det første, der springer i øjnene er at de fossile brændstoffers andel af energiforsyningen er faldet … fra 80,3 til 80,2 %! Det var jo ikke meget. Figuren viser også de ”moderne vedvarende kilder”, ”modern renewables”. Her tegner vandkraften sig for 3,6 %, diverse biomasse for ca. 5 % og så vind, sol, m.v. for hele 2,4 %.

Alle møllerne og solcellerne, alle pengene – og så har vi opnået en andel på 2,4 %. Den skal efter planerne op på 50-70 % i løbet af de næste 8 år og 100 % før 2050. Det kommer ikke til at ske.

https://www.manhattancontrarian.com/blog/2021-6-17-ayl7r557jfmm4kz0t756l1245u0wu1

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*