Kan du også godt lide isbjørne?

Kan du også godt lide isbjørne, især når de er små? Det kan jeg nemlig, og jeg kan ikke få nok af at se alle de filmklip på SoMe der viser de små klodsede pelsklumper med deres store poter og de sorte knapøjne. Hvilken tragedie, hvis nu den globale opvarmning skulle gøre det af med arten Ursus maritimus – eller gør den det? Hvis man skriver ’climate change polar bears’ i tekstsøgefeltet på Google, er det allerførste søgeresultat, der dukker op, en artikel på websitet CarbonBrief:

Læs endelig gerne artiklen. Helst til Halloween – eller hvornår du gerne vil blive skræmt. Der er de velkendte gloser: “Konsensus er klar – I takt med at den arktiske havis smelter, får isbjørnene det sværere og sværere ved at jage, parre sig og få unger”. Der er grafer, der viser, at havisen går ad helvede til, og så er der hele artiklens kerne, nemlig grafer med model-beregnede årstal for, hvornår hver enkelt isbjørnepopulation vil møde sit endeligt, hvis ikke havisens hurtige afsmeltning, dvs. den globale menneskegjorte opvarmning, stoppes, osv. osv.

Nu er det bare ikke liiiige så enkelt, som artiklen gerne vil have os til at tro. Og det med den videnskabelige konsensus, det kan du godt glemme alt om. Hvordan havisens geografiske fordeling og dens årlige vækst eller afsmeltning i de arktiske områder påvirker isbjørnene, er i den grad et hedt (eller koldt?!) debatteret emne i den videnskabelige litteratur.

Således opremser en artikel fra 2024 skrevet af David McGeachy og kolleger fra Edmonton, Canada, alle usikkerhederne omkring de faktorer, der kunne påvirke antallet af isbjørne i en population. For eksempel taler forskerne i sammenhæng med isbjørne ikke om ”overlevelse” (survival), men om ”tilsyneladende overlevelse” (apparent survival), fordi hvis ikke man finder en isbjørn eller dens kadaver, kan man ikke konkludere dens død. Den kan være ”emigreret” til en helt anden region, og det kan både være midlertidigt eller permanent. Emigranter kan dermed forpurre regnskabet, og der er også noget, der tyder på, at det meget ofte skete i tidligere opgørelser og stadigvæk sker.

Desuden prioriterer isbjørnehanner forskelligt, i forhold til hvor gamle de er, hvor længe ind i smeltesæsonen de vil jage for at opbygge fedtreserver, og på hvilket tidspunkt de tager på land for at finde en parringsparat hun. Her er det en hypotese, at den slags prioriteringer i hanbjørnens færden kan være påvirket af tidligere begyndende sæson-afsmeltning og længere perioder uden is.

McGeachy’s og kollegers undersøgelse har kunnet vise en statistisk synlig forskydning i den årlige afsmeltning, som hen over den observerede periode gradvist starter lidt tidligere og ender senere – men variationen mellem årene er stor! Samtidigt viste forfatterne, at den geografiske lokation for afsmeltende is i Hudson Bay ikke fulgte en forudsigelig lineær trend og også varierede stort mellem årene. Den geografiske lokation, hvor isen smelter mest, er af stor betydning for de førnævnte emigrationsvandremønstre.

For hanbjørne ”i den bedste alder” (5-19-årige) fandt forskerne en 10% reduktion i ”tilsyneladende overlevelse” der stod i en sammenhæng med den årlige variation og lokation af smeltende is i Hudson Bay. Om udviklingen i overlevelse er en følge af isens udbredelse, eller de to ting bare er sket samtidigt, er ikke til at afgøre med de forhåndenværende søm. De 10% stammer således fra en matematisk model, og ikke fra en faktuel optælling for dette studie. Det skal så slet ikke lyde som kritik, da forfatterne gør, hvad de kan for at forklare vanskeligheder og usikkerheder med at tælle isbjørne.

Hudson Bays bestande bliver forsøgt optalt fra luften (observationer fra fastmonterede kameraer på flyvemaskiner) med fem års mellemrum. Den sidste observation stammer fra 2021, hvor der blev talt 618 bjørne (statistisk usikkerhed: 425-899). Rapporten kan læses her.  Også denne rapport konkluderer, at der er et nedadgående antal isbjørne, denne gang af hunkøn, men den metodiske fremgangsmåde har sine begrænsninger, idet der kan ske menneskelige fejl, og at der kun er tale om en stikprøve. Andre videnskabelige undersøgelser støtter sig på tal fra ugentlige indrapporteringer om observationer (bear sightings), som bliver registreret af lokale myndigheder, for eksempel i byen Churchill i Canada. 

Men måske er der håb forude for at slå endelig fast, om isbjørnene trives eller ej.

Et helt nyt studie har nemlig nu fundet en anden og meget smartere måde at tælle isbjørne på, til og med om de kunne være ”immigranter” fra andre regioner. Forskerne brugte lokkemad og snubletråd til at indsamle små hårprøver, som kunne genetisk identificere de isbjørne der gik i fælden. Snubletråden var også koblet til et kamera, der så kunne måle både størrelsen og bjørnens ernæringstilstand (fat index).

Dataindsamlingen foregik over en to-måneders sommerperiode i 2021 i James Bay (Hudson Bays sydlige udløber). Og så fandt forskerne, at 52% af bjørnene var gennemsnitlig bygget, og 25 % var ”fede”. Kun 4% var tynde.

Så måske er der alligevel håb, for disse fantastiske dyr med de store kulsorte øjne.

A Beary Christmas, y’all.