Brænder Antarktis?

Medierne holder meget af at svælge i historier om den globale opvarmning og ”klimakrisen”. De vil grave en tilfældig historie frem og blæse den op til et niveau, som den slet ikke kan bære. I eksemplet her er der tale om en stilfærdig videnskabelig artikel om konsekvenserne af et usædvanligt vejrfænomen i Antarktis. Det fandt sted for over to år siden, i marts 2022, men artiklen er først udkommet 31. juli i år. Forfatterne har tydeligt nok ikke haft noget behov for at udbasunere nogle sensationelle resultater.

Artiklen beskriver en enkelt dag, 18. marts, hvor temperaturen omkring McMurdo-stationen steg op til 30^oC over det normale niveau for årstiden. Det var jo efterår i Antarktis og alt var frosset ned. Området på i alt 4500 km² er et af de større i Antarktis uden permanent isdække, og derfor er der et vist omfang af levende organismer, alger og små hvirvelløse dyr (orme og leddyr) m.v. Livet i området var allerede gået i vinterhi. Og nu kom der pludseligt lidt tøvejr igen. Forskerne interesserede sig for, hvordan de levende organismer reagerede på den situation.

I artiklen er der en tabel, (tabel 1) der viser de målte temperaturer d. 18. marts, sammenholdt med gennemsnitstal for de seneste 30 år. Her ser man, hvordan den maksimale temperatur på et af målestederne (Lake Vanda) nåede op på knap +7 grader celsius, mens gennemsnittet for hele dagen var godt 1 plusgrad. Gennemsnittet af dagtemperaturerne for 18. marts i de 30 år ligger ved den station på ca. minus 23 grader, og herved når vi forskellene på 25-30 ^oC.

Men der er tale om en enkelt dag og en enkelt station, tre af de andre stationer havde d. 18/3 dagsgennemsnit under frysepunktet, og lavere maksimaltemperaturer.

Rekorden for dagen blev sat på stationen LakeBonney med 7,10 ^oC. Den er meget usædvanlig for marts måned. Når det derimod er højsommer i Antarktis, dvs. i december-januar, forekommer det en del dage hvert år, at temperaturen når så højt.

Artiklen fokuserer nu på, hvordan livet reagerede, men det kan vi lade ligge her.

Og så til medierne, hvor man bl.a. kunne se følgende (fig. 1): Jordens sidste grænse brænder, varmen rammer Antarktis ved vintertide. Her et udpluk:

I marts 2022, blev Antarktis ramt af den mest intense hedebølge, der nogen sinde er registreret …. Det ekstreme vejr hævede temperaturen i dele af Antarktis til mere end 70^oF [Fahrenheit, red.] over gennemsnittet, smeltede gletsjere og sne, selv i McMurdo-dalene, en af planetens koldeste og tørreste egne.

Her tager vores utrættelige ven, Anthony Watts fat igen. Han påpeger, at når det kun drejer sig om en enkelt dag, er der slet ikke tale om nogen hedebølge; den skal pr. definition vare i to eller flere dage.

Med temperaturer på under 10 grader celsius er der jo heller ikke noget, der ligefrem ”brænder”. Hertil kommer, hvad der også fremgår af billedet fra SciTechDaily, at der ikke er meget sne og is i området, der som nævnt er meget tørt. Og på en enkelt dag vil eventuelle gletsjere næppe nå at smelte noget videre, for nu at sige det mildt. I det hele taget er det misvisende at bruge udtrykket ”hedebølge” om et tilfælde, hvor temperaturen det meste af tiden holder sig under frysepunktet. Der var tale om en enkelt usædvanlig dag (som Antarktis jo kan have haft mange af, uden at vi ved det), det er vejr og ikke klima. Watts slutter med følgende salut mod medierne:

”Nyhedsformidlingen” af denne videnskabelige artikel og det vejr-tilfælde, den omhandler, er kun alt for typisk for mediernes anstrengelser for at gøre ethvert vejrfænomen, der falder en smule uden for det normale, og uanset i hvor kort et tidsrum – til at være forårsaget af klimaforandringerne – også selvom den omtalte artikel slet ikke nævner en sådan sammenhæng. Vejr er ikke klima. De virker på to helt forskellige tidsskalaer.

Den slags journalistik er uprofessionel, en frastødende bjørnetjeneste overfor offentligheden, som medierne ellers burde informere og ikke vildlede eller indoktrinere.

Han har ret.