Er Kina et udviklingsland?

Som det blev nævnt i forbindelse med klimakonferencen i Sverige i oktober, kan vi forvente et større slagsmål på det kommende COP29-møde i Baku. Her er fokus ikke så meget på udledningerne af drivhusgasser (dem kan vi alligevel ikke styre), men derimod betalingerne i ”klimakompensation” fra de udviklede lande til udviklingslandene.

Siden 2009 har der været tale om, at de rige (vestlige) lande årligt skulle hoste op med 100 milliarder US$ til fordeling blandt udviklingslandene. Det har knebet noget med at få betalt så mange penge, efter sigende lykkedes det først i 2022, men fra 2025 skal betalingerne stige til et helt andet niveau. Oplægget er, at fremover skal der op til 1.000 milliarder dollars på bordet, dvs. en tidobling af beløbet.

Pengene skal gå til udviklingslandenes grønne omstilling og til klimatilpasning, f.eks. bygning af diger, afvandingsgrøfter, solidere huse osv. Ind til nu er en god del af de penge vist nok reelt blevet brugt til andre og mere vigtige ting, limousiner, privatfly, paladser eller våben.

Men det store spørgsmål til COP29-mødet er Kinas status. Forunderligt nok er Kina indtil nu blevet betragtet som et udviklingsland. Det har næppe ligefrem modtaget penge, men det har selv suverænt kunne bestemme, om det ville donere nogen, og det er kun blevet til småbeløb over årene. Det er der mange, der finder noget uretfærdigt, Kina er nu Verdens største udleder af CO₂, landet har flere stålværker, olieraffinaderier, cementfabrikker osv. end noget andet land på Jorden. Kina har atomvåben og et rumprogram og en hastigt stigende levestandard for befolkningen.

I Vesten er man i stigende grad skeptisk over for Kinas status, og f.eks. har Repræsentanternes Hus i Washington enstemmigt vedtaget, at USA ikke længere vil acceptere, at Kina skal betragtes som et udviklingsland og dermed køre på frihjul mht. betalinger.

Det kan næppe overraske, at kineserne er stærkt uenige. Kina har stadigvæk en stor befolkning ude i landdistrikterne, hvor levestandarden er lav, meget lavere end i Vesten. Kina er gennemgående meget pragmatisk i den slags spørgsmål, og hvorfor i alverden skulle man betale penge til noget så formålsløst?

Så her kommer slagsmålet på COP29 til at stå. EU vil instruere sin delegation, at man ikke vil betale, medmindre Kina ændrer status og også begynder at bidrage. Det er et synspunkt, der nyder stor opbakning i Europa, der er plaget af begyndende økonomisk nedgang (bl.a. pga. den grønne omstilling) og store udgifter til bl.a. militær oprustning set i lyset af krigen i Ukraine og Ruslands optræden.

Den amerikanske delegation vil naturligvis være stærkt handlingslammet efter valget af Donald Trump som præsident, her bliver der helt sikkert ikke givet nogen som helst tilsagn om penge fra USA, eller støtte til at Kina fortsætter som gratist.

Man skal aldrig spå om fremtiden, hvis man ikke har nogle gode (klima-)modeller at henvise til, men det er ikke usandsynligt, at COP29-mødet ender uden nogen beslutning om pengene, og i stedet vedtager at udskyde spørgsmålet til COP30-mødet. Den tid den sorg, og imens kan slutdokumentet fra COP29 fyldes med de sædvanlige intetsigende fraser, der ikke forpligter nogen til noget som helst. Det ville ikke være noget nyt. Vi afventer i spænding!