Det seneste klimatopmøde er slut. Det var nr. 29 i rækken og blev afholdt i Baku i olie- og diktaturstaten Aserbajdsjan, ved bredden af Det Kaspiske Hav. Lidt afsides, vil nogen mene, og privatflyene kom ud på noget længere ture end ellers, men årsagen var, at landet var det eneste, som hverken Rusland eller Ukraine nedlagde veto imod. Mødet skulle denne gang foregå i det udvidede Østeuropa.
Antallet af besøgende var betydeligt lavere end i Dubai i fjor, kun 50-60.000, og bemærkelsesværdigt nok glimrede en lang række betydningsfulde statsledere ved deres fravær. Det gjaldt bl.a. Joe Biden, Narendra Modi (Indien), Lula de Silva (Brasilien), Olaf Sholz og selvfølgelig Xi Jinping. Sidstnævnte havde nok for travlt med at klippe snore over til indvielserne af nye kulkraftværker hjemme i Kina.
Interessen for klimaet er tydeligvis faldende. Den kommende præsident Trump har allerede bebudet, at han atter vil trække USA ud af Paris-aftalen og midt i mødet blev den argentinske delegation trukket hjem, da præsident Javier Milei ikke mente, at mødet var umagen værd.
Til gengæld tyder noget på, at olie- og gasbranchen har haft glæde af mødet, de er repræsenteret og det forlød, at en lokal COP29-repræsentant var blevet grebet på fersk gerning i forsøget på at tegne oliekontrakter med nogle folk, han troede var fra Hongkong. Men det var forklædte aktivister.
Klimarealisterne var i år repræsenteret af to prominente herrer. Dels John Robson fra Canada, der står bag hjemmesiden Climate Discussion Nexus, han deltog i den første uge og har i en stribe små informative videoer fortalt om, hvad han så og oplevede. Der er til sådan et arrangement mødt en masse organisationer og virksomheder op, de falbyder deres politiske budskaber eller klima-venlige produkter. Det er ikke ulig Klimafolkemødet i Middelfart, men meget smukkere og glattere – og alt er indendørs. John Robson havde den følgende karakteristik af, hvad der foregik til selve møderne:
Hele processen er sunket ned i endeløse møder om at skabe mekanismer, der kan koordinere standarder for, eller tiltag til, et samarbejde om at udsende kraftige signaler vedrørende deres vilje til at diskutere mekanismer.
Den anden repræsentant fra vores side var Marc Morano, fra CFACT og Climate Depot. Han er veteran og har efter eget udsagn deltaget i mere end 20 COP-møder. På hans hjemmeside kan man se en video, hvor han bliver interviewet sammen med to klimaaktivister fra den hårde kerne. De var virkeligt ubehøvlede i deres forsøg på at nedgøre Morano, men han svarede selvfølgeligt godt for sig. Jeg kom til at tænke på min egen lille optræden i TV2 Newsroom, klemt inde mellem en uvenlig studievært og en uvidende aktivist, men her er Morano selvfølgeligt langt mere professionel.
Selve mødet, hvor man skulle nå frem til den afsluttende aftale, foregik vanen tro bag lukkede døre. I år skulle fokus være på klima-finansiering, der er et pænere ord for, at de rige lande skal betale milliarder af dollars til de ”fattige”. ”Fattige” i gåseøjne fordi bl.a. Kina, Indien og Mellemøstens oliestater stadigvæk på papiret tilhører denne kategori. Ikke fordi de nødvendigvis forventer penge, men det er jo rart at slippe for at være med til at betale.
Oplægget inden mødet var, at der skulle 1000-1300 milliarder dollars på bordet i årlige betalinger. Det lå meget tungt lige fra start af. Tiden gik, og først om torsdagen, næstsidste dag, var der et forslag på bordet, der talte om op til 250 milliarder dollars – fra 2035. Det ville heller ikke bare være kontanter i hånden, men også lån, og en del skulle finansieres af private. Det gav naturligvis et farligt hyl fra modtagernes side, og der stod man fredag eftermiddag, hvor mødet efter planen skulle være slut. Forhandlingerne gik – som de plejer – i overtid, men denne gang var der selv dagen efter, lørdag, stadigvæk ikke nogen afgørelse. Beløbet var for småt, det ville komme for sent, og hvad med inflationssikringen? På givernes side var problemet selvfølgeligt, at Europa stod næsten alene, den amerikanske delegation var handlingslammet, fordi Trump snart overtager præsidentposten og Kina havde ikke tænkt sig at fravige sit princip om kun at give frivillige bidrag (f.eks. til vennerne, der tillader kineserne at udvinde værdifulde råstoffer på deres jord).
Først natten til søndag kunne de trætte mødedeltagere annoncere, at der var enighed om et resultat. Aftaleteksten ”opfordrer til” at ”der samarbejdes for at opskalere” målet for 2035 til 1300 milliarder dollars. I første omgang ”genbekræfter” man dog, at målet for 2035 skal være 300 milliarder. De udviklede lande skal føre an, men pengene skal komme fra et stort ”udvalg af kilder, offentlige og private … inklusive alternative kilder”.
Aftaleteksten er fokuseret på pengene, og der står ikke noget om hverken at udfase eller nedfase brugen af kul, olie og gas. Det skuffede mange, der havde håbet på skarpe formuleringer om, hvordan vi skal opfylde Paris-aftalens mål vedr. temperaturstigningerne på maks. 1,5 eller 2 grader. Men dem kunne der vist heller ikke opnås enighed om. De bliver til gengæld hovedtemaet på næste års COP-møde i Brasilien, hvor man skal følge op på klimamålene. Det bliver en interessant omgang.
COP29’s mødeledelse udsendte en oversigt over alle de øvrige aftaler, der blev indgået. Det meste er absolut i småtingsafdelingen, her et eksempel:
COP29’s mødeledelse lagde betydelig vægt på betydningen af Åbenhed (transparency) og halvårlige Abenheds-Rapporter (ÅR) ved at lancere Baku-Åbenheds-Platformen og ved at efterspørge tidlige input fra deltagerne, hvilket resulterede i at 11 deltagere plus den Europæiske Union vil indsende inden tidsfristen 31. december. For at foregå med et godt eksempel har COP29-mødeledelsen også indsendt sin egen ÅR.
Ih, hvor vi rykker!
I aktivistkredse og blandt de mere woke politikere er der skuffelse over COP29’s resultat, vores hjemlige klimaminister Lars Aagaard, syntes f.eks., at det var ”enormt trist”.
Det er det vel også, hvis man tror på, at vi står over for en akut klimakrise, der skal løses med drastiske initiativer her og nu, som f.eks. FN’s Miljøagentur plæderede for. Men der er jo ikke nogen krise, og kun en forceret grøn omstilling kan for alvor bringe os ud i problemer.
Så igen må man spørge, om COP-møderne ikke har udlevet deres tid? Viljen til at gøre det, som klimavidenskaben foreskriver, bliver mindre og mindre, i takt med at tiltagene bliver mere og mere urealistiske. Så hvorfor ikke tage konsekvenserne og lukke det monstrøse cirkus, som COP-møderne har udviklet sig til?
Danish
Thank you Søren!
Hilarious, even if it is tragic waste of money (and talent?) during these intensely turbulent times for our Continent! What useful and truly productive work for Society can all those presumably well-paid COP-mongers do when it is finally acknowledged that the whole COP process has been a monumental waste?
You might consider a posting for Klimarealisme on that?
“…vores hjemlige klimaminister Lars Aagaard, syntes f.eks., at det var ”enormt trist”
– ja, det var helt patetisk (i ordets klassiske betydning) at høre ham i dagens P1morgen, hvor han mente, at de meget omtalte, årlige G$300 (fra 2035!) i ‘klimaaflad’ var ‘alt for lidt’, og at Danmark gerne havde set en væsentligt højere ramme! 😉
Og det siger han, mens Danmark og den (resterende) ‘fri Verden’ står over for en akut trussel om at blive løbet over ende af ‘ondskabens aksemagter’! 🙁
Finansministeren udtalte iøvrigt forleden:
“For når Nato næste år forventes at komme med nye såkaldte styrkekrav til det danske Forsvar, så kan regningen blive op til 1.000 gange så høj, som de 300 millioner kroner, der med finanslovsaftalen er afsat til et nyt håndværkerfradrag næste år”
Jeg sidder med samme fornemmelse som Søren og tænker at den internationale klimasag toppede under Præsident Bidens embedsperiode. Meget tyder på at opbakningen er svindende og at de store lande har deres egne dagsordner.
På hvor hjemlige scene ser vi vores højt estimerede klimaforskere kaste sig ud i spekulationer omkring individuelle CO2 kvoter, der for normalt tænkende mennesker tydeligvis ikke har nogen gang på jorden (i hvert fald ikke i demokratiske lande). Måske ser vi tegn på panik før lukketid.
De store institutionelle investorers flugt fra de grønne aktier viser ligeledes samme tendens.
Fra Dansk side er mit gæt, at de kæmpestore planer om at blive storeksportør af grøn energi opgives og i stedet koncentreres indsatsen om at arbejde for det danske netto nul. Med Danmarks beliggenhed i vestenvindsbæltet og med god adgang til elforsyning fra Skandinaviens vandkraft har Danmark gode kort på hånden.
I Europa ses stadigt et stort ønske om grøn omstilling, men efter at Trump ryddede bordet i USA og at Indien og Kina har deres egne planer, ser det dog ud til at Europa begynder at stå alene.
Denne kommentar skal ikke ses som at jeg er imod grøn omstilling. Omstillingen skal dog være fornuftbaseret og tage hensyn til vores forsyningssikkerhed. Jeg ser eksperimenteringen med PtX som en naturlig del af menneskets lyst til at afprøve nye teknologier, som vi selvfølgelig også skal være en del af. Siden Ørsted fandt elektromagnetismen er samfundet blevet stadigt mere elektrificeret, hvilket naturligvis vil fortsætte i fremtiden. Om PtX får en fremtid må tiden vise. Dette vil afhænge af seriøst arbejdende og fagligt kompetente specialisters indsats og ikke af industriens lobbyister, politikere og klimaaktivister.
Vedrørende grønne aktiers problemer kan vi i dagens JP læse følgende omkring det svenske batterieventyr:
“ATP har over årene investeret 2,3 mia. kr. i Northvolt, og det er dem, der ser ud til at være tabt, efter at krisen i Northvolt tog en ny uventet drejning i slutningen af sidste uge.”
ATP er dog ikke alene. Goldman Sachs har også nedskrevet sin investering på over 6 mia. kr. i Nothvolt til nul kroner ved udgangen af året. Egentlig tror jeg at man kan aflæse meget i aktiekurserne omkring fremdriften i den grønne omstilling. Tager vi eksempelvis Vestas har firmaet tabt 2/3 af sin værdi siden feberkursen i starten af 2021, hvilket faldt sammen med indsættelsen af Joe Biden i det hvide hus.
Tja sådan går det jo op og ned her i tilværelsen.
Når cirkuset stopper får vi et nyt problem. Artisterne i cirkuset bliver arbejdsløse.
Nej, så finder de jo bare på en ny “krise”.
Ja, du har ret. Men hvad kan de finde på?
FN´-mafiaens 17 måder at ødelægge vestlige lande i samarbejde med WEF, EU, WHO m.fl. bl.a. vor hjemlige løgnediktator Mette Fup og ligesindede forbrydere.
Altså hvad jeg har læst mig til så er “The alien invasion” det næste og sidste store skræmmescenarium.
‘Aliens’ being muslims?