Patrick Moore var en af grundlæggerne af Greenpeace, men forlod organisationen, da den blev for kynisk og profitorienteret. Han har markeret sig som modstander af ideerne om en klimakrise, og han har især lagt vægt på CO2’s nyttige rolle for plantevæksten på jorden. Han er naturligvis derfor ret upopulær i klimakredse.
Han har nu skrevet en ny bog med titlen ”Fake Invisible Catastrophes and Threats of Doom”, oversat: ”Falske Usynlige Katastrofer og Trusler om Undergang”.
Det er en bog, der også handler om klima og CO2, men hovedsigtet er at gennemgå alle de skrækscenarier, vi bliver fodret med gennem medierne. Mange søges relateret til klimaforandringer, mens andre ikke direkte har en sammenhæng. Men de bidrager alle til at give os det indtryk, at verdens tilstand er forfærdelig. Moore påpeger, at de næsten alle sammen drejer sig om noget, der enten er usynligt eller langt væk, så almindelige mennesker ikke har en chance for at efterprøve dem.
I 11 kapitler får Moore så gennemgået følgende emner:
1. Afrikas baobabtræer er ved at dø. Påstanden er, at man har konstateret, at de ældste træer dør, hvortil Moore tørt bemærker, at det jo som regel er de ældste individer, der er tilbøjelige til at dø først. Men der er masser af baobabtræer spredt over en stor del af Afrika.
2. Korallerne bleges og dør pga. de beskedne stigninger i havets temperatur. Senest i 2050 vil de alle være uddøde, hvis vi fortsætter vores udledninger af CO2. Moore forklarer tålmodigt, hvordan det her er det rene vrøvl. Korallerne har været på jorden i hundredvis af millioner år, og selv i dag findes de i vand med mange forskellige temperaturer. Generelt trives de bedre i varmere vand. De tilfælde af blegning, der er set, har medført nogen død, men slet ikke udryddelse og korallerne kommer hurtigt tilbage i fuld vigør.
3. Klimasagen. Det er bogens længste kapitel og hele teorien om klimakrisen bliver grundigt tilbagevist. Moore mener slet ikke, at CO2 virker som en drivhusgas, men derimod først og fremmest er til nytte for plantevæksten. Han bygger primært sin argumentation på fortidens klima og CO2-indhold og mener, at det niveau på 280 ppm, der anses for ”det naturlige”, både er historisk lavt og temmelig faretruende.
4. Isbjørnene. De er ved at uddø pga. smeltningen af den arktiske havis. Den påstand er jo for længst tilbagevist, bl.a. af Susan Crockford.
5. En million arter vil uddø pga. klimaforandringer. Moore har ikke megen respekt for den teori. Han påpeger, at vi p.t. kender ca. 1,6 millioner arter på jorden, men at nogen har foretaget et løst skøn, hvorefter der skal være i alt 8,7 +/- 1,3 millioner arter. Heraf skulle så 10-15 % være truet af udryddelse, hvad der også kaldes den ”sjette masseuddøen”. I virkeligheden er antallet af dyr, der er uddøde i historisk tid ret lille, og især i de seneste 20 år er tallet uhyre beskedent. Hvor man ved de tidligere tilfælde af masseuddøen så hele grupper (”familier”) af dyr udryddet, er der i nutiden ikke forsvundet en eneste. Kun enkelte arter inden for hver familie.
6. Den store plastik-ø i Stillehavet. Den findes ikke og er ikke synlig på nogen måde. Plastik i havet betragtes ensidigt negativt, men i virkeligheden er billedet mere nuanceret. Moore forklarer f.eks., at når man finder plastik i maverne på albatrosser, er det faktisk i deres kroer, og de bruger plastikstumperne til findeling af maden på samme måde, som andre fugle bruger småsten. Sten kan man jo ikke finde ude på det åbne hav, og her kommer plastikstumperne ind i billedet. At dyr generelt skulle spise plastik i store mængder er noget vrøvl, de kan sagtens finde ud af, hvad der er mad, og hvad der ikke er. Billederne af opsprættede dyr med plastik i maverne er falsknerier, fremstillet i miljøets hellige navn.
7. GMO, genetisk modificerede organismer, primært i fødevareproduktionen. Lagt for had af miljøforkæmpere og andet godtfolk, uagtet at man aldrig har konstateret nogen risici ved dem. Moore fortæller den grusomme historie om de ”gyldne ris”, som kunne redde millioner af børn fra at dø af A-vitaminmangel, men som miljøorganisationerne hidtil har kunnet holde væk fra anvendelse i praksis.
8. Atomkraft og stråling. Moore går ind for atomkraft og argumenterer i mod den frygt, der er for uheld og radioaktiv stråling.
9. Skovbrande. Påstanden om at klimaforandringer har medført flere og voldsommere skovbrande tilbagevises af Moore, de skyldes primært dårlig administration og manglende brandprævention fra myndighedernes side.
10. Forsuring af havene. Moore påpeger, hvordan den ide kom frem, da det begyndte at gå lidt langsomt med den globale opvarmning, der så alt andet end katastrofal ud. Men CO2 skulle være skyld i noget dårligt, og det blev så ”forsuring”. Det påstås, at havets pH allerede er faldet med 0,1 siden 1750. Det ved vi selvfølgeligt ikke noget om, da man ikke kunne måle pH før i 1924. Og havdyr er i øvrigt meget mindre sårbare over for variationer i pH, end det påstås. Moore forklarer omhyggeligt hvorfor.
11. Hvalrosserne, der pga. manglende havis kastede sig ud over en skrænt og døde i hobetal. Det er en skandaløs påstand, der fremførtes af David Attenborough i BCC’s tv-serie om naturen. Men den har intet på sig. Hvalrosser bruger ikke is til noget, de finder deres mad i havet, og går i land, når de holder hvil. De trives rigtigt godt, og der er mange af dem. I den konkrete episode var de så mange samlet på ét sted, at nogle af dem søgte op ad en flad skråning. Da de var kommet et stykke op, blev de skræmt af isbjørne og flygtede ud over et stejlere stykke af skrænten. Attenborough nævner ikke noget om isbjørne.
Bogens konklusion er således, at vi i virkeligheden ikke har så meget at bekymre os om. Kloden og naturen trives fint, og der er ingen katastrofer under opsejling.
Bogen er let læst og forsynet med utallige velvalgte illustrationer. Man er i godt selskab med Patrick Moore. Skal man komme med en enkelt anke må det være at billedteksterne og fodnoterne er sat med mikroskopisk skrift. Det er lige før, at man har brug for en lup.
https://www.amazon.com/s?k=patrick+moore&i=stripbooks-intl-ship&ref=nb_sb_noss_1
Danish