Nedvækst

Marcus Feldthus er 30 år, uddannet fra CBS og medstifter af Kommunikationsbureauet Abel og er selv podcastvært. Han skriver om Degrowth i et forretningsperspektiv, og selvom han ikke kalder sig selv for ekspert, har han tilegnet sig en masse viden om begrebet, som han velvilligt deler ud af.

Sådan begynder en dansk omtale på noget, der kalder sig SustainBusiness, som vist nok er et konsulenthus, der hjælper folk til at ødelægge økonomien gennem degrowth, som vi her vil kalde ”nedvækst”. Nogle kalder det vist også for ”modvækst”, men det finder undertegnede ikke lige så dækkende for ”degrowth”.

Feldthus har inspireret Robert Bradley Jr. på MasterResource til at skrive et opslag om begreberne nulvækst og nedvækst, hvor det klart påvises, hvor farlige og skadelige de tanker er. Her følger en oversættelse af Bradleys tekst:

Nulvækst (stagnation) er slemt nok. I forretningslivet må enhver forfremmelse blive modvirket af en degradering eller pensionering. Hvis en person ønsker at købe mere, må en anden person købe mindre. Nulsumsspillet (det modsatte af velgørenhed) er en opskrift på lav moral og interne kampe, lige det modsatte af velgørenhed ud fra et overskud.

Tag et skridt længere baglæns til et minus-sum-spil. Flere tabere end vindere. Den stærkeste overlever. Nedtrykthed er nøgleordet, da forventninger til fremtiden afløses af fortvivlelse. Mindre er ikke mere, men mindre. Mindre komfort, færre fornøjelser, mindre sikkerhed og mindre hjælpsomhed over for andre. Og når motivationen er stækket, vil de desperate vende sig mod regeringen for at få den til at gribe ind på de andres bekostning.

”Planetære grænser”

Hvad er den nyeste tænkning og tone fra nedvækst-bevægelsen? Her er et opslag fra Marcus Feldthus, der selv beskriver sin mission til at være at ”opbygge forretning uden vækst i bestræbelserne på at opnå bæredygtighed.” Hans hjemmeside reklamerer for et online-kursus, ”indretning af virksomheden i overensstemmelse med de planetære grænser”, og det er baseret på fire punkter:

1. Hvorfor grøn vækst mislykkes med at levere hurtige nok og tilstrækkelige resultater
2. Hvordan ulighed og den økologiske krise er forbundet med hinanden
3. Eksempler på virksomheder, der lykkes eller mislykkes med bæredygtighed
4. Hvordan man begynder med at indføre nulvækst i en virksomhed

Feldthus opfordrer sine kursister til at ”påbegynde en samtale om de grundlæggende antagelser i jeres virksomhed”.

Herefter fortsætter Feldthus med miljøet, citat:

1. Det antages, at man kan fjerne sammenhængen mellem CO₂-udledninger og den økonomiske vækst, hvorved man kan leve op til Paris-aftalen (der er ikke noget, der tyder på at det sker).
2. Det antages, at noget ny teknologi på magisk vis vil dukke op og løse problemet i punkt 1 (teknologi-optimisme der glemmer, at håb ikke er nogen strategi).
3. Det antages, at klimaforandringerne er det eneste problem (når der er 8 andre planetære grænser).
4. Det antages, at der vil være stabile priser på energi og råvarer (hvor energiudgifterne er stigende).
5. Det antages, at en forbedret energieffektivitet vil føre til reduktioner i forbruget af energi og materialer i et vækst-baseret system (pengene man sparer, bruger man til at forøge produktionen, for at tjene flere penge, hvilket vil modvirke de oprindelige besparelser).
6. Det antages, at man ved genbrug kan slippe ud af den økologiske krise (termodynamikkens 2. lov forklarer, hvorfor det ikke er muligt).
7. Det antages, at service-branchen ikke har nogen, eller kun en ubetydelig, økologisk effekt (service kan ikke 100% erstatte den materiale-baserede sektor).

Marcus Feldthus ser håb og fremdrift. Han citerer en stribe kendte medier:

Bloomberg Festival: ”Vores valg er ikke, hvorvidt vi skal fortsætte med at have vækst eller ej. Men om afslutningen på væksten kommer som noget planlagt eller som en katastrofe. Enten vælger vi grænserne, eller også bliver vi dem påtvunget.”

Harvard Business Review: “Kernen i nedvækst-argumentet er det historiske faktum, at økonomisk vækst og udledninger hænger uundgåeligt sammen (…) For at være realistisk omkring de fundamentale udfordringer ved vækst, er vi nødt til at justere på vores kulturelle forudsætninger og omforme ubæredygtige forretningsmodeller.”

UN Rapporteur: ”Overgangen til en efter-vækst udviklingsbane, med fokus på gennemførelse af menneskerettigheder frem for en stigning i den samlede produktion og forbrug, bør være tydeligt nævnt i en aftale om fremtiden.” 

New York Times (under overskriften: Indskrænk økonomien, red Verden?): ”For mindre end to årtier siden, havde en økonom som Herman Daly, der talte om en ’stabil økonomi’, sådan en fjerntliggende position, at hans kollega Benjamin Friedman kunne udtale at ’næsten ingen er i praksis modstandere af økonomisk vækst som sådan’. Og dog er der nu til dags en voksende bevægelse for ’nulvækst’ eller ’nedvækst’, der gør præcist det – i tidsskrifter, på podcasts og til konferencer.”

Ernst & Young: “…. Disse ideer deler den fælles vision om et økonomisk system, der er baseret på menneskelig og planetær trivsel. Vi mener, at de også peger mod fem grundlæggende principper, der vil lede vejen til en acceleration af overgangen mod dette mål.”

BBC: ”Mindre er mere: Kan nedvækst redde Verden? En gruppe af akademikere og aktivister stiller spørgsmål ved mulighederne for endeløs økonomisk vækst på en planet af begrænset størrelse. De taler i stedet for en modig løsning: Nedvækst.”

Afsluttende kommentarer

Nedvækst er den endelige løsning mod det moderne samfund. Det er en menneskefjendsk filosofi af stilstand og nedgang baseret på troen på, at der er for mange mennesker. Husker I Paul Ehrlich?

Nedvækst er en bevægelse i udkanten af den, der beskæftiger sig med dybde-økologi. Den går ind for afindustrialisering, og således byder den høje energipriser velkommen, med rationering og endda blackouts til følge.

Nedvækst handler om, at en autoritær regering skal modarbejde menneskenes naturlige trang til at forbedre. Ideen lurer i mange højerestående cirkler og skal afsløres for, hvad den virkeligt er. Marcus Feldthus trænger til at omskole sig selv mht. mål og midler, således at han i det mindste er i stand til at undervise sine kursister i livets positive sider.  

Så vidt Robert Bradley Jr. Det, der til stadighed undrer undertegnede, er, hvordan nul- eller nedvækst-tilhængere altid formår at se bort fra alle de praktiske udfordringer, hvis deres tanker skal føres ud i livet. Hvordan vil man undgå massiv tvang over for folk for at få dem til at opgive livets goder, eller de ting, de personligt godt kan lide?

I de gode gamle dage – i halvfjerdserne, hvor de danske universiteter var hjemsøgt af munkemarxister, talte man altid om at genopdrage folk for at skabe det ”socialistiske” menneske. Sådan ét fandt man aldrig i virkeligheden, men ideen må have været, at bare alle mennesker indså marxismens overlegenhed, så ville de bevæge sig afsted i takt i den samme retning. Men sådan er – og var – menneskene ikke. Socialisterne den gang var rygende uenige om alt muligt og splittede sig op i utallige fraktioner med en alfabetsuppe af forkortelser som resultat.

Nu er ideen velsagtens, at alle skal tro på de luftige ideer om ”planetære grænser” og ”klimakrisen”, men derfra og til, at de helhjertet går med til at opgive bilen – mens naboen beholder sin – er der uendeligt langt, og projektet vil strande – akkurat som den videnskabelige marxisme gjorde det.

Måske vil selv en Marcus Feldthus en dag erkende, at mennesker er mennesker og ikke brikker, som han kan flytte rundt med i sit planetære skakspil.