IEA: Det går opad

IEA, det Internationale Energi-Agentur har udgivet en rapport med status for Verdens energiforbrug i 2024. IEA er jo meget klima-rettroende, og derfor er 2024 langt fra at være gode nyheder. Men man gør sit bedste for at få den grønne omstilling til sol og vind til at ligne en succes.

Energiforbruget i 2024 steg på alle fronter. En kraftig udbygning med især solceller bidrog til at dække en stor del af stigningen men ikke den hele. Således voksede forbruget af naturgas med 2,7% i forhold til 2023 og slog alle rekorder i 2024. Olien, der ellers begynder at spille en mindre rolle i det samlede energiforbrug, steg med 0,8%. Og så er der de forhadte kul, der steg med 1% og derved også slog en ny global rekord.

Ændringerne geografisk fordelt ses af fig. 1. Kina fører an på alle fronter, men mht. stigningen i kulforbruget er Indien tæt på.

Fig. 2 viser situationen generelt, her sammenlignes væksten i energiforbruget med væksten i økonomien og separat væksten i elforbruget. Rapporten nævner gentagne gange, at en stor del af det ekstra strømforbrug skyldes, at 2024 jo var et ”rekordvarmt” år, og derfor var der brug for meget mere aircondition, så er troen på plads. Det nævnes dog også at de forslugne datacentre begynder at spille en større rolle.

I mange år har den økonomiske udvikling været hurtigere end stigningen i energiforbruget, det er illustreret på fig. 3. For hver dollar i bruttonationalprodukt har Verden således brugt ca. 12% mindre energi i 2024 sammenlignet med 2015. Elforbruget er derimod uændret, hvilket kan være udtryk for en stigende elektrificering i Verden – i forbindelse med grøn omstilling, men det skyldes nok snarere den generelle velstandsstigning i Verdens befolkninger.

Interessant nok ser man også på fig. 3 faldet i CO₂-udledninger pr. dollar. Det følger en jævn kurve, der er ikke tegn på nogen acceleration, som Roger Pielke Jr. gør opmærksom på i sin omtale af rapporten. Derfor er vi reelt ikke i gang med nogen grøn omstilling af energiforsyningen, og målet om ”netto nul” ligger langt ude i fremtiden. Fig. 3 viser et fald på 1,9% i CO₂-udledningerne pr. dollar pr. år, men det i en situation, hvor bruttonationalproduktet stiger mere end de 1,9%. Derfor stiger udledningerne i reelle tal, som vi har set. Klimamålene for f.eks. 2050 ville på kurven her kræve et fald på 8,1% pr. år. 

Pielke illustrerer situationen med fig. 4, der viser den hidtidige udvikling i energiforbruget fra kul, olie og gas, der slog nye rekorder i 2024. Figuren viser så, hvordan udviklingen skal vendes, hvis vi f.eks. skulle nå ”netto-nul” i 2050. Det ser jo, mildt sagt, ikke synderligt realistisk ud.

IEA-rapporten kommer også ind på udviklingen mht. elbiler, som man selvfølgeligt opfatter meget positivt, og illustrerer med fig. 5. Det ser ud som om, der er er godt gang i salget rundt omkring på Jorden.

Her har Pielke dog bemærket, at skalaerne på diagrammerne er forskellige, og han har så udarbejdet en ny version med ens skalaer, fig. 6. Så ser man meget mere tydeligt, at hele den globale udvikling primært er trukket op af Kina, og der er lange udsigter til, at elbiler bliver de dominerende i trafikken, som man ellers drømmer om. 

Konklusionen er således, at forbruget af kul, olie og gas fortsætter med at stige, ikke mindst i landene i den 3. Verden, og omstillingen til sol og vind lader vente på sig. De udgør ikke nogen omstilling, men kun et – noget besværligt – bidrag til energifesten.