Der er for nyligt udkommet en videnskabelig artikel, hvor forfatterne har sat sig for at undersøge, hvordan det er gået med udvalgte landes klimatiltag. Har initiativerne ført til en målbar reduktion i CO2-udledningerne, og hvilken type indgreb har haft størst effekt?
Forskerne undersøgte i alt 1500 eksempler på klimapolitik mellem 1998 og 2022 i 41 udvalgte lande, en del vestlige og en del lande under udvikling, se fig. 1. De 41 lande, spredt ud over seks kontinenter, tegnede sig for i alt 81% af de globale drivhusgasudledninger i 2019.
Fremgangsmåden var at finde eksemplerne fra OECD’s database og derefter behandle tallene ved hjælp af computermodeller og kunstig intelligens.
Klimapolitikken kan udmøntes på flere forskellige måder. I 270 af de 1500 tilfælde drejede det sig om påbud vedr. teknologi og grænseværdier indført på udledninger osv. Det er f.eks. den type begrænsninger, man har lagt på bilfabrikkerne, hvor deres producerede biler i gennemsnit skal have lavere udledninger end rene benzin- eller dieselbiler ville stå for. Derfor skal bilfabrikkerne fremstille en vis procentdel af bilerne i form af elbiler – uanset om nogen vil købe dem eller ej.
Andre tiltag er mere markedsbaserede, her skal adfærden reguleres enten gennem statsstøtte eller afgifter. Herunder er også deciderede CO2-afgifter, men de udgør kun 116 ud af de 1500 tilfælde. Heraf var de 88 i de vestlige lande, hvilket ikke er så overraskende.
Resultatet af undersøgelsen var måske ikke helt som forventet af forskerne, da det viste sig, at deres computerkørsler kunne påvise, at der kun i 69 tilfælde (ud af de 1500) var tale om reduktioner i CO2-udledningerne i større omfang.
De positive resultater var fordelt på de fire undersøgte sektorer, således at byggeriet tegnede sig for 24 tilfælde, transporten 19, industrien 16 og elfremstilling 10 tilfælde. I de udviklede lande var der 48 tilfælde og i udviklingslandene 21.
Forskerne kunne så beregne, at de 69 tiltag i alt havde ført til reduktioner på mellem 0,6 og 1,8 gigatons CO2.
I de udviklede lande var det stærkeste middel økonomisk, hvor afgifter og statsstøtte i én eller anden kombination lå bag succesen i op til 33% af tilfældene. I udviklingslandene var lovgivning og begrænsninger mere effektive. Man fik dog en yderligere effekt ved at kombinere dem med statsstøtte, afgifter og så informationskampagner.
I elsektoren i udviklingslandene var statsstøtte klart den vigtigste faktor (i 67% af tilfældene), hvor en kombination med andre virkemidler, f.eks. afgifter, ikke gav nogen ekstra effekt. Kombinationen af flere virkemidler var til gengæld afgørende for de udviklede lande. Her skulle der nogle økonomiske incitamenter til, før det blev effektivt.
Artiklen slutter med konklusionen, at resultatet af de politiske anstrengelser indtil nu er begrænset, når man regner med, at udledningerne allerede i 2030 skal reduceres med 23 gigatons CO2, hvis vi skal opfylde Parismålene. Selv hvis alle 41 lande opnåede reduktioner inden for hver af de fire sektorer, svarende til de bedste resultater af alle landenes, ville man kun nå mellem 26 og 41% af de nødvendige reduktioner. Så der er lang vej endnu.
Så der skal en fire gange større indsats til, og det hele skal være igangsat i løbet af de næste fire år.
På nuværende tidspunkt er læseren nok en smule træt af al den computergenererede teori. Der er imidlertid en meget oplagt konklusion, som helt synes at have undgået forfatternes opmærksomhed. Den har andre så været i stand til at fremdrage.
Sagen er jo den, at undersøgelsen viser, at ud af 1500 gennemførte politiske initiativer har kun de 69 givet nogen mærkbar effekt. Det betyder således, at 1431 tiltag var virkningsløse. De 69 er så lille et antal, at man er på kanten af, hvad statistiske tilfældigheder ville resultere i. Så har klimapolitikken reelt nogen effekt overhovedet?
Vi ved jo, at f.eks. Europas fald i udledningerne i stort omfang hænger sammen med et fald i energiforbruget, som igen er en følge af en nedgang i industriproduktionen og anden økonomisk aktivitet. Det er jo klimatiltag, der ikke for alvor kan anses for at være holdbare (med mindre man sidder i Klimarådet).
Man savner også nogle tal for, hvad alle de 1500 tiltag har kostet de pgl. nationer i direkte udgifter eller afledte tab af forskellig art.
Som forfatterne skriver, der må mere forskning til – det er klart!
Det hele er så baseret på den, forkerte, opfattelse at CO2 er skadeligt og giver globale opvarmning. Resultaterne for at løse et ikke-eksisterende problem er magre, og særdeles kostbare.
Klimarealismes holdninger baserer sig på det etablerede synspunkt, at co2 er en drivhusgas, at den varmer jorden og at denne opvarmning har nettonegative virkninger (om end ikke særlig store). Du er velkommen til mene noget andet men så er du bare ikke klima realist
Man havde det nok på fornemmelsen at man har sat sig i bevægelse med den helt store “Sisyfos opgave”.
Med de store bestræbelser (teknologiske nyskabelser) man har kastet sig ud i i kamp mod CO2 i atm. kan der måske komme helt andre perspektiver til syne, så det hele ikke er spildt. Men prisen kan blive høj.
Det må vel kaldes forskningsmafiaen.
En organisation hvis eneste formål er at suge så mange skattekroner ud af systemet som muligt, uden at bidrage med noget som helst nyttigt.
“Send more money”.