Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Sammenkædning

Alarmist-hjemmesiden CarbonBrief, har udarbejdet en oversigt over hvor mange af tilfældene af ekstremvejr, der kan kædes sammen med ”klimaforandringerne”. Ikke overraskende er det mange, som vist på fig. 1. Her fremgår det, at ud af 103 tilfælde var de 72 mere alvorlige, eller optrådte med uventet hyppighed pga. menneskeskabte klimaforandringer.

Fig. 1: Resumé af 103 sammenkædnings-studier for USA. Røde pletter er “alvorligere eller mere sandsynlige”, blå pletter er “mindre alvorlige eller sandsynlige”, gule pletter: “Ingen indflydelse” og grå pletter: “Ikke muligt at konkludere noget”

For hver af begivenhederne kan man så finde en lille analyse, der forklarer sammenhængen med klimaforandringerne. Således om orkanen Katrina, der oversvømmede store dele af byen New Orleans i 2005.

Computersimuleringer viser, at vandstanden ved oversvømmelsen ville have været 15 til 60% lavere i år 1900, sammenlignet med 2005. Denne drastiske ændring viser, at der skete langt større skader fra oversvømmelserne i 2005, end der ville være sket, hvis havniveauet og klimaet havde været, som de var i år 1900.

I gamle dage sagde man altid, at papir er taknemmeligt, man kan skrive hvad som helst på det. Nu til dags må det hedde, at computere er taknemmelige, man kan få hvad som helst ud af dem…

WUWT har Anthony Watts nu en omtale af CarbonBriefs oversigt, og han er ikke imponeret. Han påpeger, at grundlaget for oversigten er sammenkædningsvidenskaben, som bl.a. bedrives af WWA, World Weather Attribution. Fremgangsmåden er hver gang at gennemføre computersimuleringer, hvor man først prøver at genskabe orkanen, oversvømmelsen, eller hvad det nu måtte være, som den var her i nutiden. Derefter gennemfører man den samme simulering, men denne gang med f.eks. en lavere global temperatur, som man regner med, at der var i f.eks. år 1900. Nu kan man se, hvor meget værre tilfældet blev i nutiden, og det er så den ”menneskeskabte” forandring.

Men som Watts påpeger, resultater fra computersimuleringer er ikke forskning. Når der ikke er tale om målte resultater, har man ingen mulighed for at efterprøve, om resultaterne har noget med virkeligheden at gøre, eller det bare er, hvad computeren spyttede ud – baseret på det gætværk, som forskerne fyldte i den.

Og, som vi har været inde på mange gange, så viser alle statistikker over orkaner, tyfoner, oversvømmelser, tørke og naturbrande ikke nogen tydelig tendens hen igennem de seneste 100 år eller mere. Hvis der er forskelle, kan de ofte henføres til mangelfuld rapportering i fortiden. Således har vi ikke noget godt overblik over antallet af orkaner i f.eks. Florida omkring år 1900, da staten den gang var ekstremt tyndt befolket og mange orkaner således kunne gå i land helt uden at blive opdaget.

I dag går den globale kommunikation uendeligt meget hurtigere end for 50-100 år siden, og derfor vil nyheden om enhver oversvømmelse eller storm lynhurtigt blive spredt ud over hele Kloden. Det er medvirkende til opfattelsen af, at vejret er blevet meget vildere i de senere år. Medierne er også tilbøjelige, i deres sensationslyst, til at blæse selv mindre begivenheder op til alvorlige katastrofer. Det giver oplag og klik på de digitale platforme, men er ikke udtryk for nogen videnskabelig erkendelse.

Som vi tidligere har været inde på, så er den videnskabelige metode i sammenkædningsstudierne fundamentalt forkert. Man har på forhånd en teori om, at vejret nu er værre end for 50 år siden, og så sætter man computeren i gang med at bekræfte den ide. En mere korrekt fremgangsmåde ville være at sige, at vi vil se, hvor en simulering fører os hen, uden på forhånd at ønske et bestemt resultat. Men det er jo ikke formålet, og det lægger WWA-folkene heller ikke selv skjul på. Formålet er at højne opmærksomheden på troen om CO2’s skadelige indflydelse. Her er computermodeller naturligvis et meget velegnet og fleksibelt værktøj. Men som Javier Vinós siger, computerens resultat afspejler det program og de forudsætninger, som ophavsfolket har lagt ind, og det behøver slet ikke at have noget som helst med virkeligheden at gøre.

Watts slutter sin artikel med at konkludere, at oversigter som CarbonBrief’s gør mere skade end gavn, fordi de tjener til at vildlede offentligheden og ikke at bibringe os ny og bedre indsigt. Han har ret.

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Valle Hansen

    Når lyn og torden – storm og regn hærgede i vikingetiden, sagde man, at det var Thor, der red over himlen med sine geder. I middelalderen sagde man, at det var Guds straf. Da jeg var barn i 1960’erne sagde man: “Det er nok de dér sputnikker . . .!” I dag siger man: “Det er også alt det dér CO2, vi lukker ud i atmosfæren.”
    Det bliver interessant, hvad man mon vil kalde det om 50 – 100 år?

  2. Sven Ove Thimm

    Det er meget sandt at den hurtige kommunikation, især med billeder, og mediernes sensationslyst giver begivenhederne et apokalyptisk præg, hvilket klimaforskere ikke altid har meget lyst til at modsige.
    Selv om det skulle lykkes nogen at finde en sammenhæng mellem orkaner og temperaturstigningen, så beviser dette i øvrigt ikke at temperaturstigningen udelukkende skyldes menneskets CO2-udledning. Dette er stadig kun en hypotese.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*