Gang på gang har vi her på siden omtalt eksempler på klimaforskning, hvor motivet så tydeligt er at male situationen sort op. Budskabet er uvægerligt, at CO2-udledningerne har bragt os i den yderste livsfare, og Jorden skal reddes ved, at der gennemføres en grøn omstilling. Politikken kommer til at dirigere videnskaben og ikke omvendt. Det har i de seneste år resulteret i ufattelige mængder af pseudoforskning, som ingen bliver klogere af.
På klimarealismens side burde vi være meget forsigtige med ikke at falde for fristelsen til at ryge i den modsatte grøft. Det ville være dejligt, hvis vi kunne påvise, at der slet ikke er tale om nogen global opvarmning, havstigninger osv. Og derved kunne vi frikende vores forbrug af kul, olie og gas fuldstændigt fra enhver indflydelse på klimaet. Her på Klimarealisme.dk prøver vi at ramme en middelvej, men vores kollegaer i Norge, Klimarealistene, har færre bekymringer. De udgiver et klima-videnskabeligt tidsskrift, Science of Climate Change, hvor vinklen naturligvis er klimarealistisk, men hvor det til gengæld kniber lidt med kvaliteten ind i mellem. Det har vi set eksempler på tidligere, og for nyligt blev der så udsendt en ny artikel, som desværre hører til i den værre ende.
Artiklen, Ato et al., kigger kort sagt på sammenhængen mellem den globale temperatur i havoverfladen og luftens CO2-indhold. Tankegangen er, at havet jo rummer meget mere CO2 end luften, og ved en stigende temperatur vil havet, alt andet lige, afgive noget af denne CO2 til atmosfæren. Derfor kunne man forestille sig, at luftens CO2-indhold styres af havtemperaturen og ikke af menneskehedens udledninger. Argumentationen minder lidt om den, man i klima-alarmistisk forskning kalder ”fortællingen” (storyline), hvor man finder forhold, der bare indlysende må være rigtige, og derfor kan gøre det ud for videnskab. Et dugfrisk eksempel er sammenhængen mellem havtemperaturen i Atlanterhavet og antallet og styrken af orkanerne. Varmere vand rummer mere energi, og derfor er der mere kraft til orkanerne, der vil blive voldsommere og mere talrige. I år havde vi rekordhøje temperaturer i Atlanten og kun få og små storme. Nu er havtemperaturen faldet, og orkanen Helene har slået til – omend den heller ikke var så slem.
Det var et sidespring. Tilbage til Ato et al. De skriver i deres konklusion:
Den globale havoverflade-temperatur har været hovedansvarlig for de årlige stigninger i atmosfærens CO2-indhold siden 1959. Der er ikke konstateret nogen menneskelig indflydelse. Resultatet viser, at menneskehedens anstrengelser for at begrænse CO2-udledningerne har været meningsløse, i hvert fald ind til nu. Hertil kommer, at teorien om, at den moderne globale opvarmning og klimaforandringerne er forårsaget af menneskeligt udledt CO2, også er forkert.
Forfatterne når frem til denne bemærkelsesværdige konklusion baseret på statistiske sammenligninger mellem atmosfærens CO2-indhold og den globale havtemperatur. Man masserer tallene godt og når derefter frem til en fantastisk tæt overensstemmelse mellem de to. Man opstiller ligefrem formler, der kan bruges til at beregne det fremtidige CO2-indhold i atmosfæren ud fra havtemperaturen:
Årlige stigning i CO2 = 2,006 x HAD-havtemperaturen + 1,143 (efter 1959)
Der er tilsvarende formler for to andre temperaturkurver, fra hhv. UAH og GISS.
Forfatterne nævner i en bisætning, at det, de har påvist, er et sammenfald (korrelation), hvilket jo ikke nødvendigvis er udtryk for, at den ene faktor styrer den anden (kausalitet), men det spørgsmål lader de ligge. Men de påpeger, at hvis der er noget galt med deres konklusion, kan det kun skyldes at de underliggende data, især havtemperaturerne, er helt forkerte.
Så, kære venner, Science of Climate Change inkl. fagfællebedømmere osv. har nu frikendt menneskeheden totalt for enhver indflydelse på klimaet. Det var jo ikke så svært!
Og det er præcis den slags udgivelser, der er med til at stemple klimarealister som sølvpapirshatte eller det, der er værre. Heldigvis kan vi holde noget justits i egne rækker, og i dette tilfælde er det ingen ringere end Willis Eschenbach, der på WUWT tager Ato et al. under håndfast behandling. Det er som sædvanligt en underholdende omgang.
Eschenbach skriver, at han i første omgang faldt over den uhyrlige statistiske nøjagtighed, Ato et al. har fundet for deres sammenhæng mellem havtemperatur og CO2-indhold. Nøjagtigheden beskrives med en faktor ”r”, der ligger mellem 0 og 1. Ved 0 er der ingen sammenhæng, mens der ved 1 er en perfekt overensstemmelse. Michael Manns hockeystave ligger typisk omkring 0,5. Ato et al. når frem til r = 0,9995! Så tæt på perfektion som næsten muligt, og det gør straks Eschenbach meget skeptisk.
Fig. 1 fra Eschenbachs artikel viser havtemperaturerne fra tre af de store udbydere, helt tilbage fra 1850 og til nu. Frem til ca. 1970 er der flere stigninger og fald, og derefter en mere støt stigning.
Fig. 2 viser tilsvarende atmosfærens CO2-indhold i samme tidsrum. Fra 1959 og til nu er tallene baseret på målingerne ved bl.a. Mauna Loa på Hawaii. Før da er grundlaget analyser fra iskerner.
Sammenligningen af de to figurer viser, hvorfor Ato et al.s undersøgelse først starter i 1959 (der er en lidt spag bemærkning om at isdata er mere upålidelige). Det er jo åbenlyst, at der slet ikke er nogen sammenhæng før 1959, hvor temperaturen viser flere udsving, hvorimod CO2-indholdet er bemærkelsesværdigt konstant. Ups!
Men hvad så med den fantastiske r-værdi på 0,9995? Det viser sig, at Ato et al. opstiller nogle ligninger, hvor en faktor for CO2-indholdet beregnes ud fra havtemperaturen. Derefter bruges den faktor til at finde sammenhængen mellem havtemperatur og CO2-indhold. Men derved er Ato et al. ude i det man kalder en cirkelslutning. Det svarer til det nummer, klimaforskningen ofte benytter sig af, hvor man ”rekonstruerer” temperaturerne for f.eks. 100 år siden ud fra det daværende CO2-indhold – og derefter ”beviser”, at CO2-en er ansvarlig for temperaturstigningen.
Eschenbach går i mange flere detaljer omkring spørgsmålet her, men vi henviser de videbegærlige til hans artikel. Dog skal det nævnes, at han forsøger sig med at eftergøre Ato et al.s resultater ved bare at bruge en ret linje i stedet for havtemperaturerne, og derved får han stadigvæk en meget smuk r-værdi. Hans afsluttende bemærkning:
Jeg græder over den ærlige fagfællebedømmelses død …
Og han har ret. Det er uheldigt, at vores norske fæller lægger navn til og udgiver den slags underlødig forskning. Den beviser ingen ting, men giver modstanderne af klimarealismen skyts til at bekrige os.
