Skandale i klimaforskningen

I 2019 udkom der en bemærkelsesværdig videnskabelig artikel i det anerkendte tidsskrift PNAS vedrørende tabene fra orkanernes hærgen. De løber jo ind imellem op i milliarder af dollars, og derfor er det stor interesse for at se, hvorvidt tabene er blevet større i takt med den globale opvarmning. Det ville jo være godt for klimasagen, hvis det var tilfældet. Den pgl. artikel, kendt som Grinsted et al., er særligt interessant for os danskere, da de to medforfattere er Peter Ditlevsen, kendt for ”tipping points”-forskningen, og så Jens Hesselbjerg Christensen, der vel ikke behøver nogen nærmere præsentation.

Problemet, når man skal sammenligne skader gennem tiderne, er, at man selvfølgeligt ikke bare kan se på tabene i dollars. Der har været inflation over årene, befolkningstætheden er steget, og samfundet er også blevet rigere. En million dollars tabt i 1920 er således mange gange mere værd, end en mio. dollars tabt i 2020. Roger Pielke Jr. har sammen med sine medforskere arbejdet med problemstillingen i mange år og har udviklet metoder til at ”normalisere” tabene, som man siger, således at de umiddelbart kan sammenlignes hen over årtierne.

Pielkes arbejde og mange, der fulgte i hans fodspor, havde alle som konklusion, at de normaliserede tab ikke er steget i takt med den globale opvarmning. De er slet ikke steget i gennem de seneste 100 år, frem til omkring 2018.

Der var imidlertid én artikel, Grinsted et al., der nåede frem til et andet resultat. Der var tale om en betydelig stigning i de normaliserede udgifter. Da IPCC i sin Sjette Vurderingsrapport (WGII) skulle skrive om emnet, udvalgte man netop Grinsted et al., og ignorerede hele den øvrige litteratur. Derfor kunne man konkludere, at tabene havde været stigende. Herom kan man læse mere i Clintels bog: ”The Frozen Climate View of the IPCC” s. 152 ff.

Det i sig selv er jo lidt af en skandale, men det bliver meget værre. Pielke har gravet i baggrunden for Grinsted et al.s tal og finder, at de har udvalgt en database for de seneste år som er meget interessant.

De mest opdaterede normaliserede data udregnet efter Pielkes metode, er Weinkle et al., der dækker årrækken 1900-2017. Den kan således bruges til en direkte sammenligning med Grinsted et al. Tabel 1 viser data fra det tyvende århundredes begyndelse fra de to artikler, og her er der ingen forskel.

I tabel 2 er tallene tættere på nutiden sammenlignet, og her viser Grinsted et al. langt højere tal. Hvordan kan det gå til? Forklaringen fremgår sådan set af tabellen, Grinsted et al. henviser til data fra noget, der kaldes ICAT.

Hvad er ICAT? Det får Pielke afsløret. ICAT er et nu hedenganget amerikansk forsikringsselskab, der fik nogle unge mennesker til at udarbejde data for tabene, efter at Pielke & Co. stoppede aktiviteterne i 2008. Materialet skulle primært bruges i ICATs markedsføring. Som årene gik, begyndte ophavsfolkene til ICAT også at justere på tallene før 2008 og fraveg derfor Pielkes resultater. Men, dataene var aldrig tænkt som forskning, de var ikke fagfællebedømt og derfor naturligvis ikke egnede som grundlag for seriøs forskning.

Det viste sig, at ICAT’s folk bl.a. havde skelet til NOAA’s ”én-milliard-dollars naturkatastrofe” database, som vi har omtalt her. Den har Pielke også haft fat i og for længst afsløret som dybt uvederhæftig. Der redegøres ikke for, hvor tallene kommer fra, der justeres gentagne gange i fortidens resultater og generelt medtages der en hel masse fiktive afledte tab, som vist nærmest er rent gætværk. De høje tal i Grinsted/ICAT-spalten i tabel 2 stemmer netop fint overens med NOAA’s oppustede værdier, se tabel 3. Om afvigelsen mellem ICAT og Weinkle skriver Grinsted et al.:

De to datasæt er i overensstemmelse for de fleste begivenheder frem til omkring 2005, hvor Weinkles tab ser ud til systematisk at blive mindre i forhold til ICAT.

Hvorfor det forholder sig således, spekulerer Grinsted et al. ikke over men fastholder, at de har baseret deres arbejde og konklusioner på ICAT, formentligt uden at vide, at det drejer sig om en database uden videnskabelig lødighed.

Det er jo mindre godt, for at sige det mildt, og Pielke har derfor kontaktet PNAS (tidsskriftet) og foreslået, at Grinsted et al. blev trukket tilbage, eller i det mindste at der blev udsendt en korrektion. Sagen er jo yderst pinlig, ikke mindst pga. IPCC’s adfærd, hvor netop denne fejlagtige artikel blev udvalgt til at repræsentere hele videnskaben på området.

PNAS synes åbenlyst også, at det er pinligt, og har derfor nægtet at røre ved sagen overhovedet. Der sker ikke mere, men klimaforskningen står tilbage med endnu et eksempel på, hvordan politik og tro overtrumfer almindelige videnskabelige principper.