Det måtte jo komme. Klimaforskerne er på stadig udkig efter nye områder af menneskelige aktiviteter, der kan bedømmes – eller bortdømmes på grundlag af deres ”klima-aftryk”. Alt hvad vi gør, fører på én eller anden måde til udledninger af drivhusgasser, og forskningsverdenen ser det som sin opgave minutiøst at få kortlagt hvert eneste gram CO2, der undslipper. Konklusionen på arbejderne er uvægerligt, at dels må der offentlige indgreb på bordet – og så skal der selvfølgeligt mere forskning til.
Nu er turen kommet til folks køkkenhaver, hvor der dyrkes lidt frugt og grønt til eget forbrug (plus måske en smule til venner og bekendte). De fremstillede fødevarer erstatter en tilsvarende mængde fra det professionelle landbrug, og hvad er nu mere nærliggende end at sammenligne ”klima-aftrykket” fra de to, og se, hvad der er værst, pr. ”servering”? Undertegnede kan komme i tanke om mange andre ting, der ville være meget mere nærliggende at beskæftige højtuddannede og -betalte akademikere med, men tidsskriftet Nature har gladelig offentliggjort arbejdet her, og derved givet det sit blå stempel – hvad Nature jo gør med alt, der agiterer for ”klimakrisen”.
Forskerne gik grundigt til værks og har udført et kolossalt stykke arbejde. De har analyseret 6-7 områder fordelt på 5 lande på begge sider af Atlanterhavet. De har kigget på små private køkkenhaver, fælles køkkenhaver for en gruppe beboere, og landbrug i mindre skala. Alt er blevet endevendt undervejs, og resultatet er vist på fig. 1. Her ser man, hvordan det konventionelle landbrug giver langt færrest udledninger, mens de kollektive køkkenhaver er værst, skarpt forfulgt af de individuelle ditto.
Udledningerne fra køkkenhaven kommer fra mange kilder. Hvis man har købt fliser til havegangen eller trykimprægneret træ til højbedet, har det medført et udslip af CO2 til fremstilling af materialerne. Afgørende er det så, hvor længe man beholder tingene, før de udskiftes med nyt. Her er mange haveejere tilbøjelige til hyppige udskiftninger, fordi det ser pænere ud, og det er naturligvis skadeligt for klimaet. En professionel landmand, derimod, vil minimere investeringerne her og beholde tingene, til de er slidt op, uagtet at de til sidst ikke er kønne at se på.
Artiklen anbefaler i den forbindelse, at man i stedet for at købe nye materialer til projekterne bruger brugte, f.eks. fra nedrevne huse. Det sparer også på udledningerne.
Næste store post er brugen af kunstgødning, hvilket naturligvis er fy fy. Bedre er det med kompost, men i bunken af visne blade og luget ukrudt lurer farerne også. Hvis kompostbunken ikke håndteres ordentligt, kan der opstå iltfattige områder i den, hvor der så dannes metan, der jo er en meget kraftig drivhusgas. Artiklens forfattere foreslår – i fuldt alvor – at der bør etableres kollektive kompostbunker, bestyret af fagfolk, hvor haveejerne kan aflevere deres affald og hente ny kompost. Sådan gør mange kommuner her i Danmark, men processen indbefatter kørsel og behandling i varmeanlæg for at desinficere komposten. Vi tør slet ikke tænke på, hvad det medfører af udledninger…
Endeligt er der naturligvis vandingen, hvor brug af ledningsvand medfører en masse udledninger fra pumpestationer, vandbehandling osv. Det er bedre at bruge regnvand.
Så budskabet er vel nærmest, at private køkkenhaver bør forbydes, selv når man, som forfatterne har gjort, indregner den trivselseffekt og forbedring af helbredet, som er en følge af at gå og pusle med sine grøntsager. Der er også enkelte afgrøder, hvor køkkenhaven er mere konkurrencedygtig, f.eks. tomater, hvor alternativet er afgrøder, der skal flyves ind langvejsfra eller dyrkes i store drivhuse med opvarmning osv.
Artiklen kommer undervejs med denne fyndige konklusion:
Private køkkenhaver forventes at blive mere talrige globalt. Vores resultater viser, at der må tages skridt til at køkkenhaverne understøtter, og ikke underminerer, byernes bestræbelser på at blive CO2-neutrale.
Hvis man ikke har nerver til at læse den lange og tunge artikel, så har Chris Morrison på The Daily Sceptic skrevet en meget munter gennemgang, hvor han lægger ud med at spørge, hvad artiklens forfattere mon har røget? Det får han så hen igennem spundet en meget underholdende tråd om.
Det utrolige ved hele historien her er, hvor langt ude klimahysteriet efterhånden har drevet hele samfundet. Hvorfor tillader vi, og betaler for, pseudoforskning af denne art, som ingen bliver klogere af og som ikke løser nogen af Verdens mere presserende problemer?
Danish