Fredag d. 31.1.2025 indtraf en skelsættende begivenhed. Regeringen aflyste det ellers programsatte udbud af havvindmøller i Kattegat og Østersøen og bebudede en omkalfatring, der vil indebære, at der ved kommende udbud – i modsætning til de eksisterende spilleregler – vil være betydelige statstilskud, således at skatteyderne – igen – må til lommerne. Regeringens beslutning kommer i forlængelse af et tilsvarende udbud vedrørende havvindmøller i Nordsøen i december 2024, som til ministerens store overraskelse ikke førte til et eneste tilbud, selvom det samme tidligere var sket for et tilsvarende udbud i England. Her blev udbudsvilkårene efterfølgende ændret, således at der i halen på projektet blev bundet en meget høj, mangeårig garantipris (pristalsreguleret) – igen for skatteydernes regning og risiko. Selvom regeringens seneste beslutning er (endnu et) udtryk for, at den herskende ideologi for udvikling af Den Grønne Omstilling er kollapset, var det mærkeligt nok ikke noget, der i nævneværdig grad interesserede medierne.
Der er ellers nok at tage fat på, idet udbuddet af havvind bygger på en meget bred politisk aftale fra juni 2022, hvori det udtrykkeligt anføres, at de pågældende udbud skal ske på markedsvilkår og uden nogen form for statsstøtte. Energiministeren beskriver poetisk vindenergien, som man troede var et pengetræ, hvor samfundet kunne plukke pengesedlerne i hastigt tempo, men hvor det nu i stedet bliver et afpillet træ, hvor opgaven består i at klistre pengesedler – skatteydernes pengesedler – på træet. Det er bemærkelsesværdigt, at den alternative mulighed til at lade skatteyderne holde for, altså at opgive disse kommercielt ikke bæredygtige fantasiprojekter, ikke er faldet ministeren ind. Men skal ministeren have magt, som han har agt, skal forligspartierne, altså på det nærmeste hele Folketinget, aktiveres og tilslutte sig yderligere ekstremt store skatteyderbidrag, som vil være nødvendige, og det får vi se, om der er stemning for – i disse tider. Vælger man den engelske garantimodel, kommer skatteyderne til at betale en eventuel negativ difference mellem garantipris (pristalsreguleret) og markedspris og vice versa, hvis markedsprisen bliver højere end garantiprisen (det såkaldte CfD – Contracts for Difference). Det vil i givet fald indebære, at enhver risiko i projekterne, bortset fra anlægsudgifterne, vil være din og min som skatteydere og det vil utvivlsomt lokke investorer til, der blot skal have styr på anlægsudgifterne, hvorefter guldkalven risikofrit kan malkes.
Men ikke nok med, at den indenrigspolitiske aftale fra juni 2022 har lidt totalt sammenbrud. I maj samme år blev indgået den såkaldte 4-landeaftale (Tyskland, Holland, Belgien og Danmark) om at investere en bagatel af 1000 milliarder kroner på opstilling af 10.000 af de allerstørste havvindmøller, der skal kunne levere 65 GW el i 2030 og 150 GW i 2050, dvs. en 4-dobling af kapaciteten på 5 år og 10-dobling på 25 år i forhold til aktuelle havvindskapacitet på 15-16 GW. Fuldt udbygget kan møllerne forsyne 230 millioner husstande med strøm (svarende til 5-600 millioner mennesker), altså når det blæser. Dette fremgår af pressemeddelelsen i forbindelse med aftalens indgåelse, der nedtoner de udfordringer, der knytter sig til at få sendt strømmen i land og derefter at få den transporteret rundt i Europa og – ikke mindst – til de enorme anlægsprojekter, der er nødvendige, dels som backup ved “dunkelflaute” (vindstille) dels som aftager af den betydelige mængde overskudsstrøm, der vil blive en realitet, når det blæser.
Ser vi alene på de forpligtelser, Danmark har påtaget sig efter denne internationale aftale, skal vi inden 2050 have rejst havvindmøller med en kapacitet på 35 GW. Det er ret voldsomt, set i lyset af, at den aktuelle kapacitet er 2,6 GW og at Danmarks samlede behov er 5 GW. Det kan udtrykkes på den måde, at der skal ske en 13-dobling af kapaciteten i forhold til i dag eller – om man vil – at der hvert eneste år de næste 25 år skal etableres havvindmøller i et omfang, der svarer til 50% af den samlede kapacitet i dag. Hvert eneste år samtidigt med, at det vil indebære, at alene kapaciteten af havvindmøller fuldt udbygget vil overstige landets forbrug (dagens forbrug) med 750%. Jeg antager, at denne aftale som så meget andet lider eller allerede har lidt skibbrud, inden forarmelsen af de danske skatteydere sætter et nyt angreb ind. Men den enes død er som bekendt den andens brød og Kristian Jensen, der står i spidsen for lobby-organisationen Green Power Denmark vejrer derfor morgenluft for andre grønne projekter og anfører i forlængelse af sammenbruddet for det aktuelle havmølle-projekt, at det “derfor er afgørende, at vi får opført flere solceller og vindmøller på land”, men – naturligvis – også, at det er vigtigt, at regeringen viser vilje til “at hjælpe disse projekter på vej” (læs endnu flere skatteydermidler).
Der er således ingen tvivl om, at den vedvarende energi har meget vanskelige vilkår, og svaret fra branchen er den velkendte automatreaktion, at der skal skydes (endnu) flere skatteydermidler i de mange projekter. Men vi er nødt til at se disse enorme projekter i et andet lys. Et lys, hvor hele Europa er på vej til at blive kørt ud på et økonomisk sidespor, og hvor risikoen for at blive hængende i recession og armod efterhånden er overhængende med mange indikationer herpå.
For det første er konsekvensen af det fortsatte ekstreme ambitionsniveau for Den Grønne Omstilling utvivlsomt – som også påpeget af Klimarådet ved flere lejligheder – at den danske elproduktion i fremtiden vil være endnu mere ustabil i perioder uden sol og vind og at vi – og andre lande – vil opleve længere perioder med strømsvigt allerede i 2030. Det vil samfundsøkonomisk være ekstremt dyrt på denne måde at bringe de højteknologiske, vestlige lande på niveau med de fattigste u-lande i henseende til ustabil strømforsyning.
For det andet vil den ustabile strømforsyning føre til yderst svingende priser på el, en kendsgerning, vi allerede nu mærker i danske virksomheder og husholdninger. Ved dunkelflaute, hvor strøm bliver en mangelvare, stiger priserne til astronomiske højder og når det blæser kraftigt, hvor de mange møller for alvor skal vise deres værd, er der al for meget strøm med den virkning, at priserne falder til mindre end ingenting eller endog til negative priser, altså at der skal betales for at komme af med al den overskudsstrøm. Sådanne meget kraftige udsving er ødelæggende for virksomhederne, der ikke kan kalkulere produktionspriser og for befolkningerne, der vil opleve betydelig usikkerhed i privatøkonomien.
For det tredje er de teknologiske og økonomiske forudsætninger for den omlægning, som er lovpligtig iht klimaloven, slet ikke på plads og bliver det næppe heller, så det er kommercielt bæredygtigt, i al fald de første mange år. Således venter vi stadig på det teknologiske og økonomiske gennembrud for de tiltag, der går hånd i hånd med, og i realiteten er en forudsætning for, den grønne omstilling. Det gælder først og fremmest for Power to X-teknologien (PtX), hvor overskudsstrøm eksempelvis kan benyttes til produktion af grønt brændstof (metanol), men som i dag – fortsat – produceres langt billigere ud fra råolie, men det gælder også biobrændstoffer, der produceres af f.eks. madaffald, som her i landet såvel som i udlandet, er gået i stå. For ikke at nævne de store brintfabrikker (elektrolyse), der også er eller var tænkt som brikker, der skal få det store puslespil med overskudsstrøm til at gå op, men som ikke er kommercielt bæredygtige og derfor ikke er blevet til noget. Og det stærkt opreklamerede Jyske Backbone, et brintrør fra Viborg til Tyskland, som de vestjyske kommuner havde store forventninger til, synes lagt i mølposen, idet der nu alene tales om et rør fra Esbjerg til grænsen, som næppe heller bliver til noget, da den grønne brint prismæssigt ikke bliver konkurrencedygtig. Altså medmindre skatteyderne igen igen skal bidrage. Og endelig er hele problematikken om lagring af strøm, det være sig med enorme batteriparker, varme sten, vandbassiner/vandkraftværker og hvad man ellers kan finde på, fortsat helt uløst, ikke teknologisk, men på en sådan måde, at det er kommercielt bæredygtigt, og produktion i fuld skala har lange udsigter, hvis det nogensinde bliver til noget.
For det fjerde overser de farveblinde, der kun kan se grønt, det faktum, at mere end 80% af verdens energi i dag kommer fra fossile brændstoffer og mindre end 5% fra sol og vind uden at disse procentandele har flyttet sig nævneværdigt i mange år. Realiteten er derfor, at fortsatte reduktioner i brugen af fossile brændstoffer i Vesten modsvares af øget forbrug af de samfundsmæssigt meget billigere fossile brændstoffer, ikke mindst kul, i Kina, Indien og den tredje verden i øvrigt. De samfundsmæssigt voldsomt dyre tiltag i Danmark og Vesten ændrer derfor absolut intet ved den globale udledning af CO₂, samtidigt med, at de alt for bekostelige og usikre grønne tiltag i Vesten på ingen måde vil være en inspiration til at gøre det samme andre steder, men snarere være skræmmebilleder, ingen ønsker at efterligne.
For det femte har nedturen for Den Grønne Omstilling allerede haft betydelige konsekvenser i den grønne industri. Konkurser er efterhånden dagens orden og børskurserne for grønne virksomheder rasler ned. Eksempelvis er kursen på den tyske gigant Siemens faldet 60% siden sommeren 2023 og endnu mere udtalt er kursudviklingen for de to danske mastodonter på den grønne scene, Vestas og Ørsted, som siden 2021 har tabt markedsværdi på 70%(Vestas) og 81% (Ørsted), hvis direktør for nylig er fratrådt. Her kan også nævnes de stort markedsførte energiøer, som er lagt i mølposen og næppe kommer op igen og meget andet kunne fremhæves.
Tiden er inde til at ændre den politik, Danmark og Vesten har valgt, hvor man – grebet af panik – “lægger sporene mens vi kører”. I stedet bør knappen sættes på hold og (nogle af) de mange milliarder investeres i den forskning, der – måske – vil kunne gøre Den Grønne Omstilling kommercielt bæredygtig. Når og hvis det sker, vil omstillingen nemlig komme af sig selv, fordi det bliver det bedste og det billigste alternativ og for investorerne bliver det tiltag med det største afkast. Indtil da vil den fortsatte udbygning af sol og vind trække os og Vesten i dybere og dybere armod. Og vi vil opleve, at virksomhederne i Vesten i videre og videre omfang taber konkurrenceevne i forhold til deres konkurrenter i Kina, Indien og USA med negative samfundsmæssige konsekvenser og tab af velfærd til følge.
Danish
Det er i den senere tid blevet åbenbart, at krig og krigslignende forhold udgør en større samfundstrussel end klimaforandringer. Vi har set flere eksempler på, at en fjende kan skade kritisk infrastruktur. Det kan eskalere.
I løbet af de seneste 150 år er elektriciteten i stadig højere grad blevet taget i brug, til stor nytte. Men det har også gjort os stadig mere afhængige af en sikker strømforsyning.
For at komme i mål med at overholde løfter om den Grønne Omstilling har man måttet forcere ”elektrificeringen” af samfundet. Det har indebåret en kraftig udbygning af den ustabile og følsomme vindenergiproduktion, en massiv omstilling af transporten til eldrevne køretøjer og en øget brug af eldrevne varmepumper til opvarmning af bygninger. Alle æg i samme kurv.
Det må ophøre. Tværtimod bør køretøjerne i stigende omfang igen drives af højeffektive og miljøvenlige benzin- og dieselmotorer. Der bør etableres et stort antal nødstrømsanlæg, også primært baseret på motorer eller gasturbiner. Derved ville man ved et strømsvigt kunne opretholde f.eks. pumpefunktionerne i drikkevands- og centralvarmesystemer. Man ville kunne forebygge, at internettet går ned og sikre, at der stadig kan betales med kreditkort og mobilepay. Olie, naturgas og biobrændstoffer er energitætte og velegnede til lagring over lang tid.
Der er en lang række mulige årsager til et stort eller katastrofalt strømsvigt. En del af dem, men langtfra alle, beskrives i Beredskabstyrelsens publikation “Nationalt risikobillede”. Den seneste version, som lægger øget vægt på ekstreme vejrbegivenheder, blev publiceret i januar 2022, tilfældigvis en måned før Rusland invaderede Ukraine (!) Der er behov for en snarlig opdatering.
En af de mulige årsager er, at et skibsanker ved et uheld eller bevidst brugt beskadiger et søkabel, der forbinder en vindmøllepark langt ude på havet med land. En anden mulig årsag er et koordineret droneangreb på flere landanlæg, f. eks. store transformatórstationer. En tredje er at en “muldvarp” i en overvågningscentral bevidst udfører fejlmanøvrer.
Der kunne slås til en kold og vindstille vinterdag, hvor elektricitetssystemet er belastet maksimalt, vindmøllerne står stille, sygefraværet er stort og beredskabet reduceret. Tænk på den 11. september 2001; få havde haft fantasi til at forestille sig den begivenhed.
Selv små, utilsigtede, lokale forstyrrelser kan udløse kaskadeforløb, som i værste fald kan føre til en total kollaps i det store, transnationale elektricitetssystem og strømsvigt i uger eller mere. Hidtil er det ikke gået så galt, men der har været tilløb.
Der er blevet oprettet et ministerium for samfundssikkerhed og beredskab. Spørgsmålet er, om man er parat til at gå tilstrækkelig radikalt til værks, til at sluge store kameler. Vedtagelsen af et langt større forsvarsbudget end tidligere viser, at det kan lade sig gøre. Det haster.
Vestas og Ørsted er børsnoterede så vi kan følge lidt med i hvad der sker i disse virksomheder. Men CIP er ikke børsnoteret og pensionskasserne har investeret store beløb i dem. Det bliver ikke rart når den grønne varmluftsballon går ned.
I agree that this is a wonderful essay, Ib Ulstrup!
However, just to double check on whether Lars Aargaard is taking the slightest bit of notice of what you and your colleagues have written here, I opened the postings of his Ministry this morning. https://www.kefm.dk/ and am discouraged to see that Denmark is totally set on “net zero” energy policies, the “green” hydrogen pipeline to Germany etc etc
Tell me please, can it be possible that Lars Aagaard and the whole Danish Government are completely oblivious that there is a German election in 9 days time that will almost certainly abandon the completely infeasible and unaffordable “green transition”?
Som Hugh Sharmans link viser, er der bred politisk enighed i Folketinget om at bruge 15 milliarder skattekroner i etablering og drift af eksport af “grøn” brint til Tyskland. Der står intet om Tyskland vil eller kan aftage den hundedyre brint.
Et fremragende indlæg, som illustrerer to former af begrebet bæredygtighed. Der er det uldne begreb, som politikere og grønne velfærdsklienter som Kristian Jensen holder op foran sig for at afmontere enhver kritik. Der kræves bare tålmodighed, til vi når det grønne nirvana om en snes år. Tænk bare på Pol Pot, som blev kaldt “den ultimative dybdeøkolog”. Så er der begrebet økonomisk bæredygtighed. Her er der til gengæld kontant afregning. Tag aktiekurserne for Ørsted og Vestas som udtryk for, at den grønne omstilling er punkteret. Den vil selvfølgelig fortsætte, indtil det er klart for selv de mest tungnemme, at dækkene er kørt i smadder. Kan brint redde os? Det vil prisen på brint afgøre. Den amerikanske producent af brintdrevne lastbiler Nicola (efternavnet Tesla var allerede taget i brug) blev for ikke længe siden bogført til $30 mia. En smule mere end Ford Motor. Firmaets grundlægger blev i 2022 dømt for at have vildledt investorer om teknologiens velsignelser. Nu balancerer firmaet på randen af konkurs. Det højt besungne voluminøse råderum er mestendels fugle på taget. Det brede politiske etablissement herhjemme har nærmest beskrevet dem som stegte duer, som ville flyve ind i munden på os inden længe. Sådan er det næppe længere. At tabe troværdighed uden at tabe ansigt er en svær kunst. Det vidner klima-, energi og forsyningsministerens lange rygsvømning d. 31. januar om.
Kristian Jensen!!! Bankassistenten, der egenhændigt torpederede, ikke alene det borgerlige flertal, men nu også en seriøs energipolitik.
Og så er den direkte skadevirkning for danskerne slet ikke nævnt.
“Deres” pensionsselskaber øder milliarder af danskernes pensionsopsparing ud på grønne kaosprojekter, på ordre fra Staten. Ørsted, Danica, og ikke mindst ATP, hvis eneste opgave ellers er at forvalte tvangsopkrævede midler så godt og især sikkert som muligt.
Mon direktøren bliver fyret? Nok ikke!
Han har jo “blot” fulgt de fremherskende vinde!
Det er projektet – the great reset.
Jeg kalder det den grønne afvikling og jeg sammenligner det med nazismen.
Det kommer til og gøre rigtig ondt.
Jeg synes allerede det er mega træls!!
Den grønne omstilling er under afvikling
Nedturen for Den Grønne Omstilling i den grønne industri: Kursen på den tyske gigant Siemens er faldet 60% siden sommeren 2023 og Vestas og Ørsted har siden 2021 tabt markedsværdi på henholdsvis 70% og 81%. Plus Northvolts konkurs.
Kun med statstilskud rejses nogle havvindmøller og forlænges et brintrør med retning mod Tyskland. De sidste krampetrækninger er danske bidrag til den tyske omstilling, som også er gået i stå.
Jeg har aldrig haft tillid til folk (forskere, politikere og redaktører) der kalder bekæmpelse af CO2 for GRØN omstilling, når det er børnelærdom, at CO2 gør verden grønnere.
Det er ikke kun producenterne af maskineri, der lider nød, solcellefirmaerne er , ikke forbavsende, også i store vanskeligheder. Hvordan kan man tro, og få andre mennesker end politikere til at tro man kan drive en virksomhed, hvis produktion kun fungerer 16% af tiden? De øvrige 84% af tiden står “fabrikken” stille og koster kun penge.
Kristian Jensen, der advokerer for planøkonomi, var medlem af Venstre, Danmarks liberale parti. Ligeledes stemte 3 af 5 Venstre-europaparlaments-medlemmer imod, at atomkraften kunne være del af taksonomi-forordningen.
Det undrer mig, at vestjyske borgmestre er så begejstret for at plastre landskabet til med solcelle- og elektrolyse-projekter. Hvad skulle den kommunale fordel være ved det? Arbejdspladser og værdiskabelse til fordel for kommunernes indbyggere er tvivlsomme. At Better Energy’s postulater om vedvarende arbejdspladser ikke efterprøves, tyder på politisk inkompetance og medløberi. Etablering af diverse projekter, incl. brintrøret, beskæftiger stort set kun importeret arbejdskraft, på samme måde som da Baltic Pipe etableredes.
Det grundliggende problem er at politikerne i den synkende skude Europa, er så arrogante og bedrevidende, at de hellere vil køre alt i sænk end at tabe ansigt og indrømme at de har taget fejl.
Det ser man også med alle de andre problemer de har skabt for befolkningen.
Der bliver intet gjort.
Det får bare lov at fortsætte ned ad bakken.
Det varer derfor ikke længe før man begynder at glæde sig til Putins invasion.
Det er måske desværre det eneste håb for fremtiden vi har efterhånden.
Hørt — Men Putins hjælp skal du ikke regne med. Kan nok finde en kontakt hvis du vil flytte til Nisnye Novgorod. 😀
God sammenfatning af en alvorlig problemstilling, som vil påvirke den hellige gral ‘velfærd’.
Er der råd til det hele set i lyset af den næsten masochistiske glæde ved at indføre en krigsskat på 5%.
Hvis vi skal undgå skattestigninger, hvilket er nødvendigt, så skal der prioriteres hårdt.
Med fare for at blive skældt ud, så behøver EU og Danmark en ‘Trump’ type. Det, der er blæst helt ved siden af for ‘eliten’ og MSM, er, at Trump er i gang med en storstilet udgave af en Amerikansk ‘Luksusfælden’.