Indtil for få måneder siden gik man og troede, at fremstilling af elektricitet ved hjælp af havvindmøller bare var en knippelfin forretning. Energistyrelsen skrev i sit Teknologikatalog om priser, der snart ville nå ned på 30 øre/kWh, og ja, med indhøstede yderligere erfaringer kunne vi, jfr. fig. 1, komme ned i nærheden af 20 øre!
Det ville jo være meget kærkomment efter et 2024, hvor gennemsnitsprisen uden tariffer og afgifter lå på ca. 53 øre/kWh.
Argumentet var også, at den grønne omstilling ville betale for sig selv, det var simpelthen en god forretning for samfundet at omstille elforsyningen til sol og vind, masser af beskæftigelse og økonomiske gevinster lå der, lige klar til at plukke.
I Danmark blev der sat 6 gigawatt havvind i udbud. Denne gang skulle der overhovedet ikke være tale om nogen statsstøtte, men derimod skulle investorerne betale ”husleje” for det stykke havbund, hvorpå de opførte deres møller, de såkaldte koncessionsbetalinger.
Men så begyndte vanskelighederne. Renten steg og vindmøllefabrikanterne begyndte at sætte deres priser gevaldigt i vejret. I udlandet blev havvindprojekter aflyst på stribe, og investorerne vendte tilbage til regeringerne for at få flere penge eller højere garanterede priser. Ørsted, der var dybt involveret i mange projekter og havde brugt mange penge på dem, måtte inkassere nedskrivninger i multimilliardklassen. I Storbritannien resulterede en udbudsrunde i nul bud, og efterfølgende afholdt man en ny, hvor de garanterede priser var sat op i nærheden af 80 øre pr. kWh. Og selv her kneb det med at få investorer med på vognen.
I Danmark var regeringen fortrøstningsfuld, der blev holdt fast i de store udbudsplaner, inkl. koncessionsbetalingerne. Stor var overraskelsen i december, da den første runde, på 3 GW placeret optimalt i Nordsøen, slet ikke modtog nogen bud.
Næste runde skulle efter planen finde sted i april i år, men her var der tale om placeringer i hhv. Kattegat og Østersøen, hvor vindforholdene er noget ringere, se fig. 2. I mellemtiden gik Energistyrelsen og ministeriet i ”dialog” med investorerne. Hvad der kom frem her, vides ikke, men i torsdags meddelte elselskabet Andel, at man ikke ønskede at afgive et bud i april. Man havde kigget grundigt på tallene og kunne ikke se, at investeringen kunne tjene sig selv hjem og ved siden af dække koncessionsbetalinger.
Det medførte så, at i går, fredag, holdt energiminister Lars Aagaard en pressekonference, hvor han kundgjorde, at udbuddet i april er aflyst. Man har erkendt, at økonomien i havvind er for dårlig, og der var ingen udsigt til, at nogen ville byde på projekterne. Aagaard udtrykte situationen på følgende vis:
– Hvis vindenergi er et juletræ, så var det et juletræ, hvor samtlige aftalepartier havde forventning om, at vi kunne plukke pengesedler, men nu skal vi hænge nogle sedler på træet.
Der tales nu om statsstøtte, f.eks. i form af de Contracts for Difference, CfD, hvor vindmølleejerne er garanteret en fast elpris (reguleret for inflation) i en 15-20-årig periode. Hvis markedsprisen ligger under dette beløb, betaler staten forskellen til ejeren, hvorimod hvis markedsprisen er højere, skal ejeren betale differencen til staten. Det er jo en meget fin ordning, hvis man vil investere i havvindmøller, indtægten er garanteret og fast uanset hvad, så den eneste risiko, man løber, er hvis selve bygningen af vindmølleparken skulle gå hen og blive dyrere end budgettet. Men det burde man nok kunne styre, hvis man er professionel i branchen.
Samme dag blev det i øvrigt annonceret, at Ørsted skifter sin topchef ud, den gamle, Mads Nipper, havde stået bag udviklingen med milliardtabene og en aktiekurs, der var styrtdykket.
Det interessante spørgsmål nu er, hvad gør vi? Skal vi krampagtigt holde fast i drømmene om den grønne omstilling? Som Berlingske udtrykker det:
Der [er] stadig grund til at rose regeringen for at handle hurtigt og se sandheden i øjnene; nemlig at grøn omstilling er vedhæftet med betydelige omkostninger.
At erkende det nyttesløse i det hele er Berlingske ikke nået til endnu.
Det er man selvfølgeligt heller ikke i Klima- Energi- og Forsyningsministeriet, der i et opslag bl.a. skriver følgende:
Danmarks elforbrug skal være helt grønt. Ligesom Europas også skal blive grønnere og mere sikkert. Det er udgangspunktet for regeringens nye initiativer, der skal give det danske havvind- og brintmarked et solidt rygstød i et udfordret globalt marked. Blandt flere håndtag er regeringen klar til at se på statsstøtte for at sikre 2-3 GW havvind og statslig finansiering til strækningen af et brintrør, der skal gå fra Esbjerg til grænsen og være i drift i 2030.
Man bemærker, hvordan de oprindelige 6 GW fra det aflyste udbud nu er blevet til 2-3 GW. Til gengæld gøres der et nyt forsøg på genoplivning af den tomme brintrørledning, der nu kun skal gå fra Esbjerg og sydpå til grænsen. Her er der ifølge DR tale om et lån til Energinet på 8 mia. kr. og et 30-årigt ”potentielt” driftstilskud på 8 mia. kr., afhængigt af at brugerne faktisk sender noget brint igennem.
Med mindre statsstøtten ikke medregnes i el- og brintpriserne, vil det betyde, at vi fremover kommer til at levere brint til Tyskland, delvist betalt af de danske skatteydere.
Ministeriet skriver herefter følgende:
Strømmen i en dansk stikkontakt skal være grøn – og Danmark skal kunne klare sig selv. Behovet for at producere sikker grøn energi uafhængig af andre lande bliver gang på gang understreget…
Er man i ministeriet slet ikke klar over, at vi i vores elforsyning er mere afhængig af udlandet end nogen sinde før, ikke mindst i form af vores kolossale udveksling af strøm med Norge og Sverige? Flere vindmøller vil kun gøre den situation værre.
Alle planerne om statsstøtte skal nu ifølge ministeriet drøftes med Folketingets partier med håb om, at en ny udbudsrunde kan gennemføres inden udgangen af 2025. Intetsteds står der noget som helst om, hvad det forventes at koste, hverken i milliarder af skatteyderkroner eller i fremtidige el- (og brint-)priser.
Ministeriet nævner også, at Energiø Bornholm fortsat er på hold, da ”de nødvendige rammer” endnu ikke er på plads. EU har ellers givet tilsagn om støtte, men beløbet, ca. 5 mia. kr., er jo en dråbe i havet i forhold til, hvad der mangler af penge til investeringen.
Flere medier har bemærket, at hvor regeringens planer ellers indebar 9 GW ny havvind inden 2030, taler man nu om 2-3 GW. Det bliver interessant at se, hvad Klimarådet siger til det, når det skal vurdere vores muligheder for, at vi kan opfylde klimalovens mål om 70% reduktion.
Den grønne omstilling er ikke død endnu, men den er vist kommet på intensiv og lagt i respirator.
Danish
Hydrogen, EUs frelse.
Jeg leste at Tysklands nye gasskraftverk skal forberedes for bruk av hydrogen som drivstoff.
Da har jeg følge de kommentar:
For å produsere en kg hydrogen med elektrolyse kreves det 66 kWh.
I en kg hydrogen er det 33,3 kWh.
Virkningsgraden i et gasskraftverk er ca 50%. Du får ut som elektrisk energi ca 17 til 20 kWh.
For å drive et hydrogen kraftverk må vi ha minst 3 like store kraftverk for å produsere nok hydrogen til et hydrogen kraftverk. Det er bare super flinke politikere som ser slike geniale løsninger på klimakrisen.
Knut m Hauge
Norge
PS vi har mange slike superflink politikere i Norge også.
@Søren
Brint kan ikke erstatte naturgas uden betragtelig omkalfaring af infrastruktur. Den mest realistiske ide til at anvende brint i stor skala, er til at berige metan, som så kan erstatte naturgas.
Felix,
Du har ret. En omstilling til brint ville kræve omfattende ombygninger af transport- og lagerfaciliteter. Hertil kommer den detalje, at der ikke rigtigt findes nogen industriel brænder, der kan køre på 100% brint, der er nogle tekniske udfordringer, som ikke er løst endnu. Så ja, en vis iblanding af brint i naturgassen er nok den eneste realistiske mulighed p.t. Men det stopper ikke store ånder – og det ville jo heller ikke føre os til “netto-nul”, hvor al naturgassen skal udfases…
Det problem med penge klarer vores socialistiske politikere så let som ingenting.
De åbner bare værktøjskassen, og tager løsningen op som de plejer.
Nemlig mere skat.
Nu skal vi, som har Verdens højeste skattetryk, også betale krigsskat, så det er bare at lægge en ny vindmølleskat,
og brintskat oveni.
Så er det problem også løst.
Der er altid mulighed for at udplyndre befolkningen mere, bare det gavner politikernes drømmerier.
I dagens Berlingske Tidende, lørdag den 1. februar, gengives et pressemøde i går, hvor Lars Aagaard sagde:
” Regeringen vil gøre det klart i dag, at vi er villige til at kikke på statsstøtte i det omfang, det er nødvendigt”.
Så det lader til, at skatteyderne igen skal pumpes for milliarder af kroner i tilskud til en håbløs sag, her havvindmøller og brintrør.
Jeg kom pludselig til at tænke på “Bilgravsminde”, som jo var den bro, der blev bygget ved Nyborg, men som aldrig blev tilsluttet vejnettet og stod isoleret i landskabet i mange år indtil den blev revet ned. Historien om Bilgravsminde er ret sjov og gik i al sin enkelthed ud på en bro, der skulle bygges ved omlægning af færgelejerne i Knudshoved. Broen blev dog overhalet af beslutningen om en fast forbindelse over Storebælt. Broen var endnu ikke opført, hvorfor Vejdirektoratet indgik i forhandlinger med entreprenøren om ikke at igangsætte byggeriet. Dette mente Jens Bilgrav-Nielsen dog ikke Vejdirektoratet kunne gøre, idet der var tale om en folketingsbeslutning, hvorfor Vejdirektoratet trak følehornene til sig og betalte entreprenøren for at bygge en bro, der ikke skulle forbindes til vejnettet.
Måske man i Esbjerg i brintrøret kan få sit eget monument ?
Søren skriver:
“Med mindre statsstøtten ikke medregnes i el- og brintpriserne, vil det betyde, at vi fremover kommer til at levere brint til Tyskland, delvist betalt af de danske skatteydere.”
Jeg tænker om der er nogen som har vurderet hvad tyske produktionsfirmaer vil betale for den grønne brint. Måske skal danske skatteydere udover ovenstående også sende kolde kontanter med brinten for at få brintprisen ned på et niveau, hvor tyskerne vil købe brinten?
Brinten skal i Tyskland typisk erstatte naturgas. Den køber tyskerne p.t. for ca. 40 EUR/MWh. Hvis brint skulle sælges til samme pris pr. MWh bliver prisen pr. kg ca. 1,3 EUR eller knap 10 kr./kg. De optimistiske bud på udgifterne til brint fra elektrolyse er 60-80 kr./kg. Så der skal solid statsstøtte til, hvis tyskerne ikke skal få deres energi fordyret.