Sammen med Tyskland er Storbritannien på kamikaze-kurs mht. ”dekarbonisering” og grøn omstilling. Ambitionerne er tårnhøje, og vanskelighederne hober sig op. Den konservative regering var begyndt at træde på bremsen, men så tabte den det nys overståede parlamentsvalg med et brag, og Labour kom til. Labour har straks meldt ud, at nu skal der fuld fart på den grønne omstilling, ”klimakrisen” skal afværges og kloden reddes.
Problemet er så lidt, at statskassen er tom. Grøn omstilling koster mange penge, og da de nye energikilder og teknologier ikke er konkurrencedygtige på frie markedsvilkår, skal de hjælpes med massiv statsstøtte. Penge, som regeringen ikke har.
Et væsentligt element i nedbringelsen af CO2-udledningerne i Storbritannien er opsamling og deponi af gassen. Målet er en opsamling på 20-30 millioner tons pr. år i 2030. Der står EU-midler klar til ombygning af kraftværkerne, dvs. påsætning af opsamlingsudstyr, men regeringen skal hjælpe til med at bortskaffe CO2-en, ved at få etableret et netværk af rørledninger, der kan transportere den fra kraftværkerne til deponeringsstederne, eller evt. til havne, så CO2-en kan sejles væk. Her tøver regeringen, og har gjort det længe, for kassen er som sagt tom.
England planlægger at lukke sit sidste kulfyrede kraftværk til september i år. Det var allerede puttet i mølpose i fjor, men i vinters kneb det med elforsyningen, og værkets fire kedler blev alle midlertidigt sat i drift igen. Men nu skal det være slut, og ud over vindmøllerne og solcellerne har landet nu kun lidt kernekraft og ellers gasfyrede værker tilbage. CO2-opsamlingen skal påmonteres de gasfyrede værker. Det gør ikke opgaven lettere, da koncentrationen af CO2 i røg fra gasfyring er lavere end fra kulfyring, og derved er den sværere at få fat i.
Den engelske ”rigsrevision”, National Audit Office (NAO), har udsendt en statusrapport om CO2-opsamling, og her er man noget kritisk overfor, hvad der er sket indtil nu. Siden 2007 har regeringen forsøgt at få gang i projekterne, men måtte i to omgange (2011 og 2015) opgive/udskyde aktiviteterne. Indtil nu har man brugt omkring 630 mio. pund på sagen, uden at der er opsamlet så meget som et eneste gram.
NAO finder indledningsvist, at regeringen lægger meget vægt på CO2-opsamlingen, der er helt uomgåelig, hvis klimamålene skal nås. Det indebærer en betydelig risiko, da meget af teknologien stadigvæk er ny og uafprøvet i stor skala. Størstedelen af rapporten beskæftiger sig med ministeriets (Ministeriet hedder DESNZ – Department for Energy Security and Net Zero, ”Ministeriet for energisikkerhed og netto-nul”) meget omfattende arbejde med planlægning af transportsystemet til CO2-en. År for år ændrer ambitionerne sig, fra 15,5 mio. tons/år til 8,5 mio. – og senere tilbage igen. Regeringen ønsker at definere nogle såkaldte knudepunkter, dvs. områder, hvorfra der etableres transport, og hvor nærliggende kraftværker m.v. så kan investere i opsamlingsudstyret på deres anlæg. Der er gået år med denne planlægning, tilrettelæggelse af administration osv., og der er meget få synlige resultater. Der foregår i hvert fald ikke nogen opsamling, og starttidspunktet er flere gange blevet udskudt. Vedrørende de medfølgende risici har NAO følgende bemærkninger:
F.eks. har et af elselskaberne planer om at opføre et gasfyret værk med CO2-opsamling, men det ville blive 40 gange større end noget eksisterende anlæg i hele Verden. Et tidligere forsøg på at opskalere CO2-opsamling i USA endte, før det kom i drift pga. budgetoverskridelser, som blev forklaret med den massive forøgelse af størrelsen fra pilot- til fuld skala. Tilsvarende er anvendelse af CO2-opsamling i cementindustrien slet ikke eftervist i stor skala, så der mangler de nødvendige tekniske erfaringer.
CO2-opsamling vil formentligt være efter amin-metoden, hvor røggassen sendes igennem en væske, der opsuger CO2-en. Derefter skal væske og CO2 skilles fra hinanden igen, og CO2-en skal renses og sættes under tryk. Det er et større anlæg, der skal til, og NAO gør opmærksom på, at det vil kræve en miljøtilladelse efter et grundigt stykke vurderingsarbejde fra myndighedernes side. Her er det afgørende hvilken væske, der vælges, da miljøforholdene omkring den er centrale for hele godkendelsen. Det er noget, der kan tage lang tid, måske flere år.
Budgettet til opbygning af transportsystemerne frem til 2030 er 20 mia. pund, men NAO tvivler på, om det er nok. Spørgsmålet er jo så også, om Labour-regeringen overhovedet kan finde de penge?
Paul Homewood opsummerer projektet meget fint.
Forslaget om at vi skal bruge mere end 20 mia. pund på noget, vi ikke engang ved om kommer til at virke, er tudetosset. Lad EU og USA spilde deres penge i stedet. Men fjolser i vores regering mener stadigvæk, at vi kan få det til at virke, selvom det har slået fejl i resten af Verden.
Og selvom der er en måde hvorpå man kan få CO2-opsamling til at virke, vil det kraftigt forhøje prisen på elektricitet og forøge forbruget af naturgas, da CO2-opsamlingen kan sluge 20% eller mere af kraftværkets energiproduktion.
Homewood citerer herefter energieksperten Gordon Hughes, der bl.a. dissekerede økonomien i vindmølleparken Kriegers Flak, hvilket ikke så specielt kønt ud bagefter.
Hughes påpeger at Storbritannien i 2023 fremstillede ca. 100 TWh af sin strøm fra naturgas – hvilket udledte ca. 36 mio. tons CO2 – uden nogen eftervist teknologi til opsamling af mere end en brøkdel af den mængde.
Hughes udtalte herefter: Målet med at opsamle 20-30 mio. tons årligt i 2030 er absurd og har altid været det. I løbet af det næste årti vil CO2-opsamling ikke være meget andet end en teknologi på forsøgsstadiet. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i 2040-erne, og der er en lille chance for, at CO2-opsamling vil være levedygtig til den tid, men de seneste 15 års udvikling tyder på, at det er en meget lille chance.
For at sige det ligeud: CO2-opsamling er ligesom en stribe andre planer for ”netto-nul” – bare en række af teknisk og økonomisk analfabetiske fantasier, der er udformet for at undgå realiteterne, der klart siger, at dette mål er uopnåeligt og helt sikkert vil føre til ruin af den moderne industrielle økonomi.
CO2-opsamling vil uvægerligt ende som en kæmpeudgift for samfundene, uanset hvem der betaler, og den vil ikke have den mindste indflydelse på klimaet.
Det hele er jo så baseret på den, i min optik, forrykte tese om at CO2 er farligt og roden til alt ondt. Man jager luftkasteller, og der spildes fantasilliarder på det.
Lobbyindustrien for grøn omvæltning er virkeliggørelse af molbohistorien “Storken i kornmarken”.
Steinbecks citatet er på romanstadiet og ikke naturvidendkabeligt. Steinbeck var en gammel socialist og er afgået ved døden for mange år siden. Den politiske raptus med Netto-Nul vil ende på samme måde. Spørgsmålet er blot, hvor mange milliarder vi skal bløde og om vort samfund overlever det? Men det er vist det WEF/UN-politiske mål, at vor verden og økonomi skal lægges øde. Disse politiske strømninger bliver nødt til at indse, at også de sidder yderst på den gren, de så flittigt saver i for at save den af – og hvad kommer der så?
Så slemt går det næppe
Politikere er afhængige af vælgernes gunst og taler ofte store ord uden at der nødvendigvis er rygdækning. Jeg tror på, at der ligesom i Danmark, er ansvarlige og dygtige embedsmænd i ministerier og styrelser, som trods alt har snor i det og ikke lader deres ministre køre tingene helt ud over kanten. I Danmark har vi f.eks. på det seneste set hvordan vi pludselig kan opnå vores klimamål når kyndige folk får regnet på tingene en ekstra gang. Ligeledes så vi, og til stor ærgelse for vestjyske borgmestre og Green power Denmark, hvordan et flertal i folketinget pludselig indser det fornuftige i, at sikre sig, at der også er afsætning for dansk grøn brint førend mia. af kroner fyres af til et brintrør.
Ser vi på det globale carbon budget i 2022 viser opgørelser for de enkelte landes CO2 udledning at den rige del af verden har en årlig udledning på 12.757 Mt CO2 (USA, Canada, Europa, Japan, Syd korea & Australien). Dette skal så holdes op mod en total for verden på 37.150 Mt CO2. Differencen skal så håndteres af den mindre rige del af verden, hvor f.eks. de to helt store udledere Kina og Indien har en anden og længere tidshorisont for at reducere deres respektive CO2 udledning.
De rige lande har måske økonomisk mulighed for dyre tekniske tiltag i forhold til CCS, men om disse lande så også vil anvende meget betydelige midler til dette, og uden at de store potentielle konkurrenter i Asien følger trop, anser jeg for helt usandsynligt. Dels af hensyn til konkurrenceevnen, men også fordi CCS initiativet bliver ineffektivt når det må påregnes, at kun en mindre del af verden har muligheden og viljen til at omfavne dette.
“Forslaget om at vi skal bruge mere end 20 mia. pund på noget, vi ikke engang ved om kommer til at virke, er tudetosset”
– flere tanker om behovet for afprøvning (på rimelig skala), inden der ‘investeres’ gigantiske summer:
https://www.manhattancontrarian.com/blog/2024-8-10-the-zero-emissions-grid-demonstration-project-follies
“Særligt farlige er folk, der ikke tror, at verden er ved at gå under”
John Steinbeck i “Sweet Thursday” – 1954