Tysk kernekraft

Her er noget statistik, der burde mane til alvorlig eftertanke. Tyskland havde som bekendt en stribe velfungerende kernekraftværker tilbage omkring år 2000. De leverede ca. 20% af landets elektricitet. Efter Fukushima-ulykken i Japan i 2011 tabte kansler Angela Merkel hovedet totalt og beordrede, at alle værkerne i Tyskland skulle lukkes hurtigst muligt. Det blev de så, de sidste tre reaktorer blev taget ud af drift i foråret 2023.

Men hvis tyskerne nu havde beholdt deres kernekraft, udbygget den, og samtidigt undladt bygningen af alle solcellerne og vindmøllerne, så ville de på nuværende tidspunkt have befundet sig i en langt bedre situation.

Tyskerne har jo haft et orgie af udbygning med solceller og vindmøller. Kapaciteterne er vist på fig. 1. Kernekraften er væk, men kapaciteten af regulerbare kraftværker (kerne, fossilt eller biomasse-fyrede) er næsten uforandret, på lige under 100 GW, dog er naturgas nu det foretrukne brændstof. Forbruget i Tyskland ligger omkring 50-70 GW. Men oven på den regulerbare er der så kommet i alt 150 GW sol og vind. Det lyder meget voldsomt, men udbyttet ligger for solcellernes vedkommende på omkring 12-15% mens vindmøllerne på land yder 20-25% (der er ikke meget vind i Tyskland).

Det har som nævnt været en dyr øvelse, Tyskland har siden 2002 skønsmæssigt brugt 697 milliarder € på die Energiewende indtil nu. 387 mia. € er brugt direkte på investeringerne i sol og vind, mens staten har betalt 310 mia. ved siden af i form af diverse tilskud. Det har resulteret i en reduktion af CO₂-udslippet på ca. 25%, som vist på fig. 2.

Man kunne nu tænke sig to andre scenarier, som vist på fig. 3.

Det ene er, hvor man havde beholdt sine kernekraftværker og undladt at udbygge med sol og vind. Det ville have resulteret i udgifter siden 2002 på omkring 90 milliarder €. Det interessante her er, at kernekraftværkerne tilbage i 2002 producerede ca. 186 TWh pr. år, hvor sol og vind i dag leverer omkring 181 TWh/år. Man havde altså haft den samme mængde CO₂-fri strøm til rådighed, helt uden at udbygge med sol og vind – og det vel at mærke strøm, der er stabil og som er til rådighed, når der er brug for den. Man ville således opnå den samme reduktion i udledningerne af CO₂, og samtidigt have sparet ca. 600 mia. €.

Den anden mulighed ville være en yderligere udbygning med kernekraft i bestræbelsen på at nedbringe CO₂-udledningerne yderligere. Her er der naturligvis stor usikkerhed om tallene. De nye kernekraftværker i Europa, i England, Finland og Frankrig var ekstremt dyre og havde helt grotesk lange byggetider. Omvendt byggede koreanerne 4 reaktorer i Emiraterne til meget lavere priser og på kortere tid. I statistikken her vælges nogle middeltal, og det forudsættes, at Tyskland mellem 2002 og 2022 havde fået fordoblet sin kapacitet af kernekraftværker. Alle de eksisterende fra 2002 kører videre (med omkostningerne fra ovennævnte scenarie) og der bygges yderligere ca. 23 GW værker. Det ville have resulteret i en samlet produktion fra kernekraftværkerne i 2022 på 372 TWh og fra de øvrige kilder ca. 121 TWh, heraf 59 TWh fra fossile værker, hvilket ville svare til en reduktion i CO₂-udledningen på 73%! Og løsningen ville koste ca. 300 mia. € mindre, end hvad den nuværende omlægning har kostet. 

Folkene bag statistikken her lægger ikke skjul på, at tallene har været svære at fremskaffe, men der er ofret mange anstrengelser på at gøre resultaterne så robuste som muligt. Og det virker da også overordentligt troværdigt.  

Tyskland står samtidigt med nogle af Europas højeste elpriser og industrien er ved at segne under byrderne. Selv Folkevognsfabrikkerne, VW, overvejer nu seriøst at flytte produktionen ud af landet. Det ville medføre et katastrofalt tab af arbejdspladser – ikke blot hos VW selv, men også hos hele den tilhørende stribe af underleverandører.

Der er ingen tvivl om, at den tyske regering har forvoldt ubodelig skade med sin Energiewende, og landet er slet ikke færdigt med at betale regningen endnu.