Som lovet kommer her anmeldelsen af Bill Gates’ bog ”Sådan undgår vi klimakatastrofen”, med undertitlen ”De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver”. Den udkom i februar i år og blev lynhurtigt oversat til dansk og udgivet af Gyldendal, der vel så chancen for en bestseller.
Oversættelsen ved Jesper Klint Kistorp er fin, de fleste engelske udtryk er oversat til solidt dansk og bogen er behageligt fri for trykfejl. Den er let læst, bl.a. nok fordi originalen ikke er på noget højt litterært niveau, men sådan skal det jo også være. Den er illustreret med sort-hvide grafer og fotografier i temmelig dårlig kvalitet, men de går an.
Bogen har en indledning, hvor Bill Gates fortæller om sig selv (og Melinda) og hvor det hyppigst brugte ord er ”jeg”.
Derefter følger en gennemgang af klimakrisen. Her er Gates helt på linje med IPCC og den officielle klimaforskning. Vi er allerede nu plaget af farlige klimaforandringer, og i fremtiden vil den globale opvarmning ende i de rene katastrofer, hvis vi ikke inden 2050 har nedbragt vores CO2-udledninger til nul.
Næste kapitel er en status over situationen. Gates advarer mod synspunkter, som f.eks. Bjørn Lomborg forfægter, at kuren vil blive værre end følgerne af opvarmningen. Hertil svarer Gates: ”Medmindre vi bevæger os hurtigt mod nul, vil ubehagelige hændelser (og sandsynligvis mange af dem) finde sted inden for de fleste nulevende menneskers levetid, og meget ubehagelige hændelser vil finde sted inden for en generation”.
Ingen slinger i valsen her. Gates kaster sig så over løsningerne. Han kigger på vores elforbrug, vareproduktion, landbrug, transport og opvarmning (af bygninger). Han definerer en ”grøn mérpris” for hver løsning og får derved et økonomisk tal for omkostningerne ved reduktion af udledningerne til nul. Et eksempel fra bogen er cementproduktion, hvor det er svært at erstatte de fossile brændstoffer og umuligt at undgå udledningen af CO2 fra opvarmningen af råmaterialerne (primært kalksten). Her beregner han så den grønne mérpris som omkostningen ved at opsamle den udledte CO2 og deponere den i undergrunden. Det bliver selvfølgeligt dyrt!
Gates gennemgår situationen med sol og vind, der ellers er udråbt til hovedelementer i ”den grønne omstilling”. Han er meget nøgtern her og påpeger, at disse to kilder ikke kan stå for en stabil energiforsyning på egen hånd, men skal suppleres med lagring eller med backup. Lagring i batterier er alt for dyr og vil vedblive med at være det, så det er ikke vejen frem. Det vil hjælpe noget med flere højspændingsledninger over lang afstand, så nabostaterne eller -landene kan hjælpe til, men det er stadigvæk ikke nok. Gates oplister andre muligheder, bl.a. brint (som er svær at lagre) eller CO2-opsamling fra fossilt fyrede kraftværker, som er dyr. Andre muligheder: Geotermi, vandreservoirer osv., nævnes, men anses ikke for at være løsninger i stor skala.
Gates slår fast, at der er brug for masser af innovation og nyudvikling af teknologi og under alle omstændigheder kommer vi ikke uden om en storstilet satsning på kernekraft – inkl. fusion i fremtiden.
I kapitlet om fremstilling af ting bliver produktion af stål, cement og plastik gennemgået, også her er de CO2-frie alternativer dyre, de har en høj grøn mérpris.
Gates kommer også ind på landbruget og slår her et slag for ”kød” fremstillet af planter.
CO2-udledningen i forbindelse med transport skal primært løses ved overgang til elbiler. Bogen nævner ikke noget om de enorme træk på ressourcerne, denne fremgangsmåde indebærer. Et alternativ er biobrændslerne, dvs. f.eks. ætanol fremstillet ud fra afgrøder. Det nævnes i bogen og har en betydelig grøn mérpris, men Gates gør ikke meget ud af, at biomasse er en begrænset ressource på verdensplan. Gates nævner også elektrobrændslerne (Power to X). De kunne være realistiske for f.eks. skibe og fly, men de har en meget høj grøn mérpris.
Gates afslutter bogen med nogle politiske overvejelser over, hvad nationale og lokale regeringer skal gøre, og hvad vi hver især kan bidrage med – f.eks. kødfrie dage. Regeringerne skal indføre politikker, der opmuntrer folk til mere klimabevidst adfærd, f.eks. gennem afgifter. De skal også rundhåndet støtte forskning i al den nye teknologi, vi får brug for.
Grundlæggende tror Gates på, at vi kan nå målet om nul udledninger. Vejen dertil er svær, men ikke umulig.
Så der er et anstrøg af optimisme over bogen, bl.a. ved udsigten til al den forskning som Gates og ligesindede skal have penge til.
Men netop i optimismen ligger bogens svaghed. Efter den nøgterne gennemgang af alle vanskelighederne ved ”den grønne omstilling”, bliver disse i stort omfang verfet til side og afløst af budskabet om, at ”det går nok”. Men den konklusion er ikke særligt godt underbygget. Vi løser ikke problemerne med kødløse dage, elbiler og teknologi, som vi ikke har og formentligt aldrig kan få til at virke. Det reelle omfang af opgaven med udfasning af de fossile brændstoffer bliver undervurderet katastrofalt, og derfor vil bogen – hvis beslutningstagerne vil følge dens anbefalinger – føre til bygning af en masse vindmøller og solceller, der bliver dyre og aldrig kommer til at give en stabil energiforsyning.
https://www.gyldendal.dk/produkter/sadan-undgar-vi-klimakatastrofen-9788702299601
Hvem er det lige, der har udnævnt Bill Gates til klimaekspert?
Han er computer-nørd, og det har absolut ikke noget med grønkålssalat at gøre!!!
Skomager, hold dig til din læst!!
BG gør ikke meget ud af A kraft. Heller ikke Thorium og de nye SMR (Small Modular Reactors). Begge dele har ellers tilsyneladende stort potentiale af flere sammenfaldende grunde. Endvidere er BG’s projekt med kemikalier/knust kridt o.lign. i luften, højt oppe, som et solbeskyttende tæppe, en menneskeskabt vulkansky, en dårlig idé og helt ude på det vilde, inhumane overdrev, hvor projektet løber af med fornuften.
Som barn syntes jeg at det var ærgerligt at superheltene fra tegneserierne ikke fandtes.
Som voksen synes jeg at det er ærgerligt at superskurkene fra tegneserierne findes.