Den gængse fortælling om Grønland er, at afsmeltningen af indlandsisen er accelererende. Det bliver værre og værre for hvert år, der går, og som en følge heraf vil verdenshavene stige helt ustyrligt og sætte f.eks. København under vand. Årsagen til afsmeltningen er primært, at Grønland bliver varmere som følge af vores udledninger af CO2.
Specielt skyldes opvarmningen, at arealet af is og sne bliver mindre i Grønland. Is og sne kaster sollyset tilbage i verdensrummet og virker derfor kølende på temperaturen. Mindre is og sne bevirker derfor en – endda selvforstærkende – opvarmning, og vi kunne endda risikere at nå et af de frygtede tipping points, ”væltepunkter”, hvor tabet af is stiger voldsomt, temperaturen går amok og fremkalder endnu mere afsmeltning osv.
Den eneste måde, hvorpå vi kan undgå denne vanskæbne, er ved at give rigelig statsstøtte til nye danske havvindmøller…
Nu har hjemmesiden Klimanachrichten taget spørgsmålet op i forbindelse med en gennemgang af (endnu) en uvederhæftig udsendelse i tysk fjernsyn. Klimanachrichten illustrerer sit opslag med tre interessante figurer, som det er værd at gengive her. De sætter hele situationen i Grønland i et noget andet lys.
Udsendelsen i fjernsynet hævdede for det første, at der falder meget mere regn i Nuuk om sommeren nu. Det giver jo associationer til ”klimaforandringer” og varmt vejr. Desværre viser statistikkerne siden 1950 noget andet, jfr. fig. 1. Reelt er der ikke nogen ændringer eller tendenser de seneste 70 år, om end der er store variationer fra år til år.
Så er der påstanden om den ”accelererende” afsmeltning af indlandsisen. Her har vi mange gange vist Polar Portals graf, der reelt viser, at afsmeltningen har holdt sig på et jævnt niveau siden 2006, om end igen med store udsving. Her tegner Klimanachrichten en lidt mere vovet graf, fig. 2, der faktisk viser et fald i afsmeltningen i de senere år. Der er et årligt tab, men det svarer til en havstigning på under en mm om året, så vandet når ikke Rådhuspladsen de første mange hundrede år.
Den udjævnede graf viser korttidstendenser og er derfor i klimasammenhænge nok lidt overfortolket. Men omvendt, når man skal ”bevise”, at der er tale om en acceleration, tager man den gennemsnitlige afsmeltning over 10 år fra periodens start 1987-1997 og sammenligner med det samme tal for f.eks. 2007-2017. Så får man en større afsmeltning i sidstnævnte periode. Men statistisk er det naturligvis fup, der er efter alt at dømme bare tale om et udsving over en kortere årrække.
Men hvad så med tabet af is, der fører til mindre bortkastning af solstrålerne, det man i fagsprog kalder nedsat albedo? Det må primært være en effekt, der er synlig om sommeren, hvor Solen står højere på himlen og kan afgive noget varme af betydning. Om vinteren står Solen meget lavt, og er vi nord for polarcirklen, er den helt væk omkring midvinter.
Nu er det imidlertid således, at størstedelen af opvarmningen i Arktis finder sted om vinteren. Det er her, man måler de højere temperaturer, ligesom det faktisk også er tilfældet i Danmark. Men der er stadigvæk frostvejr i hele Grønland om vinteren, døgnet rundt, og derfor ingen afsmeltning af is. Fig. 3 viser så udviklingen i temperaturen i Arktis om sommeren fra 1980 til 2024. I Grønland er der reelt ingen stigning igennem de mange år (mellem 0 og 0,04 grader), og dermed ikke mere afsmeltning eller tab af albedo.
Historien om Grønland er en skrøne som så mange andre, der skal tjene til at fremme klima-sagen, og hvor man ikke tager kendsgerningerne så nøje.
Danish
Her er en relevant hilsen fra DTU Professor Abbas Khan:
https://videnskab.dk/naturvidenskab/abbas-flyver-til-farlige-gletsjere-for-at-se-ind-i-fremtiden-det-er-helt-vildt/?utm_medium=email&utm_source=vores-nyhedsbrev
Abbas Khan er en alarmist, der sidder på Grønland om sommeren og ser gletsjerne bevæge sig og derefter tager hjem til København for at få computeren til at komme med nogle dystre forudsigelser om afsmeltningen af indlandsisen. Det er der ikke nogen, der bliver klogere af.
Til Søren og Jan,
Alt er relativt; hvis man forestiller sig at der sker en opvarmning inde over indlandsisen fordi temperaturen stiger fra -48 til -46 er teorien korrekt – så kalder man det opvarmning. Men de jetstrømme, der bringer den varme luft fra ækvator kommer sjældent over 60 grader nord og påvirker efter min overbevisning ikke klimaet på Grønland, da denne jetstrøm har en radius på maximum 100NM og går altid vest mod øst SYD for Grønland og Island.
Jeg kan, som Jan, ikke få øje på nogen opvarmning om vinteren og målinger af høje temperaturer må jeg bede om at få dokumenteret. Det er selvfølgelig også relativt hvad der menes med høje temperaturer; er det bare at golfstømmen sørger for at holde Murmansk isfri hele året og at Lofotens fiskere kan nyde godt af det kolde, men isfri farvand?
Det er ikke jetstrømmene alene, der sørger for transport af varme mod nord op igennem f.eks. Atlanterhavet. Almindelig vind og havstrømmene hjælper til. Og faktum er, at en væsentlig del af varmetabet fra Jorden finder sted ved udstråling over hhv. 70 grader nord og 70 grader syd. Den varme kommer nødvendigvis fra troperne i hele den periode hvor sollyset er uden betydning.
“Nu er det imidlertid således, at størstedelen af opvarmningen i Arktis finder sted om vinteren. Det er her, man måler de højere temperaturer…” Det må jeg have forklaret: hvor kommer varmen fra?
Til Jan Østergaard
Jorden modtager størstedelen af varmen fra Solen omkring Ækvator. Herfra vil luft- og havstrømme transportere varmen mod nord mod Arktis og mod syd mod Antarktis. Den proces foregår året rundt og er helt afgørende for temperaturerne ved polerne. Hvor der omkring Ækvator er et kæmpe overskud af indstrålet varme, er situationen omvendt ved polerne, her er der et kraftigt tab af energi ud i verdensrummet. Det er i sidste ende denne balance, der bestemmer temperaturen i Arktis.