IPCC’s fremtid

På Substack havde Roger Pielke Jr. for nogen tid siden et interessant opslag om IPCC, FN’s Klimapanel. IPCC har for nyligt afholdt et møde, hvor man er gået i gang med at forberede den næste store Vurderingsrapport, AR7. AR6 blev jo udsendt i 2021-22 i alle sine over 7000 sider, så man må hellere komme i gang med den næste.

Pielke Jr. mener absolut ikke, at vi kan undvære IPCC, da han i bund og grund accepterer, at vi har et problem med klimaforandringer. Heri er bl.a. undertegnede jo uenig, og efter min mening kunne man godt skrotte IPCC i sin helhed. Man kunne i hvert fald sætte sig for at skære vurderingsrapporten ned, f.eks. til en femtedel af det nuværende omfang.

Men tilbage til Pielke Jr. Han er en bundhæderlig mand, og nu giver han udtryk for betænkeligheder ved den udvikling, som han ser hos IPCC. Han mener, at IPCC gradvist driver i retning af åbenlys klima-aktivisme, fremfor at fokusere på at samle et omfattende videnskabeligt materiale, der kan danne grundlag for politikernes beslutninger. IPCC har selv tidligere beskrevet sin mission på følgende måde:

IPCC’s rolle er at bedømme, på omfattende, objektiv, åben og gennemsigtig basis, den tekniske og socio-økonomiske information, der er relevant for at forstå det videnskabelige grundlag for risikoen ved menneskeskabte klimaforandringer, de forventede følger og mulighederne for tilpasning og forebyggelse.

Det er jo en længere smøre, men det fremgår klart, at IPCC ikke nødvendigvis skal dække hele klimavidenskabens resultater, men kun fokusere på de ”menneskeskabte klimaforandringer” og hvad vi skal gøre ved dem.

Men der er klart definerede grænser for, hvor langt IPCC kan gå:

IPCC’s rapporter skal være neutrale mht. politik, om end de kan blive nødsaget til objektivt at behandle videnskabelige, tekniske og socio-økonomiske faktorer, der er relevante ved gennemførelsen af konkrete politiske tiltag.

Det kan fortolkes derhen, at det ikke tilkommer IPCC at foreslå bygning af vindmøller til løsning af ”klimakrisen”, men hvis nogle politikere beslutter at gøre det, så kan IPCC bistå med vurderinger af tiltagene i alle aspekter.

Endeligt er der et mindre pip om alsidigheden:

Det er vigtigt, at rapporterne beskriver forskellige (muligvis omstridte) videnskabelige, tekniske og socio-økonomiske syn på et emne, især hvis de har betydning for den politiske diskussion.

Her har vi dog set utallige eksempler på, at IPCC-rapporterne bevidst udelader eller fordrejer videnskabelige resultater, der ikke flugter med den gængse klimafortælling.

Men generelt er det IPCC’s opgave at tilvejebringe det videnskabelige grundlag. Politikerne, der efterfølgende skal træffe beslutningerne, kan ofte være nødt til at tage mange andre ting i betragtning (f.eks. økonomi eller befolkningens velfærd), så derfor skal IPCC ikke fortælle politikerne, hvad de skal gøre.

Det er ikke desto mindre, hvad IPCC er godt i gang med. Den nye formand, Jim Skea holdt på COP29-mødet her i november en tale, hvori han fik sagt flere bemærkelsesværdige ting. Først lagde han vægt på, at det haster med at komme med løsningerne. Men det er ikke IPCC’s opgave at bedømme, om det haster eller ej. Skea fik også sagt:

Angående energi, så ligger langt de største muligheder i forbindelse med den vedvarende energi, især vind og sol…

Men nej, det er ikke IPCC’s opgave at anvise konkrete tekniske og politiske løsninger. IPCC skal opstille oversigter over de forskellige muligheder, inkl. sol og vind, men også f.eks. kernekraft, naturgas, geotermi eller CO₂-opsamling osv. Der er jo ingen generel enighed om, at sol og vind er bedst.

Men Skea blander sig også i konkret politik:

Idet metan er en særligt kraftigt virkende drivhusgas, kunne støtte til den Globale Metan-Forpligtelse medføre hurtige resultater i forbindelse med at undgå opvarmning i den nærmeste fremtid.

Igen, at støtte ”forpligtelsen” er måske en god idé, men det ikke noget, IPCC skal begynde at agitere for.

I optakten til planlægningsmødet udsendte IPCC en pressemeddelelse, hvor den fik hele armen om ”farlig global opvarmning”, forårsaget af menneskelige aktiviteter, og som havde medført mere ekstremvejr, og bragt flere milliarder mennesker i fare. Det var vigtigt, at alle bestræbte sig på at holde temperaturstigningen under de 1,5 grader, og et godt middel hertil ville være udbygning med vedvarende energi.

Som Pielke Jr. tørt bemærker, så kunne den svada komme fra en hvilken som helst halvstuderet aktivist-organisation. Værre er det, at en del af udsagnene faktisk ikke rigtigt har noget grundlag i AR6’s videnskabelige del, men snarere er den gængse klimahistorie, der uafladeligt fremføres i medierne. Her burde IPCC holde sig til videnskab på et mere seriøst niveau.

Pielke Jr. giver følgende karakteristik af AR6-rapporten:

Efter min mening, vedrørende [AR6] var Arbejdsgruppe 1 (WGI), der arbejdede med den fysiske videnskab, forholdsvis tæt på IPCC’s grundprincipper, hvorimod WGII ofte gled ind i en bekymrende grad af klima-aktivisme, og WGIII viste tegn på at være blevet kapret af en forholdsvis smal gruppe af eksperter.

Pielke Jr. slutter med sine anbefalinger til den næste IPCC-rapport, AR7. Her bør man søge tilbage til grundprincipperne for organisationen, og det bør alle redaktører og hovedforfattere mindes om. Der er masser af andre organisationer, der kan sprede klima-aktivistiske budskaber i store mængder.

Fordi IPCC generelt har en høj anseelse, er det fristende at forsøge at bruge organisationen til klima-agitation. Men det må IPCC’s ledelse kæmpe imod med hård hånd og fortsat holde en neutral videnskabelig stil.

For egen regning kan vi tilføje, at disse anbefalinger vil være et skridt i den rigtige retning, til glæde for Verden og menneskeheden, og klimaet sker der ikke noget med.