De nye orkaner, del 3: Perspektiv

I begge de to foregående artikler i serien her har vi citeret fra World Weather Attribution, WWA, der jo klart giver udtryk for, at det varmere havvand i vore dage giver anledning til hyppigere og vildere orkaner og mere nedbør i forbindelse med dem. Det budskab er medierne så over en bred kam løbet med, og vi får at vide, at det haster med en grøn omstilling og udfasning af de fossile brændstoffer, kul, olie og gas.

Men hvordan ser det ud, hvis man glemmer modelberegningerne og kigger nøgternt på statistikkerne? I Atlanterhavet har vi haft en aktiv sæson, og orkanernes samlede energi er allerede et godt stykke over den gennemsnitlige, som vist på fig. 1. Efter orkanen Milton (pr. 15. oktober) nåede vi op på 140,6, hvor det ”klimanormale” ligger på 106,5.

Det er dog langt fra rekorden. 6 år er endt med større tal, f.eks. 1933 med 258,6, 1926 med 229,6 og 1950 med 211,3. De øvrige 3 år ligger efter år 2000 men er mindre end tallet for 1933. Man ser således, at selv langt tilbage i tiden havde man år med en voldsom aktivitet, og 2024 er ikke på nogen måde noget usædvanligt.

Globalt set er billedet meget interessant, da årets aktive Atlanterhav falder sammen med meget lav aktivitet i Stillehavet. Fig. 2 viser den globale afsatte energi for den nordlige halvkugle, og her er tallet foreløbigt langt under klimanormalen. D. 15. oktober var status således, at det målte tal var 323, mens klimanormalen viser 462.

Vi har ved flere lejligheder vist figurerne 3 og 4. Det er statistik for hhv. antallet og den samlede styrke af orkanerne globalt fra 1970 og til nu. Der er betydelige udsving fra år til år, men ikke nogen klar tendens.

Hvad så hvis vi går længere tilbage i tid? Fig. 5 viser en oversigt over orkaner i kategori 3 eller højere, der har ramt Florida siden år 1900. Florida skulle jo være særligt udsat pga. de stigende vandtemperaturer både i Atlanterhavet og i Den Mexicanske Havbugt. Der peges på, at det varmere vand gør den gennemsnitlige styrke større, og derfor skulle det give sig udslag i flere af de kraftige orkaner. Der ser da også ud til at være en let stigning over årene. Den dækker imidlertid over flere forhold. Florida er et – relativt set – meget lille område, og det vil derfor være præget af tilfældigheder om det bliver ramt af kraftige orkaner i et givet år eller ej. Hertil kommer, at tilbage i tiden, 1900-1920, var Florida meget tyndt befolket, i år 1900 havde Miami f.eks. kun 446 indbyggere. Mange orkaner er således måske slet ikke blevet registreret, eller måske observeret uden at man har haft mulighed for at måle styrken, og derfor ikke kender kategorien. Så heller ikke her kan der konkluderes alt for meget.

Der er i januar 2024 udkommet en videnskabelig artikel, der har kigget på sammenhængen mellem havtemperaturen og forekomsten af orkaner. Her har man studeret aflejringer af sand og grus på udvalgte steder ved det vestlige Atlanterhav. Aflejringerne skifter karakter, når en orkan er kommet forbi, og ved at kombinere tilstrækkeligt mange af den slags analyser, kan man få et billede, der dækker et større område dér, hvor orkanerne optræder, og som går godt 1000 år tilbage, se fig. 6.

Her ser man, hvordan der har været betydelige variationer gennem århundrederne, hvor aktiviteten f.eks. var høj under Den Middelalderlige Varmeperiode, og lavere under Den Lille Istid, men ind i mellem er der yderligere udsving. Antallet af orkaner i nutiden ses ikke at være højere end f.eks. i perioden 900-1200.

Forskerne kiggede på sammenhængen mellem havtemperaturen og forekomsten af orkaner. WWA ville straks fortælle os, at højere temperatur giver flere orkaner. Det viser sig dog ikke at være tilfældet i resultaterne her. Fig. 7 viser en sammenstilling af de faktiske målinger (fra fig. 6) med modelberegninger baseret på havtemperaturen. Der er ikke nogen god overensstemmelse. Forskerne finder, at målingerne ligger tættere på forholdet mellem havtemperaturerne i et bredt område omkring Ækvator og så dem i et smallere bælte nord for Ækvator. Forskerne skriver:

Selvom temperaturerne i begge områder har set en voldsom stigning i det 20. århundrede til et niveau, man ikke har oplevet i hele det foregående årtusind, har aktiviteten af orkaner ikke fulgt den samme tendens, men er forblevet på niveauet fra førindustriel tid, og det svarer godt til forholdet mellem de to bælters havtemperaturer.

Dermed får fortællingen om, at de højere temperaturer i vandet giver mere energi til dannelse af orkaner, et skud for boven. Situationen er meget mere kompliceret, og derfor kan vi nok heller ikke forvente at kunne ”styre” antallet og styrken af orkaner ved at gennemføre en grøn omstilling.

Lad os til sidst se, hvad den Amerikanske Hav- og Atmosfære-Styrelse NOAA, har at sige om emnet. Det er interessant, fordi NOAA normalt ikke holder sig tilbage mht. klima-alarmismen:

Et antal faktorer vedrørende den atlantiske orkan-aktivitet viser en stigende tendens siden 1980 (f.eks. hurtig udvikling, styrkerne, antallet af kraftige orkaner, antallet af orkaner), men ser man på data, hvor man har dækning i et meget længere tidsrum (f.eks. antallet af kraftige orkaner, der er gået i land i USA, det justerede antal af kraftige eller totale antal orkaner), er der ikke nogen klar dokumentation for målbare stigninger, hvilket formentligt betyder, at tendenser siden 1980 ikke skal betragtes som repræsentative for en længere (100-årig) udvikling.

For at sammenfatte, så giver hverken vores modelfremskrivninger for det 21. århundrede eller vores analyser af udviklingen i atlantiske orkaner og storme grundlag for at mene, at drivhusgas-fremkaldt opvarmning fører til store stigninger i tropiske storme eller i antallet af orkaner.

Derfor er det for tidligt at konkludere med stor tiltro, at menneskeskabte stigninger i drivhusgasserne har forårsaget en ændring i den historiske atlantiske orkan-aktivitet, der ligger uden for de naturlige variationer, selvom drivhusgasserne er stærkt forbundet med global opvarmning.

Hele sammenkædningen mellem CO₂-udledninger og orkanaktiviteten er, som allerede nævnt, mere politik end videnskab.