Klimakonferencen i Sverige

Den årlige skandinaviske klimakonference er netop blevet afholdt her i den forgangne weekend, denne gang foregik det i Mölndal, lige syd for Göteborg. Der var mødt folk op både fra Sverige, Norge og Danmark, samt repræsentanter for Global Warming Policy Foundation (GWPF) i England og Clintel i Holland.

Det blev til to dage med foredrag, og vi forventer, at der senere offentliggøres videofilm af hvert enkelt indlæg.

Programmet indledtes lørdag med en velkomst af vores vært, Ingemar Nordin fra de svenske Klimatrealisterna, som så på klimasagen ud fra et videnskabsfilosofisk synspunkt. Budskabet var bl.a., at videnskab kan tilvejebringe et grundlag af kendsgerninger, men den kan ikke anvise eller diktere hvilke tiltag, der derefter skal gribes til. Det kan således aldrig være klimavidenskaben, der fortæller os, i hvilket omfang vi skal stræbe efter ”netto-nul” i udledninger, eller hvad der nu kan være på bordet. Det er politikernes opgave, ud fra en bredere vurdering af samfundets prioriteringer.

Næste indlæg blev holdt af Eva Marie Brekkestö fra Norge, hun fortalte om den historiske udvikling de seneste 6000-8000 år, hvor store civilisationer opstod og gik under. Ofte kunne man kæde opgangstider sammen med et varmere og vådere vejr, mens sammenbruddene kom i kølvandet på klimaforandringer til det værre, i form af kulde og tørke. Et godt mål for fortidens temperaturer er trægrænserne i bjergene, f.eks. i Norge, hvor man kan konstatere, at de var flere hundrede meter højere oppe f.eks. under Middelaldervarmen, end de er i dag. Det er et meget pålideligt tegn på, at vejret var varmere den gang end i dag, og det viser sig, at man kan genfinde de samme vidnesbyrd rundt omkring på Jorden, så der er ikke bare tale om lokale forhold, som tilhængere af hockeystavene ellers har for vane at fremføre.

Derefter var det Deres Ærbødigste, der holdt et indlæg om den katastrofale grønne omstilling i Danmark, hvor vores elforsyning er totalt skævvredet og reelt kun bliver holdt oppe takket være massiv hjælp fra Norge og Sverige, både når vi mangler strøm, eller når alle vores solceller og vindmøller producerer et kæmpe overskud.

Benny Peiser fra GWPF var næste mand på podiet, han kom med et interessant indlæg om, hvordan der er ved at opstå revner i den politiske og folkelige opbakning til ”netto-nul”-målene. Den grønne omstilling går i stå mange steder, og EU’s ambitiøse planer, f.eks. mht. elbiler, støder på stigende modstand fra medlemslandene. Peiser forudså, at det kommende COP-møde (COP29) vil ende i et større slagsmål, fordi både USA og Europa ikke længere vil acceptere, at Kina skal betragtes som et udviklingsland, der skal have del i ”klimakompensations”-pengene, men tværtimod skal til at betale. Det samme gælder også et ultrarigt land som Saudi Arabien. Det synes de pgl. lande nok ikke er nogen god idé, og dermed kan mødet ende resultatløst (hvilket naturligvis ikke ville være nogen dårlig ting).

Lørdagens sidste indslag var fra Klimarealisme.dk’s formand, Karl Iver Dahl-Madsen, og handlede om fødevareproduktionen i fortid, nutid og fremtid. I løbet af de hundrede år, hvor vi for alvor har brugt fossile brændstoffer, har Verden oplevet en helt uset fremgang i velstand, og trods en hastigt stigende befolkning har gennemsnitsborgeren fået det meget bedre på en række afgørende punkter. Fødevareproduktionen er steget jævnt og har kunnet mere end holde trit med det stigende folketal, og når der stadigvæk er sult i Verden, skyldes det ene og alene dårlig lokal regeringsførelse. Indlægget var holdt i en optimistisk tone, vi skal glæde os over de mange fremskridt, og eventuelle problemer, som måtte stamme fra klimaet, kan vi tackle takket være vores økonomiske og tekniske ressourcer.

Om søndagen lagde Jan Erik Solheim fra Norge ud med beretningen om Science of Climate Change, det nye tidsskrift, som man har lanceret tilbage i 2021. Det er en broget historie, og der er tale om en imponerende indsats af frivillige. Faktisk går historien tilbage til 2013, hvor man lancerede en speciel udgave under Copernicus-forlagets paraply, med en række klimarealistiske indslag. Det blev lanceret efter alle kunstens regler, men bare 14 dage senere trak forlaget hele udgaven tilbage uden forklaring. Tilsyneladende var der blevet klaget over det. Solheim bemærkede tørt, at det vist var et moderne eksempel på bogbrænding.  Senere, da SCC blev lanceret, holdt man en officiel reception på et norsk universitet, hvor rektor var blevet inviteret til at holde et oplæg. Han benyttede lejligheden til i grove vendinger at undsige både SCC og alle folkene bag. Det var bemærkelsesværdigt, men han kom rigtigt i det gode selskab bagefter.

Dernæst et foredrag ved Olav Martin Kvalheim, formand for de norske Klimarealistene, om hvordan vi kan vinde klimakampen. Han understregede betydningen af at have enkle og let fattelige budskaber, især fordi indsigten blandt politikerne og i offentligheden er lav, og de fleste journalister er kraftigt præget af forudbestemte meninger. Hans interesse for sagen blev skærpet kraftigt af Climategate, og fra sin egen indsigt i statistik kunne han se, at Michael Manns hockeystav grundlæggende var svindel. Kvalheim nævner to hovedpåstande som klimarealister kan fremføre, den ene er, at menneskeheden ikke er skyld i atmosfærens stigende CO₂-indhold, den anden at det er vanddamp, der primært står for drivhuseffekten. Selv frarådede han at bruge det førstnævnte argument (hvilket vi her i Danmark heller ikke vil gribe til), men koblingen mellem CO₂ og vanddamp i atmosfæren er et af klimaforskningens svage punkter, fordi man er afhængig af den kobling mellem de to for at få tilstrækkelig drivhuseffekt.

Journalisten Anders Bolling fra Sverige gennemgik mediernes behandling af klimasagen og kom ind på, hvorfor journalister ikke ønsker at inddrage klimarealistiske argumenter, men generelt hellere vil flyde med strømmen af konsensus. Medierne skal have kriser og konflikter, der er intet salg i nyheder om, at ”her går det godt”. Derfor kan totalt uvidende personer som Greta Thunberg få opmærksomhed og tid i medierne, hvorimod velfunderede klimaskeptiske udsagn undertrykkes konsekvent.

Geir Aaslid fra Norge fortalte om klimavidenskaben og politik, hvor sidstnævnte har fået en meget stor indflydelse på bekostning af den videnskabelige redelighed. I indlægget blev der redegjort for udviklingen i IPCC’s rapporter, og hvordan hovedrapporterne hænger sammen med Sammendragene for Beslutningstagere og derefter de udsendte pressemeddelelser, hvor der bliver skruet yderligere op for dramatikken. Et eksempel var IPCC’s to første Vurderingsrapporter. I den første mente klimaforskerne ikke at kunne se nogen sammenhæng mellem menneskelige CO₂-udledninger og den globale temperatur. Det kunne de heller ikke i den Anden Rapport, 7 år senere, men her protesterede politikerne, og det endte med at man i Sammendraget kunne læse at der var en ”skelnelig” indflydelse af CO₂-en på klimaet. Aaslid fortalte også om hockeystavene, der flere gange er blevet underkendt af seriøs videnskab, men som alligevel dukker op i nye IPCC-rapporter.

Konferencens højdepunkt var absolut indlægget fra Marcel Crok fra Clintel i Holland. Det handlede om de utallige retssager, der nu bliver anlagt – og desværre også vundet – af klimaaktivister mod regeringer og olieselskaber. Forinden have Crok dog underholdt med sin egen karriere inden for journalistik, den endte, da han blev stemplet som ”klimaskeptiker”, men inden da havde han opnået at være den første, der skrev i medierne om Manns hockeystav og McKitrick og McIntyres kritik af den. Vedrørende retssagerne er der dårligt nyt, fordi dommerne i stigende grad – efter ihærdigt lobby-arbejde – ser sig selv som dem, der skal ”redde” klimaet. Dermed sætter man reelt demokratiet ude af spil, fordi magtens tredeling ikke længere respekteres, når domstolene påtager sig at fastlægge politikken. Clintel er nu begyndt at gå ind som part i nogle af retssagerne i Holland, i et forsøg på at dæmme op for de værste udskejelser.

Til sidst var det Magnus Cederlöf, formand for Klimatrealisterna i Sverige, der fortalte om temperaturen gennem tiderne i Uppsala, hvor Anders Celsius slog sine folder i første halvdel af 1700-tallet, og derfor har byen en af de længste temperaturkurver i Verden. Den går ca. 300 år tilbage i tiden. Den officielle version viser, at temperaturerne i det 21. århundrede er varmere end nogen sinde før, hvilket harmonerer fint med klimafortællingen. Cederlöf har nu udforsket situationen og fundet, at den benyttede målestation befinder sig inde i byen og er omgivet af asfalt, parkeringspladser, huse m.v. Malingen på stationen har det heller ikke så godt, og alt i alt kan man roligt regne med, at de målte temperaturer er kunstigt høje. Imidlertid findes der en anden målestation lidt uden for byen, ved en flyvestation, der ikke anvendes ret meget mere. Der går målingerne kun tilbage til 1954, men hvis man kombinerer de to kurver, med skyldige korrektioner, så de matcher hinanden, når man frem til at temperaturen i Uppsala reelt næsten ikke er steget de seneste 300 år. Der er udsving fra periode til periode, men det ser ud til bl.a. at hænge sammen med Den Nordatlantiske Oscillation, en af de store svingninger ude på havet. Men CO₂-fremkaldt global opvarmning er der ikke meget vidnesbyrd om.

Alt i alt en lærerig og indbringende konference, man kan kun beklage, at der ikke var flere deltagere (kun fem fra Danmark!), alle ville have haft glæde af at være med.